Værsgo Hækkerup, her er en solstrålehistorie

Af Dorthe Lysgaard
Direktør, Børns Vilkår.

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) efterlyste i sidste uges debatindlæg i Socialdebatten historier om anbringelser og bisidderforløb, der er gået godt.

Jeg vil straks tage handsken op, for der findes også mange gode historier på anbringelsesområdet, som vi kan lære af, og som hjælper os med at udstikke en retning for sagsbehandlingen. Her kommer en af dem:

Tre søskende blev hørt
For noget tid siden ringer Mathilde på 21 år til BørneTelefonen. Hun fortæller, at hendes tre yngre søskende på 9, 15 og 16 år opholder sig alene i en lejlighed. Deres mor er indlagt på psykiatrisk afdeling på grund af et selvmordsforsøg, og ifølge Mathilde er hun psykisk syg og har et alkoholmisbrug. Faderen har ikke været inde i billedet i årevis.

En bisidder fra Børns Vilkår tager hjem og taler med de tre yngre søskende, simpelthen for at hjælpe dem med at sætte ord på deres ønsker forud for et netværksmøde i kommunen. Børnene gør det klart, at de ikke kan klare sig selv længere, og at de ikke ønsker at være hjemme, når deres mor bliver udskrevet. Det er et alt for stort ansvar, de ikke længere magter.

Faktisk har børnene lagt en plan, som bisidderen hjælper med at få frem i lyset: 1. De ønsker at være anbragt uden for hjemmet indtil de er klar til at stå på egne ben. 2. De ønsker at blive anbragt sammen, da de er meget tæt knyttede til hinanden. 

Skal vi have flere solstrålehistorier som denne, er der på anbringelsesområdet brug for at være åben for kompleksiteten i hver eneste sag og erkende, at der ikke findes nogen ’quick fixes’. Til gengæld åbner kompleksiteten og processerne for et større løsningsrum. Et løsningsrum med muligheder, der kan øge chancerne for, at anbringelsen er helt rigtig første gang.

Dorthe Lysgaard
Direktør i Børns Vilkår

3. Det er vigtigt for børnene at blive anbragt i lokalområdet, da de er glade for deres skoler, arbejde, venner og fritidsaktiviteter. 4. Børnene ønsker at blive anbragt på en institution, da de ikke har behov for at blive knyttet til en ny familie.”Vi har en familie, som vi er glade for,” som de formulerer det.

Den hurtigste og mest nærliggende løsning ville ud fra et sagsbehandlerperspektiv være: 1. At anbringe børnene hurtigt, da de har et akut behov. 2. At skille dem ad ud fra en vurdering af, at det er sundt for de store søskende at fratage dem byrden at passe på lillebror. 3. At anbringe dem hvor der er plads og i mindre grad at skele til deres behov for at blive i lokalområdet. 4. At afskære dem fra netværk og fritidsinteresser for at give dem ro og mulighed for at skabe nye relationer.

I stedet for at skynde sig med at finde en løsning, så sagen kunne lægges i bunken af ’afsluttede’ sager, vælger sagsbehandleren at ’have is i maven’ og gå ind i en proces omkring anbringelsen. Det viser sig, at der er en mulighed for at anbringe de tre børn midlertidigt hos deres halvstorebror indtil man finder en institution, der har plads til dem alle tre. Allerede i løbet af nogle uger bliver der plads på en institution i lokalområdet – faktisk en institution, som børnene selv har nævnt som en mulighed efter at have læst om den på nettet.

Kunsten i at skynde sig langsomt
Det er nogle år siden, at de tre søskende blev anbragt, og børnene klarer sig rigtig godt. De to ældste har fået deres eget værelse tæt på lillebror, og er i gang med at gennemføre en uddannelse. De har stadig kontakt til deres mor, er tæt knyttet til storesøsteren Mathilde og har alle tre gode venner, som anbringelsen gav dem mulighed for at holde på.

Hvad kan vi så lære af denne historie? På den ene side er der, som i denne sag, brug for at handle frem for at lade stå til. Sagsbehandleren forstod kunsten at ’skynde sig langsomt’ og fandt en løsning, der både var holdbar her og nu og på lang sigt. Hun havde en eminent forståelse for, at en anbringelse i sig selv ikke løser noget.

Der er mange andre faktorer, der skaber en succesfuld anbringelse, og vores erfaring er, at en af de væsentligste er at skele til børnenes mulighed for at bevare deres dagligdag og deres netværk. En anden er at turde inddrage dem i processen, også reelt. Begge dele havde socialrådgiveren øje for og samtidig gik hun i dialog med moderen, så hun følte sig behandlet værdigt.

Med andre ord forstod socialrådgiveren at jonglere mellem de forskellige perspektiver, men trådte også i karakter som myndighedspersonen, der i sidste ende traf en langsigtet beslutning for børnenes bedste. De tre børns livskrise blev på den måde vendt til en succesfuld anbringelse, der gav dem ro og stabilitet.

Skal vi have flere solstrålehistorier som denne, er der på anbringelsesområdet brug for at være åben for kompleksiteten i hver eneste sag og erkende, at der ikke findes nogen ’quick fixes’. Til gengæld åbner kompleksiteten og processerne for et større løsningsrum. Et løsningsrum med muligheder, der kan øge chancerne for, at anbringelsen er helt rigtig første gang. Det er i alles interesse, mest af alt børnenes.