Skaber vi en ny ulighed?

Af Olav Felbo
Chefkonsulent i Ældre Sagen

Fokus er på selvhjælp og selvbestemmelse i indlæggene om fremtidens hjemmepleje. Det afspejler selvhjælpsregimets sejrsgang ikke kun på ældreområdet, men på mange andre sociale områder.

Strategien er at give råd og vejledning, træning og en række værktøjer, så borgerne kan klare sig selv uden hjælp i længere tid. Større frihed og livskvalitet for individet og mindre omkostninger for konkurrencestaten er håbet.

Men strategien byder også på en række udfordringer og ubesvarede spørgsmål.

Hjælp-til-selvhjælp-strategien på for eksempel rehabiliterings- og forebyggelsesområdet stiller større krav til det enkelte menneske. For nu gælder det om at kunne tilegne sig viden om, hvordan man holder sig i gang, hvordan man betjener ny velfærdsteknologi, og selvdisciplin til at holde sig selv i gang - også når terapeuten meddeler, at nu er man ”afsluttet” og selv skal stå for at lave øvelser m.v.

Ulighed skal undgås
Man skal selv holde sig ajour med information om tilbud og måske sørge for at holde kontakt med kommunen og efterspørge ”konsulentbistand”, når man har brug for hjælp. Det kræver både færdigheder af forskellig art samt fysiske og psykiske ressourcer. Ressourcer, som kan variere alt efter helbred og arbejdsmæssig og social baggrund. 

I en tid, hvor der bliver sat øget fokus på ulighed i sundhedsvæsenet, er der brug for, at vi drøfter, hvordan vi undgår at skabe en ny ulighed. For det kan let blive sådan, at det, der for den ressourcestærke kan blive en vej til mere frihed, kan betyde udfordringer for den svage

Olav Felbo
Chefkonsulent i Ældre Sagen

Så i en tid, hvor der bliver sat øget fokus på ulighed i sundhedsvæsenet, er der brug for, at vi drøfter, hvordan vi undgår at skabe en ny ulighed. For det kan let blive sådan, at det, der for den ressourcestærke kan blive en vej til mere frihed, kan betyde udfordringer for den svage.

Og hvem vil sørge for at sætte de nødvendige ekstra ressourcer af til at hjælpe dem, der er knap så gode til at mestre de nye udfordringer? For der vil jo være mennesker, som ikke kan eller vil følge med den nye rehabiliteringsstrategi. Hvilke rettigheder har denne gruppe? Det må også med i diskussionen. 

Uklar retssikkerhed
Hvis man som ældre borger nu og i fremtiden i princippet altid er i gang med rehabilitering, hvor man konstant kæmper for at vedligeholde eller realisere ”rehabiliteringspotentialet”, har man så ikke ret til at trække i nødbremsen og sige stop uden at miste hjælpen af den grund? Det skal vel netop være borgerens personlige motivation, der er drivkraften. Men retssikkerheden for borgeren er uklar i dag. 

Jeg er helt enig i, at ældre skal bestemme selv. Men det kræver selvfølgelig, at der er et reelt valg. At der så at sige er noget på hylderne at vælge imellem.

For eksempel har fleksibel hjemmehjælp været kendt længe, men i praksis bliver mulighederne ikke anvendt meget. En af grundene er, at den praktiske bistand er skåret så kraftigt ned, at der ikke er rum for fleksibilitet.

Desuden kan borgeren blive ramt af ”sanktioner”. Hvis man for eksemple kun får praktisk bistand en time hver 14. dag eller hver tredje uge og så vælger noget andet to af gangene, så risikerer man en revisitation og dermed mindre hjælp. 

Tilkøb og merkøb
Hvis der skæres ind til benet, bliver selvbestemmelsen en illusion eller blot frihed til at passe sig selv. Løser afbureaukratisering ressourceproblemet? Noget kan vindes, men vi har endnu til gode at se overbevisende regnestykker, der kan få den ligning til at gå op.

Selvfølgelig kan der gøres meget for at øge fleksibiliteten. For eksempel kan man visitere inden for brede pakker, så den ældre og hjemmehjælperen selv kan planlægge, hvad der mest er behov for.

Kommunalt tilkøb og merkøb bør også være en mulighed for dem, der er glade for deres kommunale leverandør, på lige fod med dem, der er glade for deres private leverandør. Men tilkøb og merkøb bør hvile på bestemte forudsætninger.

For det første skal der sikres en ordentlig grundpakke for dem, der ikke har råd til tilkøb og merkøb. De skal ikke lades i stikken.

For det andet må man sikre, at kommunen - som jo er visitator og lægger kvalitetsstandarden - ikke fristes til at ”skabe sit eget marked” ved at stramme visitationskriterierne og derefter henvise borgerne til, at de kan købe i kommunens egen ”butik”. Hvordan man holder øje med det, er et godt spørgsmål.

Jeg frygter også, at kvalitetskonkurrencen vil svækkes til fordel for priskonkurrencen. Desuden vil de mange små udbydere af hjælp næppe få en chance med de nye stordriftsorienterede fritvalgs-regler.

Man kan håbe, at politikerne vil prioritere at evaluere, hvad konsekvenserne bliver for kvaliteten og valgmulighederne for borgere, der benytter de nye regler, så vi ikke fortsætter i blinde på fritvalgsområdet.