Tidligere minister stopper som formand for Rådet for Socialt Udsatte
På grund af uenigheder i Rådet for Socialt Udsatte har Jann Sjursen valgt at trække sig som formand. Rådet har foreslået social- og indenrigsminister Astrid Krag at sammensætte en helt ny gruppe.
Flora Juul Holst
RedaktionsassistentDen forhenværende minister og nuværende formand for Foreningen Folkemødet og for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, har meddelt social- og indenrigsminister Astrid Krag (S), at han ikke længere ønsker at være formand for Rådet for Socialt Udsatte.
Det skyldes konflikter i rådet, oplyser Rådet for Socialt Udsatte selv i en pressemeddelelse.
"Uenigheder i rådet gør, at det ikke giver mening for mig at fortsætte som formand. Jeg stopper med stor taknemmelighed over det, jeg sammen med rådsmedlemmer og medarbejdere i sekretariatet har fået lov til at arbejde med. Og med tak til de mange samarbejdspartnere og brugere, som har vist både rådet og mig stor tillid i de knap ti år, jeg har været formand. Ikke mindst tak for tilliden og samarbejdet til skiftende regeringer og ministre. Jeg har ikke yderligere at tilføje til sagen," skriver han i meddelelsen.
Medlemmerne af Rådet for Socialt Udsatte har foreslået social- og indenrigsministeren, at hun kan sammensætte et helt nyt råd til fremover at være de socialt udsattes talerør.
I mellemtiden vil næstformand Christina Strauss overtage rolle som formand for rådet.