SAND: Evidensmetoder virker ikke på hjemløseområdet

Af Ask Svejstrup
Sekretariatsleder i SAND - De hjemløses landsorganisation

I den seneste måned har vi været vidne til en heftig debat om evidensbegrebets lyksaligheder her på Altinget, dets skyggesider og dets politiske (mis-)brug.

I den forbindelse synes jeg, det er væsentligt at fremdrage et eksempel på, hvordan begrebet bruges i praksis til at legitimere en strategi på hjemløseområdet, som er dømt til at mislykkes, fordi forudsætningerne for den evidensbaserede metode ikke er til stede.

Tilbage i 2007 formulerede det daværende Socialministerium en hjemløsestrategi, der baserede sig på en housing first ideologi og en række metoder - evidensbaserede metoder naturligvis - inspireret af denne tilgang til at hjælpe hjemløse.

Ingen boliger til de hjemløse 
Som man næsten kan regne ud, går en housing first tilgang ud på, at man sætter hjemløse i bolig, samtidig med at kommunen tildeler den hjemløse den støtte, der er nødvendig for at vedkommende kan blive i boligen. ¨

Typisk skal der arbejdes med problemstillinger omkring misbrug, psykiske lidelser, sociale handicaps, økonomi, osv. Alt det, der i tidernes morgen fik læsset til at vælte for borgeren og har holdt vedkommende i dyndet siden da.

Evidens bruges i praksis til at legitimere en strategi på hjemløseområdet, som er dømt til at mislykkes, fordi forudsætningerne for den evidensbaserede metode ikke er til stede.

Ask Svejstrup
Sekretariatsleder i SAND - De hjemløses landsorganisation

Ideen om, at boligen skal fungere som udgangspunktet og base for de øvrige indsatser, er både besnærende og dokumenteret gavnlig, viser undersøgelser fra andre lande.

Hvor vidt metoderne kan overføres fra et land til et andet uden at miste sin styrke, vil jeg ikke bruge spalteplads på, men hæfte mig ved andre ikke-eksisterende præmisser for en eksemplarisk brug af metoden.

Den første, og mest væsentlige, præmis er, at der er en bolig til den hjemløse. Det er kollektiv viden, at lavindkomstgruppen har svært ved at finde boliger, der er til at betale - især i København og Århus, der samtidig 'huser' hovedparten af hjemløsegruppen.

Der er ganske enkelt ikke billige lejligheder nok, og de, der måtte være, ligger i ghettoer, som kommunen ikke kan benytte sin anvisningsret til, da man ikke ønsker at ghettoisere området yderligere. Samtidig bygges der ikke, og har ikke været bygget billige boliger i nævneværdigt omfang de sidste 10 år.

Regeringen forværrer 
For at føje spot til skade har regeringen udvidet gruppen af folk på den lave kontanthjælpssats, uddannelsesydelse, til kontanthjælpsmodtagere under 30 år. Det vil sige, at de forværrer problemstillingen.

Hermed blev anden præmis for at bruge en housing first tilgang præsenteret: De pågældende borgere skal have råd til en bolig for at være en del af en housing first inspireret metode.

For det tredje kræver metoderne, at kommunerne støtter op med den nødvendige støtte til borgeren i boligen. I forbindelse med hjemløsestrategien har en række kommuner fået statslige midler til at betale denne ekstra indsats. Nu er pengene brugt.

Kommunerne har ganske vist fået øjnene op for, at der er både menneskelige og økonomiske gevinster at hente ved at holde folk i egen bolig frem for at lade dem gå i hundene og - forhåbentligt - finde plads på en boform for hjemløse.

Økonomien før fagligheden 
Min påstand er, at kommunen gør det, den gør bedst: Den tænker økonomisk - frem for fagligt - og vil undlade at tildele den nødvendige støtte til borgeren. Borgeren vil igen ryge ud i problemer og formentligt miste sin bolig.

Min pointe er, at præmisserne for at indføre en metode - evident eller ej - er, at præmisserne for metodens anvendelse er til stede.

Socialministeriets overbevisning om, at en housing first tilgang skal være hjørnestenen i realiseringen af 2020-målene om at nedbringe hjemløsheden, er ganske enkelt ikke realiserbar, fordi forudsætningerne for gennemførelsen af denne evidensbaserede tilgang ikke er til stede. Se, det er evident.