Kommunerne sløser med anbragte unge
Marie Dissing Sandahl
Lovgrundlag:
Netop når den unge fylder 18 år ophører anbringelsen uden for hjemmet. Senest seks måneder før, at anbringelsen ophører, skal den unges opholdskommune træffe afgørelse om, hvad der videre skal ske i den unges liv.
Unge anbragt uden for hjemmet har krav på, at kommunen sammen med den unge reviderer planen for den unges videre forløb med uddannelse og beskæftigelse efter, at de er fyldt 18 år.
Der er imidlertid mulighed for, at den unge fortsat kan tilbydes støtte (efterværn) indtil den unge fylder 23 år.
Kommunerne lever ikke op til lovgivningen i 93 procent af al sagsbehandling, når unge anbragt uden for hjemmet fylder 18 år, og deres sag skal afsluttes.
Senest seks måneder før den unge bliver 18 år, skal der ifølge loven træffes en beslutning om den unges fremtid. Og problemet i kommunerne er som regel, at afgørelsen ikke træffes i tide, viser en ny praksisundersøgelse fra Ankestyrelsen, som har gennemgået 139 sager fra 17 kommuner.
Det betyder, at kommunerne svigter de unge, mener Kirsten Nissen, formand i Socialpædagogernes Landsforbund.