Debat

Retsmedicinere i fælles opråb: Lukker Center for Rusmiddelforskning, må vi forberede os på flere dødsfald

Efter 30 år står Center for Rusmiddelforskning til at lukke. Det er en stor fejl set med retsmedicinske briller, skriver Christian Lindholst, Niels Lynnerup og Peter Mygind Leth

Center for Rusmiddelforskning understøtter vores arbejde ved at være med til at forhindre, at stofbrugere betaler den ultimative pris og kommer ind til os til obduktion, skriver de tre institutledere. 
Center for Rusmiddelforskning understøtter vores arbejde ved at være med til at forhindre, at stofbrugere betaler den ultimative pris og kommer ind til os til obduktion, skriver de tre institutledere. Foto: Morten Juhl/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

På de retsmedicinske institutter obducerer vi mennesker, der er døde af en overdosis.

Vi ser cirka 250 narkotikarelaterede dødsfald hvert år, og de seneste tal viser, at mindst halvdelen af forgiftningsdødsfaldene skyldes formodet opioid-forgiftning. 

Nu foreslår regeringen i finanslovsudspillet at fjerne støtten på knap 16 millioner kroner til Center for Rusmiddelforskning. Dermed er centret stærkt lukningstruet fra 1. januar.  

På landets retsmedicinske institutter er vi dybt forundrede over, at et center, der siden 1993 har været essentielt i forskning, forebyggelse og behandling af rusmiddelproblemer, står til at lukke.  

På de retsmedicinske institutter vil vi kraftigt advare mod, at vi sætter os ned og venter på, at evidensen viser, at en lukning af Center for Rusmiddelforskning var en rigtig dårlig idé.  

Christian Lindholst, Niels Lynnerup og Peter Mygind Leth
Institutledere

Gennem sit tværfaglige arbejde er Center for Rusmiddelforskning blandt de hurtigste til at opspore trends i eksempelvis unge menneskers forbrug. 

Lukning er en dårlig idé

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har tidligere i år meldt ud, at han holder skarpt øje med, om danskerne udvikler et stigende misbrug af opioider.

Ministeren udtalte i april, at han kraftigt vil advare mod, at vi sætter os ned og venter på evidens nok til, at man i en rapport fra universitetet kan konkludere, at vi nu har et problem med opioider i Danmark. 

På de retsmedicinske institutter vil vi kraftigt advare mod, at vi sætter os ned og venter på, at evidensen viser, at en lukning af Center for Rusmiddelforskning var en rigtig dårlig idé.  

Ministeren behøver slet ikke kigge langt efter rapporter om danskernes opioidforbrug. Center for Rusmiddelforskning har netop påvist, at brugen af opioider især er steget blandt de helt unge.

Det har været muligt at fastslå ved hjælp af centrets behandlings- og monitoreringsredskab, som anvendes af flere end 800 rusmiddelbehandlere i 60 kommuner. Redskabet gør, at både kommuner og forskere kan følge brugen af rusmidler blandt forskellige befolkningsgrupper.  

Ingen kan tage over

Centret udvikler også konkrete værktøjer – blandt andet behandlingsmetoden MOVE, som har vist sig særligt effektiv for unge med et stofmisbrug - 50 procent er stoffri ni måneder senere.

Socialstyrelsen har implementeret metoden i 27 kommuner.  

Ingen i Danmark kan tage over, når det gælder Center for Rusmiddelforsknings projekter, kontakter og opdaterede viden om, hvilke indsatser, der virker.

Læs også

Den viden, som centret skaber og formidler, bruges direkte ude i kommunerne og i sundhedssystemet.

Derudover er centret en uvurderlig samarbejdspartner, fordi det fungerer som et bindeled mellem vores – og mange andres - forskning og den praksis, der foregår tæt på borgerne.  

Billigere end misbrugsbehandling

Det er nemlig Center for Rusmiddelforskning, og ikke os som institutter, der har direkte kontakt med kommuner, forebyggelsesmedarbejdere, behandlingssteder og den almindelige dansker.

Ulig mange andre forskningsinstitutioner kommunikerer centret med øje for praksis og på dansk, blandt andet gennem magasiner, podcasts og populære formidlingsdage, hvor de såkaldt varme hænder møder aktuel forskning sat ind i en kontekst, de kan tage direkte hjem og bruge.

Men det går begge veje, for centret indsamler også viden og leverer den tilbage til forskningsmiljøer som vores.   

Det statslige tilskud til centret udgør 15,7 millioner kroner årligt. Det er et forsvindende lille beløb sammenlignet med, hvad kommunerne bruger på misbrugsbehandling.

Mange mennesker – både i kommuner og på universiteter – arbejder for at afbøde konsekvenserne for den enkelte borger og for at sikre, at trusler som den globale opioidkrise ikke rammer Danmark.  

På de retsmedicinske institutter forebygger vi kriminalitet, ulykker, selvmord og tidlig død. Center for Rusmiddelforskning understøtter vores arbejde ved at være med til at forhindre, at stofbrugere betaler den ultimative pris og kommer ind til os til obduktion.  

Lige nu ligger Danmark nummer 11 på listen over stofrelaterede dødsfald per indbygger i Europa.

Hvis Center for Rusmiddelforskning lukker, vil vi forberede os på at se flere overdosisdødsfald. 

 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Hummelgaard

Justitsminister, MF (S)
cand.jur. (Københavns Uni. 2012)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024