Ny SFI-rapport om beskæftigelsesindsatsen

Dokumentation
Hurtigt i gang



PRESSEMEDDELELSE FRA SFI
30. april 2007

 
 

Ledige kan komme hurtigere i job
 
En tidlig og intensiv beskæftigelsesindsats får ledige hurtigere i arbejde. Effekten af en tidlig indsats er særlig stor for akademikere. Men der er også en pæn effekt for ledige inden for andre faggrupper.
 
Det viser en ny undersøgelse fra SFI, der vurderer virkningen af et arbejdsmarkedspolitisk forsøg i de tidligere AF-regioner Storstrøm og Sønderjylland. Mere end 5000 forsikrede nyledige deltog i forsøget. De ledige blev delt i to grupper ? en deltagergruppe og en kontrolgruppe. Deltagergruppen fik en særlig indsats, som bestod af et to-ugers afklarings- og jobsøgningsforløb efter 5-6 ugers ledighed, kontaktsamtaler hver eller hver anden uge og aktivering i minimum tre måneder senest efter fire måneders ledighed. Kontrolgruppen fik den sædvanlige indsats. Det vil sige, kontaktsamtaler mindst hver tredje måned og aktiveringsforløb senest efter 12 måneders ledighed (6 måneder for personer under 30 år og personer over 60 år).
 
De stærke ledige finder selv job, de svagere får bedre rådgivning
52 procent af de ledige, der fik den intensive indsats var i arbejde 3 måneder efter første ledighedsdag mod 44 procent af de ledige, som fik den sædvanlige indsats. Allerede før afklarings- og jobsøgningsforløbet, fandt flere arbejde. Kort tid efter ledighedsperiodens start fik de ledige i deltagergruppen et brev om, at de var omfattet af en særlig indsats. Åbenbart fik dette nogle af de ledige til selv at finde et job for at undgå at deltage i aktiviteterne under den tidlige indsats. Efter afklarings- og jobsøgningsforløbet havde deltagergruppen fortsat en større sandsynlighed for at få job end kontrolgruppen.
 
Den tidlige indsats reducerer offentlige udgifter
Det offentliges udgifter til aktivering, dagpenge og andre forsørgelsesydelser mindskes i forbindelse med den intensive indsats. De første 7 måneder efter første ledighedsdag var udgifterne godt 2.700 kr. mindre per person i deltagergruppen end i kontrolgruppen. Merudgiften til afklarings- og jobsøgningsforløb, kontaktsamtaler og aktivering bliver altså mere end opvejet af færre udgifter til dagpenge mv.
 
Måske mindre effekt, hvis ordningen omfatter alle
Udbredes ordningen til alle ledige, er det ikke sikkert, at effekten bliver lige så stor som i forsøget. Fx kan sagsbehandlerne måske ikke opbyde det samme engagement i hverdagens rutine, som de har kunnet i forsøgsperioden. Hvis ledigheden begynder at vokse, og den aktuelle mangel på arbejdskraft aftager, vil beskæftigelseseffekten af den tidlige og intensive indsats formentlig også blive mindre.
 
Undersøgelsen er lavet for Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Yderligere oplysninger:  Brian Krogh Graversen, tlf.: 33 48 09 23, e-mail: [email protected]
Netpublikation: Brian Krogh Graversen, Bodil Damgaard & Anders Rosdahl: Hurtigt i gang. Evaluering af et forsøg med en tidlig og intensiv beskæftigelsesindsats for forsikrede ledige
Socialforskningsinstituttet 07:10
Udgivelsesdato: 30. april 2007
Omfang: 109 sider
> Download
> Læs resumé
SFI-rapport 0710 Hurtigt i gang
SFI-rapport 07:10

Med venlig hilsen
 
Socialforskningsinstituttet,
Formidlingsafdelingen


Du har modtaget denne e-mail som abonnent på Socialforskningsinstituttets e-mailservice. Ønsker du ikke længere at modtage pressemeddelelser eller nyhedsbreve  på e-mail fra SFI, kan du afmelde denne service her


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024