Debat

Berlau: Rådgivning kan minimere fattigdom

DEBAT: Fattigdom kan ramme alle, uanset indkomst, på grund af mange lån eller høje udgifter. Økonomisk rådgivning kan derfor være et vigtigt redskab i kampen mod fattigdom, skriver Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening.
Pernille Diana Castle Møller
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Fattigdom er dyrt for samfundet på sigt og potentielt ødelæggende for mennesker qua de sociale problemer, der følger med. Og det er faktisk muligt at gøre noget ved fattigdommen i Danmark.

Majbrit Berlau
Formand for Dansk Socialrådgiverforening.
Fakta

Fra 29. august og en måned frem handler Socialdebatten om den nye danske fattigdomsgrænse.

Mød denne måneds debatpanel.

Socialdebatten på Altinget | Social har til formål at fokusere og styrke den socialpolitiske og socialfaglige debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget l Social eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for det sociale område.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til kafr@altinget.

Af Majbrit Berlau
Formand for Dansk Socialrådgiverforening

I de seneste år har der været en tendens til, at det ikke var socialpolitisk "in" at tale om økonomisk fattigdom. For man har fra dele af det politiske landskab ønsket at fokusere på andre afsavn.

Andre problemer ud over fattigdom kan man vel kalde dem. Og selv om det også er væsentligt, er vi nødt til at erkende, at økonomi betyder noget. Det, at være fattig eller tæt på at være det, betyder nemlig utryghed.

Utryghed i forhold til, om det er muligt at få opfyldt sine mest basale behov: Bolig, mad og for eksempel medicin. Og har man børn at forsørge, øges utrygheden ved at leve i fattigdom.

Jeg har oplevet at blive kaldt umoderne, fordi Dansk Socialrådgiverforening har sat fokus på behovet for, at borgernes økonomi grundlæggende skal være i orden. Jeg tænker ved mig selv, at det må være folk, som aldrig har set ind i øjnene på et menneske, der ikke ved, hvordan hun skal få budgettet til både at rumme husleje, medicin og mad i samme måned.

Det må være folk, der ikke har set, hvordan håbet bliver mindre, når det går op for et fattigt menneske, at systemet ikke kan hjælpe økonomisk, når pengene ikke slår til. Det må være folk, som ikke kender konsekvenserne af at leve i økonomisk fattigdom.

Hvor mange skal leve i fattigdom?
Derfor var det vigtigt at få en officiel fattigdomsgrænse. Nu har vi fået grænsen, og så melder det næste spørgsmål sig selvfølgelig: Hvor mange kan vi tillade at leve under grænsen?

Det spørgsmål fik vi desværre ikke svar på, da regeringen offentliggjorde sine sociale 2020-mål. Men det kan jo nå at komme endnu. Og det vil give mening at sætte mål for at minimere fattigdommen i Danmark. For med fattigdom følger andre sociale problemer.

Fattigdom er dyrt for samfundet på sigt og potentielt ødelæggende for mennesker qua de sociale problemer, der følger med. Og det er faktisk muligt at gøre noget ved fattigdommen i Danmark.

Først og fremmest ved at afskaffe den nye kontanthjælpsaftales lave ungeydelser, der ligger under fattigdomsgrænsen. Ydelser, som efter al sandsynlighed vil medføre en øget hjemløshed blandt unge, hvis der ikke sikres flere billige boliger især i de store byer.

Økonomisk rådgivning
Men fattigdom rammer også borgere, der er på andre ydelser eller i arbejde. De har måske taget for mange lån, har for høje udgifter, og for nogle udvikler det sig til økonomisk kaos.

Derfor er økonomisk rådgivning et vigtigt redskab i arbejdet for at minimere fattigdom. Det er en del af vores kompetencer som socialrådgivere at kunne hjælpe med for eksempel budgetlægning, åbne rudekuverter og danne overblik. Men den form for basal økonomisk rådgivning er stort set forsvundet med kommunalreformen, da det ikke blev organisatorisk knyttet til en enhed.

Økonomisk rådgivning er nu nærmest overladt til diverse frivillige organisationer, men Dansk Socialrådgiverforenings vurdering er, at vi kunne etablere meget mere systematisk, økonomisk rådgivning, hvis det blev en opgave for kommunerne.

En systematik, som formentlig ville kunne bruges som en del af metoden for at komme noget af fattigdommen til livs. I hvert fald den del, der skyldes økonomisk kaos.

Så at opsætte mål for at minimere fattigdommen i Danmark og i særdeleshed arbejde for at minimere antallet af personer og familier, der lever under grænsen, vil være en god investering for samfundet. For et vist niveau af økonomisk stabilitet og tryghed er nu engang det bedste udgangspunkt for en god social indsats.
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Majbrit Beran Berlau

Generalsekretær, Sex & Samfund, fhv. MF (EL)
socialrådgiver

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024