FREDAG FORMIDDAG - 42

Dokumentation
Fredag Formiddag Fredag den 20. oktober 2006 - uge 42 ---------- Universitetsfusioner uden midler Universitetsfusionerne vil koste mellem en halv og en hel mia. kr. alene for merudgifterne til fusionsadministration. Der er udsigt til at regeringens universitetsfusioner vil efterlade en kæmperegning, som universiteterne har begrænsede muligheder for selv at betale. Det skriver ugebrevet Mandag Morgen i denne uge. Danmarks Farmaceutiske Universitet (DFU) lægges som ventet sammen med Københavns Universitet (KU) og Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole (KVL) og vil efter planen fra den 1. januar 2007 danne en slagkraftig health and life science-enhed med fokus på forskning og uddannelse i fødevarer, lægemidler og sundhed. De ekstra »administrative integrationsomkostninger« for denne sammenlægning skønnes at blive 250-350 mio. kr. Videnskabsminister Helge Sander (V) fastholder, at den storstilede fusionsplan skal være udgiftsneutral for staten, men den manglende finansiering står i skarp kontrast til såvel ministerens som institutionernes egne ambitioner i forbindelse med de storstilede fusionsplaner. Steffen Bager, Farmaceutforeningens formand, har også forhåbninger om, at fusionen vil styrke såvel forskning som undervisningen inden for det farmaceutiske område. Men han lægger samtidig vægt på, at økonomien og ambitionerne bag fusionen skal følges ad. Derfor er det helt afgørende, at udgifterne i forbindelsen med fusionen ikke går ud over det nye fakultets undervisning og forskning. »Farmaceutforeningens holdning er, at uddannelsesområdet skal have tilført tilstrækkeligt midler, sådan at Danmark fortsat producerer et tilstrækkeligt antal lægemiddelfaglige kandidater af høj kvalitet. Prioritering af uddannelse er en forudsætning for en fortsat stærk og innovativ lægemiddelindustri,« siger han. Læs hele historien på www.farmaceutforeningen.dk . --- Apoteker kan forhindre fejlmedicinering Bedre livskvalitet hos de ældre og økonomisk besparelse. Det kan opnås, hvis apotekerne gennemgår den medicin, der er i omløb på de danske plejehjem, skriver Politiken søndag den 15. oktober. Forsøg foretaget i Lyngby-Taarbæk Kommune viste, at der i mange tilfælde blev givet forkert medicin, forkert dosis eller medicin med for mange bivirkninger. Rambøll Management, der har skrevet en rapport over forsøget, peger på, at man vil kunne spare 50 millioner kroner, hvis de ældre fik den rette medicinske behandling. De vurderer, at det vil koste 10 millioner kroner at gennemføre en landsdækkende ordning med gennemgang af hver beboers medicinforbrug og undervisning af plejehjemspersonale. Formand for Apotekerforeningen, Niels Kristensen, opfordrer Folketinget til at bane vejen for medicingennemgang på plejehjemmene, men udtaler, at: »Det vigtigste er, at beboerne får en bedre livskvalitet. Hvis man så også får en besparelse, er det kun fint, udtaler han til Politiken. Læs mere og hent Apotekerforeningens midtvejsevaluering af projektet på www.danmarksapotekerforening.dk . --- Arbejdsbetinget stress er årsag til 20 procent af alle hjerte-kar sygdomme Stress er næsten lige så farligt som rygning i forbindelse med hjerte-kar sygdomme, skriver Jyllands-Posten mandag. 20 procent af alle hjerte-kar sygdomme skyldes primært stresset arbejdsmiljø, mens tobak har ansvaret for omtrent 25 procent. »Der er tale om to ligevægtige årsager til hjerte-kar sygdomme,« siger dr.med., professor Tage Søndergård Kristensen fra Arbejdsmiljøinstituttet. Siden 1987 er antallet af kronisk stressede danskere fordoblet fra seks procent af befolkningen til cirka 12 procent i dag. De 30 til 44-årige er de allermest stressede. I tilknytning hertil viser en ny netbaseret undersøgelse, at flertallet af danskerne arbejder langt over de foreskrevne 37 timer om ugen, tilmed uden betaling. Det skriver Berlingske Tidende onsdag. Ifølge undersøgelsen arbejder 94 procent mere end 37 timer. Især topchefer har tendens til at have en meget lang arbejdsuge. --- Lif: Alle lægemiddelforsøg skal ske i samarbejde Lægemiddelstyrelsen Lægemiddelindustriforeningen (Lif) opfordrer sine medlemmer til at forelægge alle lægemiddelforsøg for Lægemiddelstyrelsen, skriver Lif i deres nyhedsbrev udsendt tirsdag. Det gælder også de forsøg, som ikke er omfattet af kravet om godkendelse hos styrelsen. Lif har, ifølge vicedirektør Jan Hylleberg, gennem en længere periode drøftet mulighederne for at etablere en frivillig anmeldelsesordning for ikke-interventionsforsøg til Lægemiddelstyrelsen, men det har Lægemiddelstyrelsen afvist. De har vurderet, at det ikke er muligt at etablere en anmeldelsesordning eller foretage systematisk inspektion af ikke-interventionsforsøgene, fordi det både vil være i strid med EU-direktivet om GCP og en konkurrencebegrænsende foranstaltning i forhold til de øvrige EU-lande. »Vi er ærgerlige over den konklusion! For at undgå misforståelser og mistænkeliggørelse ønskede vi et tilsyn, der aktivt kan kontrollere og sikre, at også ikke-interventionsforsøg vurderes, så der ikke blot er tale om ulovlig reklameaktivitet eller skjulte interventionsforsøg, som naturligvis skal anmeldes til Lægemiddelstyrelsen,« siger Jan Hylleberg. Læs mere på www.lifdk.dk . --- Nikotinprodukter er populære hos danskerne »Men står de alene, er der risiko for, at de bliver en narresut i stedet for en støtte,« siger Lisbet Schmølker, sundhedsfaglig konsulent i Apotekerforeningen om nikotinprodukters anvendelse ved rygestop. Siden 2001 er salget af nikotinprodukter steget med 50 procent, skriver Danmarks Apotekerforening på deres hjemmeside torsdag. I samme periode er salget af cigaretter steget med ti procent. Ifølge Sundhedsstyrelsen er danskernes rygestop stagneret, så der sidste år for første gang i ti år ikke var et fald i antallet af dagligrygere. »Øget tilgængelig til nikotinprodukter har ført til et øget forbrug af nikotin. Men det har aldrig været formålet med produkterne - meningen er, at man skal holde op med at ryge eller trappe ned. I stedet ser vi nu en betydelig afhængighed af produkterne,« siger Lisbet Schmølker. Sundhedsstyrelsens årlige rygevaneundersøgelse har påvist, at hver anden bruger af nikotinpræparater har brugt midlerne i over et år, selv om anbefalingen lyder på tre til seks måneder. Hver fjerde har brugt nikotinmidler i tre år eller mere. Hver ottende svarer, at de bruger produkterne, fordi de er afhængige af dem. Det kan være problematisk, fordi man ikke kender langtidsvirkninger af produkterne. Læs mere på www.apotekerforeningen.dk . --- Feritin lancerer nyt medicinsk tyggegummi Fertin Pharma har udviklet nye sukkerfrie tyggegummityper med henholdsvis fluor, c-vitamin, kalk og chlorhexidin, skriver Feritin i en pressemeddelelse udsendt mandag. Ud over de enkelte produkters primære funktion, har tyggegummi den fordel, at selve tyggeprocessen bidrager til at modvirke udviklingen af huller. Forbrugerrådet advarer allerede inden lanceringen mod det nye tyggegummi, skriver MetroXpress torsdag. »Selv om man købe et glas med vitaminer, er det sikkert mere attraktivt med tyggegummier, så folk ender med at spise flere af dem end de ville gøre med piller,« siger Forbrugerrådets Sofie Krogh Andersen, der mener, at vitaminpiller er en bedre løsning, da vitaminerne i piller er nøje afstemt. ----- NYT OM LÆGEMIDLER Advarsel om naturlægemiddel indeholdende rød solhat Läkemedelsverket udsender nu advarsel om naturlægemidlet Echinacea, der indeholder rød solhat, skriver det svenske Läkemedelsverket på deres hjemmeside onsdag. Advarslen kommer efter indberetninger af alvorlige overfølsomhedsreaktioner, eksempelvis opsvulmende ansigt efter indtagelse af Echinacea produkter. Læs mere om advarslen på www.lakemedelsvarlden.nu . Ny forebyggende behandling af migræne De danske lægemiddelmyndigheder har godkendt præparatet Topimax til forebyggende behandling af migræne, skriver Janssen Cilag i en pressemeddelelse udsendt mandag. Behandlingen er særlig relevant for personer, der har hyppige migræneanfald eller utilstrækkelig effekt af deres anfaldsmedicin, fastslår overlæge Lars Bendtsen, Dansk Hovedpinecenter, Hovedpineklinikken, KAS Glostrup. Studier med Topimax viser, at 46 procent af patienterne i behandling med præparatet får reduceret antallet af anfald med mere end 50 procent. Topimax er oprindelig udviklet til behandling af epilepsi. Tysabri-behandling til udvalgte danske sklerose-patienter Patienter, der lider af aggressiv attakvis sklerose, får nu tilbud om behandling med nyt præparat, skriver Jyllands-Posten onsdag. Tysabri er navnet på det nye præparat, og et lille antal af patienter får nu et behandlingstilbud. Præparatet har vist sig at kunne nedsætte antallet af attakker med to tredjedele, hvilket gør Tysabri dobbelt så effektivt som den medicin, man hidtil har brugt. Grundet frygt for stærke bivirkninger kommer behandlingen kun til at foregå på Rigshospitalet og Århus Sygehus. Læs mere på www.farmaceutforeningen.dk . Ny behandling til type 2-diabetes De amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) har godkendt Januvia, et nyt præparat til behandling af type 2-diabetes, skriver CNN Health på deres hjemmeside torsdag. Januvia forøger niveauet af de hormoner, der påvirker celler i pankreas til at producere mere insulin samtidig med, at det signalerer til leveren, at der ikke skal dannes glukose. Januvia blokerer dannelsen af enzymet DPP-4, der normalt inaktiverer de før nævnte hormoner. Læs mere om Januvia på www.cnn.com . ----- AKTUELT PÅ JOBBET Lønstatistik 2006 - mange fejl i offentlige ansattes lønninger I forbindelse med årets lønstatistik og gennemgangen af de offentlige ansattes lønninger er der fundet flere fejl. Typisk handler det om manglende ydelse af overenskomstbestemte tillæg eller manglende pensionsindbetalinger af tillæg. Foreningens sekretariat retter henvendelse til de medlemmer, som deltager i lønundersøgelsen, hvor der konstateres fejl. I første omgang retter medlemmer selv henvendelse til arbejdsgiver, som får en chance til at rette fejlen. Sker det ikke, tager foreningen skridt til, at det sker. Foreningen opfordrer alle, der har modtaget et skema, til at bidrage til årets lønstatistik. Lønstatistik 2005 - in English Mens vi venter på en lønstatistik for 2006, har Farmaceutforeningen fået oversat lønstatistikken for 2005 til engelsk. Lønstatistikken er et vigtigt redskab i forbindelse med ansættelse og lønforhandling. Derfor er det vigtigt, at også medlemmer, der ikke er fuldt velbevandrede i det danske sprog, har mulighed for at bruge lønstatistikken. Fremover vil lønstatistikken blive oversat til engelsk umiddelbart når den er færdig. Du finder lønstatistikken på engelsk (pdf) på www.farmaceutforeningen.dk . Lønstatistikker og ligeløn Højesteret har stadfæstet en afgørelse fra landsretten om, at HK ikke får lov at føre sag om ligeløn mod beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA). HK mener ikke, at regeringens lovgivning om kønsopdelte lønstatistikker opfylder EU s direktiv om at sikre lige løn mellem mænd og kvinder og mener desuden, at DA er for passiv i sit arbejde for at sikre ligeløn. ----- PRESSEN KORT... Kopiproducenter vil overtage Novos insulinsalg Både på det europæiske og amerikanske marked skal der snart åbnes op for billig kopimedicin inden for væksthormoner og insulin, mener en række politikere. Det skriver Jyllands-Posten torsdag. Kopiproducenter har oplyst, at de står parat til at komme ind på det marked, som er en milliardindtægt for danske Novo Nordisk. Hos Novo Nordisk ser man ikke kopipræparater som en trussel. »Vi har nu fået analogerne, som er en betydeligt bedre behandling mod diabetes. Desuden bruger langt de fleste af vores patienter Novopenne, som de ikke kan få i samme kvalitet andre steder,« siger forskningsdirektør i Novo Nordisk, Mads Krogsgaard. Den kliniske forskning lider nød! Fremtidssikring af kvaliteten af det danske sundhedsvæsen kræver flere økonomiske midler til den kliniske forskning. Det skriver Bent Hansen, formand for Danske Regioner, Karin Verland, formand for Lægemiddelindustriforeningen og Jens Winther Jensen, formand for Lægeforeningen, i en fælles kronik i Jyllands-Posten onsdag. De gør opmærksom på, at der ifølge Den Centrale Videnskabsetiske Komité har været et fald på knap 20 procent i antallet af kliniske forskningsforsøg inden for de sidste fem år, samt at den kliniske forskning i Danmark efterhånden sakker alvorligt bagud i forhold til den internationale indsats. Behovet for en styrkelse af den kliniske forskning er med andre ord presserende, og skal den nedadgående kurve brydes, kræver det en strategisk politisk prioritering af området, således at væsentligt flere forskningsmidler øremærkes til den kliniske forskning. Læs mere på www.farmaceutforeningen.dk . Bedre overblik over recepterne I løbet af oktober og november 2006 begynder en ny recept-service til borgere, læger og apoteker, skriver Lægemiddelstyrelsen fredag den 13. oktober. Det nye er, at alle recepter, som ikke er udstedt på papir, fremover samles i et sikkert system - en såkaldt receptserver. Som borger har man herefter adgang til sine egne recepter via sin elektroniske medicinprofil på Sundhed.dk. Apoteket har mulighed for at hente recepterne ind i deres egne it-systemer til ekspedition. Læs mere på www.laegemiddelstyrelsen.dk . Lundbeck udsætter registrering af sovemedicin i USA Grundet problemer med rekruttering af forsøgspersoner, må Lundbeck udsætte registreringsansøgningen hos de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) for sovemedicinen Gaboxadol. Det skriver Jyllands-Posten lørdag den 14. oktober. Lundbeck kunne derfor tænkes at løbe ind i problemer, da patentet på antidepressionsmidlet Cipralex udløber om nogle år. Lundbeck har ifølge Jyllands-Posten ikke så mange stoffer, der bliver testet i fase II-forsøg. Helt dårligt går det dog ikke for Lundbeck. Deres amerikanske partner Forest Lab, der sælger Lundbecks antidepressiv Lexapro i USA, melder netop om en stigning i salget på 12 procent sammenlignet med samme periode sidste år, skriver Jyllands-Posten onsdag. Undersøgelse skal finde årsager til allergi En ny stor befolkningsundersøgelse, Helbred2006, skal finde årsagerne til det stigende antal af allergikere, skriver Berlingske Tidende mandag. Der skal blandt andet sættes fokus på, hvorvidt vores livsstil påvirker allergiudviklingen. »Der er ikke tidligere blevet fokuseret direkte på livsstil som en årsag til den voksende udvikling af astma og allergi. Men når vi samtidig ser en stigning i forekomsten af diverse livsstilssygdomme, har vi den hypotese, at der er en sammenhæng,« siger forsker Lotte Husemoen fra Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed. ----- MEDDELELSE FRA DANMARKS APOTEKERFORENING Basispakke til kommunalt samarbejde Apotekerforeningen har udviklet en basispakke til kommunalt samarbejde, der er tænkt som et praktisk værktøj til støtte for apotekernes forhandlinger med de nye storkommuner om tredjeparts betalte borgerrettede og patientrettede sundhedsydelser. Basispakken indeholder en introduktion til indholdet i basispakken, en handlingsplan for apoteket samt materiale til brug under forhandling med kommunen om de enkelte ydelser. Materialet kan findes på Medlemsnettet, under fagligt, sundhedscentre. Yderligere information om basispakken til kommunalt samarbejde kan fås ved henvendelse til kredskonsulent Lars Kaarill, 40 13 62 86, Mie Riise, 40 13 62 65, og Bente Frydenlund, 28 55 99 41. --- MEDDELELSE FRA DANMARKS FARMACEUTISKE UNIVERSITET Deltag i kurset Discovery and Development of Medicines 4.-9. januar samt 22.-29. januar 2007, Danmarks Farmaceutiske Universitet. Kurset giver dig over ti kursusdage oversigt over lægemiddeludvikling fra opdagelse til klinisk praktik. Grundlæggende forhold ved de vigtigste af lægemiddeludviklingens faser belyses gennem foredrag og oplæg fra en lang række anerkendte forskere og gæsteundervisere. Foredrag og oplæg suppleres løbende med case studies og arbejde i grupper. Undervisningen foregår på engelsk. Ansøgningsfrist: 1. november 2006. Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte mastersekretariatet og du kan læse mere om kurset på www.dfuni.dk . ----- JOBANNONCE Qualified Person/Quality Manager, Danmark Linde Gas Therapeutics søger en Qualified Person/Quality Manager med base i København, som vil blive Danmarks Qualified Person for medicinske gasser. Organisatorisk er denne stilling en del af Regionens regionale Quality - & Regulatory Affairs organisation. Du vil arbejde i et internationalt miljø og samarbejde med kollegaer i Kvalitetsorganisationen i Nordeuropa. Læs hele stillingsopslaget på www.farmaceutforeningen.dk . JOBANNONCE LEO Pharma - Two Regulatory Affairs Specialists Two new Regulatory Specialist positions are open in the CMC Coordination Group. This Group plays an active and key role in relation to all regulatory aspects of quality issues, including assessment of change control cases and complex technical changes. Read the entire job description on www.farmaceutforeningen.dk . JOBANNONCE Sygehus Viborg søger klinisk farmaceut. Pr. 1. januar 2007, eller efter aftale, søger vi en dygtig og engageret farmaceut, som har lyst til at præge udviklingen af klinisk farmaci på Sygehus Viborg. Læs hele stillingsopslaget på www.farmaceutforeningen.dk . JOBANNONCE Apoteker på Færøerne Stillingen som apoteker på Nordoya Apotek i Klaksvig er ledig til ansættelse den 1. november 2006 eller efter aftale. Læs annoncen på www.farmaceutforeningen.dk . ---------- FREDAG FORMIDDAG er et ugentligt elektronisk nyhedsbrev fra Dansk Farmaceutforening med mere end 3.600 abonnenter. Redaktion: Christian K. Thorsted (ansvarshavende redaktør), Bente Gade (redaktør), Birgitte Lysgaard, Tine S. Iversen, Michelle van Velthoven Pedersen, Bo Juul Aastrup, Helle Merete Arboe (skribenter), Connie Faaborg Nielsen (stillingsannoncer). Interesserede kan melde sig til (og fra) nyhedsbrevet via Farmaceutforeningens hjemmeside . Har du en god historie - eller har du en kommentar til forbedring af nyhedsbrevet? Så send en e-mail til redaktionen . Du er også velkommen til at sende nyhedsbrevet videre til dit netværk af faglige kontakter. Dansk Farmaceutforening har 3.100 erhvervsaktive cand.pharm.er og humanbiologer som medlemmer. De er typisk ansat i lægemiddelindustrien (forskning, udvikling, formulering, registrering og marketing), på landets apoteker (som lægemiddeleksperter) samt i den offentlige sektor (hospitaler, Lægemiddelstyrelsen og Farmaceutisk Universitet). ----------

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024