Danskerne tror ikke på S-SF's skatteløfter

TROVÆRDIGHED: Et flertal af danskerne tror ikke på Socialdemokraternes og SF's løfter om, at de ikke vil hæve skatterne mere end det, de allerede har bebudet i "Fair Forandring".
Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal har lovet ikke at hæve skatterne mere, end de allerede har bebudet i skatteudspillet "Fair Forandring". Det eneste problem er, at vælgerne ikke tror på dem.
Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal har lovet ikke at hæve skatterne mere, end de allerede har bebudet i skatteudspillet "Fair Forandring". Det eneste problem er, at vælgerne ikke tror på dem. Foto: Kristian Aaskov Nielsen / Altinget.dk
Niels Th. Dahl

Et flertal af danskerne har ikke tillid til Socialdemokraternes og SF's løfter på det skattepolitiske område.

En ny meningsmåling, A&B Analyse har udarbejdet for Altinget | Skat, viser således i dag, at næsten 55 pct. af danskerne forventer, at en socialdemokratisk ledet regering vil hæve skatterne mere, end de har bebudet. 37 pct. har tillid til venstrefløjens skatteudmeldinger, mens 8,2 pct. ikke ved, hvad de skal svare.

"Hverken mere eller mindre"
Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt og SF's formand Villy Søvndal garanterede ved fremlæggelsen af det fælles skatteudspil "Fair Forandring" i august 2009, som indeholder skattestigninger for op mod 20 mia. kr., at udspillet vil blive det endelige skattepolitiske grundlag for en ny regering, og at det vil blive gennemført "hverken mere eller mindre".

Dén udmelding tror flertallet af vælgere altså ikke på, og det glæder Venstres skatteordfører Mads Rørvig:

Jeg har hele tiden syntes, det var en dårlig idé at fremlægge et program og så bare sige, at det er det, der bliver gennemført. Det giver ikke nogen særlig troværdighed.

Niels Helveg Petersen (R)
Skatteordfører

"Det overrasker mig overhovedet ikke. Vi kan jo se, at de allerede har brudt "Fair Forandring" flere gange. Det har borgerne så også gennemskuet nu - Socialdemokraterne lover ét den ene dag og siger så noget andet den anden dag," siger han.

Ændringer i S-politik
Venstre har gentagne gange anklaget Socialdemokraterne og SF for allerede at have ændret skattepolitik adskillige gange siden fremlæggelsen af "Fair Forandring". Mest bemærkelsesværdigt vil venstrefløjen udskyde den hævelse af topskattegrænsen, som skal træde i kraft til næste år, og som ellers ligger til grund for både regeringens og oppositionens skatteudspil.

Derudover har S og SF også annonceret, at de kørselsafgifter, som også er en del af "Fair Forandring", skal indføres senere end først planlagt, ligesom partierne siden fremlæggelsen har åbnet for en lempelse af den foreslåede flypassagerafgift og en forhøjelse af den "grønne check" for børnefamilier. Sker det, mistes en del af finansieringen af skatteudspillet, og det har tidligere fået både De Radikale og Enhedslisten til at kalde skatteudspillet for økonomisk uforsvarligt.

Den radikale skatteordfører Niels Helveg Petersen er da heller ikke overrasket over meningsmålingens resultat:

"Jeg har hele tiden syntes, det var en dårlig idé at fremlægge et program og så bare sige, at det er det, der bliver gennemført. Det giver ikke nogen særlig troværdighed. Verden ændrer sig jo, og økonomien ændrer sig. Forskellen fra f.eks. den økonomiske situation i 2006 til 2008, hvor det hele ramlede, er jo slående. Jeg forstår ikke, hvordan man kan forestille sig bare at lægge noget frem og så sige, at 5 og 7 er lige, uanset hvad der sker," siger Niels Helveg Petersen.

Dokumentation

DET SAGDE DANSKERNE:

Spørgsmål:  

"Socialdemokraterne siger, at de ikke vil foreslå yderligere skattestigninger ud over dem, de har fremlagt i skatteudspillet "Fair Forandring", hvis de kommer i regering. Har du tillid til det løfte?"

Svar:

Ja 36,9 
Nej 54,9 
Ved ikke 8,2 

 EL SF S R LA K DF 
Ja 46,959,279,5 50,0 30,0 1,73,8 6,2 
Nej 31,3 25,7 12,3 35,7 70,0 95,4 92,3 86,7 
Ved ikke 21,915,0 8,2 14,3 0,0 2,9

3,8 

7,0

Undersøgelsen er udført af A&B Analyse for Altinget i april 2010. Den er lavet på nettet, og der er blevet spurgt i alt 1366 repræsentativt udvalgte danskere.


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024