S-SF: Privatdieselbiler skal alligevel have filtre

PARTIKELFILTRE: Persondieselbiler uden partikelfilter kommer alligevel ikke til at slippe for at betale afgift til staten, sådan som SF's miljøordfører Ida Auken ellers tidligere har meldt ud. Socialdemokraterne siger nej.
SF's miljøordfører Ida Auken vil nu alligevel ikke frede privatdieselbilerne fra partikelfiltrene, sådan som det ellers forlød for få dage siden.
SF's miljøordfører Ida Auken vil nu alligevel ikke frede privatdieselbilerne fra partikelfiltrene, sådan som det ellers forlød for få dage siden.
Niels Th. Dahl

Persondieselbilerne vil alligevel ikke blive fredet for kravet om partikelfiltre, hvis Socialdemokraterne og SF kommer til magten efter næste valg.

Socialdemokraternes skatteordfører Nick Hækkerup slår således fast, at såvel kravet om et filter som afgiften for de biler, der ikke har det monteret, vil blive videreført også efter et eventuelt regeringsskifte:

"Det er skrevet direkte ind i Fair Forandring, at den afgift skal være der, og oven i købet også, at den måske skal forøges for at få flere til at sætte filtrene på. Vi er meget bekymrede over den luftforurening, som partikelforureningen skaber. Kravet om partikelfiltre til alle dieselbiler er både min holdning, Socialdemokratiets holdning - og det er SF's holdning," siger Nick Hækkerup.

S overtrumfer SF
Nick Hækkerup overtrumfer dermed eftertrykkeligt SF's miljøordfører Ida Auken. Hun blev i flere medier i sidste weekend citeret for, at SF nu vil lade de private dieselbiler uden partikelfilter slippe for afgiften på 1.000 kr. om året for i stedet at sætte hårdere ind over for partikeludledningerne fra vare- og lastbiler.

Kravet om partikelfiltre til alle dieselbiler er både min holdning, Socialdemokratiets holdning - og det er SF's holdning.

Nick Hækkerup (S)
Skatteordfører

Ida Auken kaldte bl.a. afgiften på persondieselbilerne for en "skjult skatteskrue" og tilføjede, at "det er at gøre grin med danskerne at lade som om, at den afgift ville få nogen positiv betydning for miljøet".

Men udmeldingen om fjernelsen af afgiften falder ikke i god jord hos Nick Hækkerup:

"Man bliver nok nødt til at sige det på den måde, at det er svært for en miljøordfører at bevæge sig rundt i skatteteknikkens store univers. Skat er jo meget kompliceret, og når man er ordfører på et andet område, skal man være meget træfsikker for at kende alle vejene," siger han.

Strid om afgiftsstørrelsen
Regeringen og Dansk Folkeparti indførte i forbindelse med skattereformen fra 2009 et krav om, at der skal være partikelfiltre på alle dieselbiler. Er der ikke det, skal ejeren af en persondieselbil betale 1.000 kr. i afgift om året.

Ordningen er imidlertid blevet heftigt kritiseret af Socialdemokraterne og SF. De to partier kritiserer for det første, at der kun forlanges de såkaldte "åbne" partikelfiltre og ikke de mere effektive - men dyrere - "lukkede" filtre, og for det andet, at afgiften er så lav, at det for mange bilejere bedre kan svare sig at betale afgiften frem for at påmontere partikelfilteret. Det har da også vist sig, at kun 807 ud af de i alt 317.000 persondieselbiler i Danmark har fået eftermonteret et partikelfilter. 

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024