Debat

LA-ordfører: Socialdemokraterne svigter de svageste

DEBAT: Socialdemokraterne i København kan finde midler til shawarmamesterskaber, men de kan ikke finde de penge, der skal til, for at lade et bofællesskab til hjemløse grønlandske kvinder fortsætte, skriver Danny K. Malkowski fra Liberal Alliance.

Foto: LA
Henrik Axel Lynge Buchter
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Danny K. Malkowski (LA)
Socialordfører og kandidat til kommunalvalget

Gadejuristen, natcaféen i Herberg Hillerødgade, et bofællesskab for hjemløse grønlandske kvinder og en del af grundfinansieringen på stofmisbrugsområdet i Københavns Kommune ser ud til at miste et særtilskud på 58 millioner kroner, der siden 2002 har været med til at finansiere projekterne.

Mens Folketingets partier forhandler om årets satspulje, har Overborgmester Frank Jensen (S) og socialborgmester Jesper Christensen (S) gjort det klart, at København ikke vil finde pengene i kommunens budget.

Men budgetter handler om prioriteringer, og med deres fravalg viser socialdemokraterne, at de ikke prioriterer den sociale indsats.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Københavns Kommune fik oprindeligt tildelt særtilskuddet, fordi kommunens økonomi var dårlig. Med stor gæld og enorme sociale udfordringer, der skulle løses.

I dag er kommunen en af de rigeste kommuner i Danmark. Og i forhold til andre kommuner i landet er de sociale udfordringer også blevet forbedret.

Vi er trætte af, at socialdemokraterne prioriterer gøgl frem for velfærd, når valget står mellem de to.

Danny K. Malkowski, socialordfører for Liberal Alliance

Kan ikke finde pengene
På grund af forbedringen i Københavns økonomi foreslog social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) i midten af august i år, at København fremover selv bør finansiere de tiltag, der nu er truet af lukning.

Det burde København, med et årligt budget på 24 milliarder kroner, have råd til.

De 58 millioner kroner fra staten skal fremover bruges på andre projekter, som ikke har samme mulighed for at opnå kommunal finansiering.

På den måde omfordeles midlerne til sociale projekter i de kommuner, der er værdigst trængende, så vi kan hjælpe så mange socialt udsatte som muligt.

Man skulle umiddelbart tro, at denne dagsorden kunne opnå bred støtte. Men overborgmester Frank Jensen (S) og socialborgmester Jesper Christensen (S) er imod.

De vil have staten til at betale i København. Det er fuldstændigt umuligt at finde en øre mere til de socialt udsatte i Københavns eget budget, siger de.

Men det er kun umuligt, hvis man gør det umuligt. Pengene kan findes, hvis politikerne vil.

Kan finde penge til meget andet
De 58 millioner, som det koster at holde liv i Gadejuristen, Natcaféen i Hillerødgade med mere, udgør en kvart procent af Københavns Kommunes budgetramme.

En kvart procent, som man kan vælge at omprioritere, sådan at de allermest udsatte også fremover får hjælp. Men socialdemokraterne i København vælger at prioritere anderledes og give den kvarte procent af budgettet til initiativer, som de finder vigtige nok til støtte.

Socialdemokraterne vil hellere bruge pengene på at betale en del af huslejen for raske kontanthjælpsmodtagere, der bliver sat ned i offentlige ydelser. Frank Jensen og co. må mene, at raske kontanthjælpsmodtagere har trangere kår end hjemløse og stofmisbrugere.

Socialdemokraterne kan også sagtens finde penge til bilfrie søndage, shawarmamesterskaber og tusindvis af kridt, så borgerne ”gratis” kan tegne på Nørrebrogade.

7 millioner til EM i svømning og 8 millioner i lommepenge til Copenhagen Film Fund har flertallet i Københavns Borgerrepræsentation også listet ind i budgettet for 2017, som i øvrigt blev vedtaget efter, at forvaltningen blev gjort opmærksom på, at særtilskuddet var i fare.

Disse ting prioriterer socialdemokraterne højere end de mest udsatte.

Den gode nyhed er, at Københavns Kommune faktisk ikke behøver at vælge noget fra. Der kan blive råd til det hele. Kommunen har et kæmpe effektiviseringsefterslæb i forhold til andre kommuner i nærheden.

Frederiksberg, Tårnby, Lyngby og Ballerup har alle formået at effektivisere mere end København over de seneste 10-12 år. Særligt i Københavns Socialforvaltning kunne man med fordel konkurrenceudsætte mange flere opgaver, end man gør nu.

Mennesker, der har brug for en hånd
For når kommuner konkurrenceudsætter hjemmehjælp, rengøring mm., kan private virksomheder byde ind med nye løsninger og teknologier. Private virksomheder har vist sig gode til at optimere arbejdsgange, udvikle serviceydelserne og bidrage med stordriftsfordele.

Det er især på områder som sociale opgaver og ældrepleje, at Københavns Kommune har et højt potentiale for yderligere konkurrenceudsættelse. Hos ældreplejen vil det medføre et højere serviceniveau for de samme skattekroner, flere varme timer hos medarbejderne og mere tid til borgeren.

Ifølge Dansk Industris rapport ”Konkurrence om Kommunens opgaver 2016” konkurrenceudsatte Københavns Kommune nemlig kun omkring 25 procent af alle udbudsegnede serviceopgaver, hvor ”best practice” i landet er på omkring 40 procent.

Københavns Kommune kunne opnå en gevinst på mellem 311 og 467 millioner kroner om året alene ved at følge de bedste kommuners eksempel.

Det er altså beløb, der er til at tage og føle på!

Med de penge vil det blive muligt at finansiere de sociale tiltag, som indtil nu har været dækket af særtilskuddet til Københavns Kommune – inden for samme forvaltningsbudget og serviceramme som er udstukket fra Kommunernes Landsforening og staten – uden at socialdemokraterne ville være nødt til at droppe de ting, som Frank Jensen i dag prioriterer højst - for eksempel shawarmamesterskaberne.

I Liberal Alliance er vi godt trætte af, at socialdemokraterne og flertallet i Københavns Borgerrepræsentation kun kan råbe på flere af skatteydernes penge, når midlerne til at løse kommunens sociale opgaver allerede er i kassen.

Vi er trætte af, at socialdemokraterne prioriterer gøgl frem for velfærd, når valget står mellem de to.

Og vi er trætte af, at socialdemokraternes prioriteringer går ud over de mennesker, som har allermest brug for en hjælpende hånd.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Danny K. Malkowski

Fhv. MF (LA), spidskandidat til kommunalvalget i Høje-Taastrup 2021+2025, business angel (investor i start ups)
civilingeniør (Aalborg Uni. 2009)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024