DHF: Førtidspensionister styrer mod fattiggården

NYHED: Opråb fra Dansk Handicap Forbund. Hvis ikke der snart tages hånd om det efterslæb, som førtidspensionisterne vil opleve på indkomsten i de kommende år, vil flere af dem komme til at leve i fattigdom.
Anders Agner Pedersen

Hvis ikke der sættes ind med en oprettende og fremadrettet rimelig regulering af førtidspensionernes størrelse, frygter vi, at mange førtidspensionister inden for få år vil komme til at leve i decideret fattigdom.

Susanne Olsen
Formand, Dansk Handicap Forbund
Fakta

Stigning i antallet af førtidspensionister

Nye tal fra Ankestyrelsen viser, at antallet af borgere, der blev tilkendt førtidspension i andet kvartal af 2008, steg med 42 procent sammenlignet med andet kvartal af 2007. Helt nøjagtigt blev 4.197 personer tilkendt førtidspension i andet kvartal af 2008. Antallet af nye førtidspensionister er nu på samme niveau som i 2003 og 2004.


Kilde: Ankestyrelsen
Formanden for Dansk Handicap Forbund, Susanne Olsen, er godt og grundigt misfornøjet i disse dage. Og det har ikke noget at gøre med, at håndboldherrerne blev sendt ud af OL uden medaljer. Sagen er nemlig den, at de mange tusinde mennesker, som er på førtidspension ikke får samme bid af den sociale kage, som så mange andre udsatte grupper gør. Og det er simpelthen ikke godt nok, mener formanden, der af samme grund har sendt et brev til Folketingets Socialudvalg for at gøre opmærksom på problemstillingen.

"Igennem en årrække er førtidspensionisternes indkomst blevet løn- og pristalsreguleret mindre end øvrige indkomster på grund af, at der er lagt penge til side til satspuljemidlerne. Det medfører, at der sker en løbende udhuling af forsøgelsesmulighederne for førtidspensionisterne," skriver Susanne Olsen i sit brev.

I øjeblikket er situationen den, at for langt de fleste lavtlønnede grupper i Danmark er blevet et lønloft på 13 procent. Men det gælder bare ikke førtidspensionisterne, som ifølge Susanne Olsen vil komme til at opleve et gevaldigt efterslæb i de kommende år.

"Priserne på fødevarer og brændstof er på det seneste steget markant, og stigningerne i førtidspensionen indhenter ikke engang det efterslæb, som følger af prisstigningerne. Lønstigninger vil ifølge finansministerens eget udsagn skubbe yderligere til inflationen. Derved vil førtidspensionisterne opleve en yderligere reduktion i deres købekraft, hvilket resulterer i, at førtidspensionisterne igen sættes voldsomt bagud i forhold til andre grupper i samfundet," lyder det endvidere fra Susanne Olsen, der advarer imod, hvad konsekvensen kan blive, hvis ikke der tages hånd om problemstillingen.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024