Fredag Formiddag - uge 51

Dokumentation
Fredag Formiddag Fredag den 22. december 2006 - uge 51 ---------- Loft over medicinpriserne I de næste to år vil der blive sat loft på medicinpriserne i Danmark, skriver Lif i deres nyhedsbrev fredag i sidste uge. Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen har sammen med Lif indgået en toårig aftale, som indfører prisloft på medicin i Danmark fra årsskiftet. Aftalen betyder, at medicinpriserne de næste to år ikke stiger over den pris, som hver enkelt pakning havde den 28. august 2006. Aftalen er ment som en håndsrækning til de nye regioner. Den skal sikre ro om priserne, så de nye regioner har råd til at give deres patienter den bedste medicin, udtaler adm. direktør i Lif, Ida Sofie Jensen. Den nye medicinaftale møder dog skarp kritik af formanden for Danske Regioner Bent Hansen. Han mener, at den nye aftale vil betyde en stigning i medicinpriserne. Han ønsker ændringer i substitutionsreglerne, og denne holdning bakkes op af Danmarks Apotekerforening. De nye regler giver medicinalproducenterne mulighed for at foretage små ændringer på præparatet op til udløbsdatoen for patentet. På den måde kan medicinalselskaberne holde det dyrere produkt på markedet, i stedet for at det bliver erstattet af et generisk lægemiddel, udtaler Bent Hansen. --- Historisk aftale mellem Genmab og GlaxoSmithKline Genmab og britiske GlaxoSmithKline (GSK) har indgået en global aftale om fælles udvikling og kommercialisering af stoffet HuMax-CD20, skriver Berlingske Tidende tirsdag. Aftalen kan få en samlet værdi for på over 12 milliarder kroner. Ifølge aftalen modtager Genmab en licensbetaling på 582 millioner kroner, og GSK har købt 10,13 procent af Genmabs aktier. Ifølge aftalen er Genmab berettiget til at modtage trinvist stigende tocifrede royaltybetalinger fra det globale salg af HuMax-CD20. »Aftalen indebærer, at vi skal ekspandere i Danmark, og det betyder at vi skal ansætte nogle flere. Vi går især efter kvalificerede og erfarne folk, som allerede har erfaring indenfor udvikling af medicinalprodukter,« siger adm. direktør Lisa M. Drakeman til Børsens Nyhedstjeneste, BNT. Genmabs nye aftale med GSK understreger de danske biotekvirksomheders store fremgang. Men succesen kan vise sig at blive en kort fornøjelse, for der er stor mangel på de specialister, der skal drive forskningen fremad, skriver Børsen onsdag. »Vi kan se, at der er store problemer med at skaffe arbejdskraft i biotekbranchen, og jo mere specialiserede de skal være, jo færre af dem har vi herhjemme. Det er specielt de små og mellemstore virksomheder, der har svært ved at finde nye medarbejdere,« udtaler bestyrelsesformand i Ingeniørforeningen Lars Bytoft. Han frygter, at hvis der ikke bliver handlet snarest, vil firmaerne flytte til udlandet. Genmab har omkring 250 medarbejdere globalt, heraf 110 i Danmark. 80 procent af den danske medarbejderstab arbejder direkte med at udvikle nye lægemidler. --- Nyt område på Pharma Courses - Præklinisk forskning & udvikling Farmaceutforeningens efteruddannelsesportal Pharma Courses er nu blevet udbygget med endnu et område - Præklinisk forskning & udvikling. Under Præklinisk forskning & udvikling vil man løbende kunne finde mere end 200 kursus- og efteruddannelsesmuligheder inden for emner som ADME, Biokemi, Genetik/DNA, Toksikologi, Medicinalkemi og meget andet. For at sikre kvaliteten af de viste kurser, er alle kursusudbydere vurderet af et panel af foreningens medlemmer, der alle er eksperter inden for forskellige områder af præklinisk forskning & udvikling. De omkring 35 udbydere af kurser inden for Præklinisk forskning & udvikling, som vises på Pharma Courses, vil kontinuerligt blive overvåget, så alle informationer om nye kurser - og ændringer - hele tiden er opdateret. Pharma Courses indeholder nu information om kursus- og efteruddannelsesmuligheder inden for områderne: Regulatoriske forhold, QA/QC/GMP, Klinisk udvikling, Klinisk farmaci, Analytisk kemi og Præklinisk forskning & udvikling. Efteruddannelsesportalen vil senere blive udvidet med områderne: Pharmacovigilance samt Farmaceutisk udvikling & produktionsteknik. --- Apotekerne udvider åbningstiderne En ny aftale mellem Apotekerforeningen og Indenrigs- og Sundhedsministeriet lemper på reglerne for apotekernes åbningstider. I den nye aftale om apotekernes økonomiske rammevilkår får de danske apoteker fremover mulighed for, at holde åbent sammen med de omgivende butikker, oplyser Danmarks Apotekerforening. I aftalen fremgår det også at apotekerne bliver inddraget i den danske kvalitetsmodel for sundhedsvæsnet, idet kommunerne fremover bliver anbefalet at bruge apotekernes lægemiddelfaglige ekspertise til at kvalitetssikre ældres medicinering på plejehjem og i hjemmeplejen. Apotekerforeningens formand, Niels Kristensen siger om aftalen: »Vi blev i lighed med tidligere mødt med stramme effektivitetskrav - men til gengæld var der også mulighed for i aftalen at sætte fokus på apotekets indsats for en bedre medicinanvendelse. Vi glæder os over, at flere af elementerne i apotekernes nye strategi er kommet med i aftalen.« --- Ny portal på nettet for farmaceutstuderende og farmaceuter Stud.Pharm Tommy Kok Annfeldt har etableret en ny internetportal, der har fået navnet Stud.Pharm. Portalen findes på www.stud-pharm.dk og henvender sig primært til farmaceuter og farmaceutstuderende, men også til kommende studerende og folk med interesse i farmaci. Portalen indeholder en række forskellige debatforums inklusiv en køb/sælg sektion og en jobsektion. Derudover kan brugerne oprette forskellige private forums til for eksempel at holde kontakt, når man er færdig på studiet, eller bruge som en slags interesse-gruppe . »Mulighederne er mange, og det er kun brugerne, der sætter grænser, « siger Tommy Kok Annfeldt. Hver dag opdateres siden med nyheder om sundhed, medicin og kemi. --- Danmarks Fødevareforskning får nye navne Danmarks Fødevareforskning fusionerer 1. januar 2007 med Danmarks Tekniske Universitet. Fusionen betyder, at Danmarks Fødevareforskning bliver delt i to institutter, nemlig Fødevareinstituttet og Veterinærinstituttet. Danmarks Fødevareforsknings salg og markedsføring bliver samtidig udskilt i en ny afdeling med navnet Dianova. Institutterne vil fortsat løse de samme opgaver og levere de samme kerneydelser, som Danmarks Fødevareforskning leverer i dag. Det drejer sig om forskning, overvågning og rådgivning til myndigheder og erhverv. Læs mere om fusionen på www.dfvf.dk --- Fredag Formiddag store Julequiz Julen står for døren, og det nye år venter lige om hjørnet. Traditionen tro betyder det Fredag Formiddags årlige julequiz. Hvor mange nyheder fra 2006 kan du huske? Svarene på spørgsmålene finder du i årets 44 numre af Fredag Formiddag, som du kan finde på www.farmaceutforeningen.dk . Send dit svar til Fredag Formiddag , senest torsdag den 4. januar 2007, og deltag i konkurrencen om 3 x 2 biografbilletter. 1. Hvad hedder FIP nye præsident, som blev valgt ved FIP kongressen i Brasilien i år? A: Jean Parrot. B: Dr. Kamal K. Midha. C: André Bédat Award. 2. Hvilket navn skifter Dansk Farmaceutforening til i det nye år? A: Danmarks Pharmaforening. B: Pharma.dk. C: Pharmadanmark. 3. Den 1. januar 2007 fusionerer Danmarks Farmaceutiske Universitet med følgende universiteter? A: Københavns Universitet og Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole. B: Danmarks Tekniske Universitet og Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole. C: Københavns Universitet og Copenhagen Business School. 4. Hvem blev udnævnt som Årets Apoteker ved Apotekerkonferencen 2006? A: Grete Mayland. B: Grete Meystrup. C: Grete Meyhoff. 5. Hvad er rekorden af jobannoncer i Fredag Formiddag? A: 7. B: 9. C: 11. 6. Farmaceutisk speciale afslørede lægemidler overtrukket med alarmerende store mængder dibutylphalater (DBP). Hvor mange procent over den tilladte grænseværdi for DBP vil en kvinde på 56 kilo med colitis ulcerosa, der tager sin medicin som foreskrevet, overskride grænseværdien med hver dag? A: 20 procent B: 200 procent C: 2000 procent 8. Farmaceutforeningen afholdt tre forskellige gå-hjem-møder, som gav deltagerne redskaber til at forebygge stress og værktøjer til at løse problemer. Hvilke datoer blev de tre møder afholdt? A: Torsdag den 14. september, tirsdag den 19. september og torsdag den 21. september. B: Tirsdag den 19. september, torsdag den 21. september og tirsdag den 26. september. C: Torsdag den 21. september, tirsdag den 26. september og torsdag den 5. oktober. 9. Hvad hedder det "nikotin-gen " som et hold japanske forskere har fundet? A: CYP2A6. B: CYP3A4. C: CYP4A7. 10. Den danske farmaceut Thomas Croft Buck er manden bag den nystartede organisation »Medicin uden grænser«. Hvilket fattigt afrikansk land blev den første sending medicin sendt til? A: Sudan. B: Namibia. C: Malawi. ----- NYT OM LÆGEMIDLER Hørerapparater kan blive fortid Norske forskere fra Universitetet i Tromsø arbejder på at lave en tablet, der kan forhindre den svækkelse af den menneskelige hørelse, der sker gennem livet, skriver avisen Aftenposten fredag i sidste uge. Ideen kommer fra torsken, som har et enzym, der fornyer ørets hårceller livet igennem, som omdanner lyd til elektroniske impulser. Forskerne vil nu forsøge at fremstille enzymet i tabletform til mennesker, og de regner med, at medicinen kan være klar inden 10-15 år. Færre hormoner kan være skyld i fald i brystkræft Ny amerikansk undersøgelse viser, at færre kvinder udvikler brystkræft i takt med, at de dropper hormonbehandling i overgangsalderen, skriver Politiken lørdag i sidste uge. Kræftens Bekæmpelse finder undersøgelsen meget interessant. »Brystkræftkurven i Danmark stiger stadig. Så det er supervigtigt, at vi finder risikofaktorer, vi kan tage fat på. Vi ved, at der er en sammenhæng mellem hormoner og brystkræft. Hvis brystkræft kan kædes sammen med hormonbehandling, bør det føre til, at handlen med hormonpræparater i Danmark bliver revideret « siger seniorforsker i Kræftens Bekæmpelse Anne Tjønneland. Lægemiddelstyrelsen anbefaler danske kvinder at undlade hormonbehandling, medmindre de har voldsomme gener i forbindelse med overgangsalderen. Samtidig viser en dansk undersøgelse, at 26 procent af alle brystkræfttilfælde kunne undgås blandt kvinder mellem 55-70 år, hvis de ikke var i behandling med hormoner. Over 4.000 kvinder fik i 2003 konstateret brystkræft. ----- AKTUELT PÅ JOBBET Ændring af forskelsbehandlingsloven vedtaget Folketinget vedtog den 14. december 2006 Beskæftigelsesministerens lovforslag om forhøjelse af den minimumsalder for aftaler om tvungen fratræden, som findes i forskelsbehandlingslovens § 5 a, stk. 4. Det indebærer, at eksempelvis bestemmelser i individuelle ansættelsesaftaler, hvor medarbejderen er forpligtet til at fratræde på grund af alder før det 70. år, vil være ugyldige med virkning fra lovens ikrafttræden den 1. januar 2008. Dette gælder både eksisterende ansættelsesaftaler og ansættelsesaftaler, som indgås efter den 1. januar 2008. Farmaceuten har tidligere behandlet emnet i en artikel. Læs artiklen på www.farmaceutforeningen.dk Læs mere om lovændringen på www.norrbomvinding.dk Landsretsdom om tidsbegrænset ansættelse Vestre Landsret har taget stilling i en sag om tidsbegrænset ansættelse. I sagen fik en funktionær sin ansættelse forlænget fem gange og blev til sidst tilbudt fastansættelse. Men ansættelseskontrakten indeholdt forringelser af funktionærens hidtidige vilkår, herunder lønnen og feriedagene. Inden funktionæren nåede at tage endelig stilling til tilbuddet om fastansættelse, blev han afskediget med den begrundelse, at der skulle ske nedskæringer på grund af manglende budgetopfyldelse. Funktionæren anlagde herefter sag med krav om betaling af godtgørelse dels for usaglig afskedigelse. Landsretten fastslår i dommen, at loven om tidsbegrænsede ansættelser er overtrådt, da der er sket fornyelser af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesaftaler, og da der ikke forelå objektive grunde hertil. Samtidigt fastslår dommen, at bevisbyrden for hvorvidt der foreligger objektive forhold, som kan begrunde en fornyelse af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt, påhviler arbejdsgiveren. Læs mere om dommen på www.sjlaw.dk Julebonus vinder ind hos danske virksomheder Den amerikanske trend med en ekstra julebonus vinder ind i flere og flere danske virksomheder, skriver Børsen onsdag. Den danske udgave af julebonusen er den, hvor alle medarbejderne får den samme bonus i slutningen af året. Director Esben Christensen fra KPGM, der er ekspert i beskatning af julegaver og bonuser, mener, at julebonusen hænger sammen med, at det har været nogle gode år for mange danske virksomheder. Men mens de ansatte i virksomhederne nok ser frem mod julen med et ekstra lunt smil på læben, så er de danske fagforbund ikke vildt begejstrede for de ekstra julegaver. Konsulent Helen Rafn fra DJØF slår fast, at de hellere ser et generelt løft i lønnen, eftersom julebonusser er alt for tilfældige og kun uddeles efter ledelsens forgodtbefindende. ----- PRESSEN KORT... Kopimedicin skal undersøges Flere patienter melder om tilbagefald efter skift til kopimedicin. Derfor er det glædeligt, at konsekvenserne ved medicinskift skal undersøges, skriver Margrete Nilsen formand for DepressionsForeningen i et debatindlæg i Altinget tirsdag. Flere velbehandlede patienter melder om tilbagefald efter skift til kopimedicin, derfor finder Margrete Nielsen det glædeligt, at Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen og Institut for Rationel Farmakologi sammen iværksætter en undersøgelse af konsekvenserne ved hyppige medicinskift. »Det vil ikke blot redde menneskeliv, men også spare samfundet for en masse penge, da de med en lavere indkomst ikke længere bliver tvunget til at spille russisk roulette med deres helbred,« udtaler Margrete Nielsen. D-vitamin i maden Den danske befolkning lider af mangel på D-vitamin, hvilket kan medføre brystkræft, knogleskørhed, sukkersyge og muskelsvækkelse. Fødevarestyrelsen foreslår derfor fødevareindustrien at tilsætte D-vitamin til basisvarer som fedtstoffer og brød, skriver Jyllands-Posten onsdag. Selv om der generelt er skepsis hos den danske befolkning over for vitaminer tilsat i madvarer, var det en stor succes, at Fødevarestyrelsen for otte år siden tillod at berige bord- og brødsalt med mineralet jod. Det har nedsat antallet af strumatilfælde i den danske befolkning. Nye markedsmuligheder inden for kunstig hud og knogler Danmark vil være førende inden for udviklingen af kunstige knogler og hud, skriver Ingeniøren fredag i sidste uge. De store ambitioner kommer fra et nyt offentlig-privat konsortium, 3-D Scaffolds under Teknologisk Institut. Konsortiet består blandt andet af virksomhederne Danfoss Bionics, Coloplast, Interface Biotech, Novozymes og Bioneer A/S, som alle har forskellige interesser og kompetencer inden for området. Omdrejningspunktet i konsortiet er udvikling af hud, brusk- og knoglevæv, der ligner kroppens eget væv så meget, at det ikke bliver afstødt, og som samtidig optimerer kroppens muligheder for selv at gendanne det manglende væv, blandt andet ved hjælp af stamceller. Professor Søren Overgaard, Ortopædkirurgisk afdeling, Odense Universitetshospital, er begejstret for udviklingsarbejdet. Ifølge ham er der et stort behov for implantater til både knogle, brusk og hud, da transplantationer af de tre væv er meget hyppig. Læs mere på www.ing.dk Skarp kritik af dobbeltrolle hos formanden for Motions- og Ernæringsrådet Fredag i sidste uge kunne 24timer afsløre, at medicinprofessor Bjørn Richelsen er blevet betalt for at rådgive slankemiddelproducenten Sanofi-Aventis, sideløbende med at han er formand for Motions- og Ernæringsrådet. Lægemiddelstyrelsen vil nu undersøge ernæringsformands dobbeltrolle. Bent Richelsen har ikke søgt om tilladelse til dette bijob hos Lægemiddelstyrelsen, som loven ellers foreskriver. Derfor har Lægemiddelstyrelsen nu bedt om en redegørelse fra Bjørn Richelsen. Bavarian Nordic får anerkendt patent Biotekselskabet Bavarian Nordic har fået anerkendt sit patent på koppevacciner Imvamune af de amerikanske patentmyndigheder, skriver Jyllands-Posten tirsdag. Bavarians største konkurrent Acambis påstod tidligere, at Bavarian Nordics patent ikke var gyldigt, men Bavarian Nordic fik medhold i den meget afgørende patentsag. Biotekselskabet venter nemlig i øjeblikket på en stor ordre på samme koppevaccine fra de amerikanske myndigheder. Astrazeneca får afslag i patentspørgsmål Astrazeneca får ikke patent på sår-medikamentet Nexium. Det har Det Europæiske Patentkontor slået fast, skriver Børsen onsdag. Dermed gav patentkontoret den tyske medicinproducent Ratiopharma medhold i, at Astrazeneca ikke har ret til at patentere produktet. Giftige plastblødgørere på danske hospitaler Patienterne på de danske hospitaler risikerer at få op til 1.000 gange den acceptable dosis af phthalater i blodet fra katetre og andet udstyr, skriver Ingeniøren mandag. Danmark halter efter Sverige med at udfase phthalater i udstyr på hospitalerne. I Sverige er mere end halvdelen af markedet for standard-infusionssæt nu phthalat-frit, og katetrene er ved at blive skiftet ud. Til foråret vil den videnskabelige EU-komité komme med en rapport, der advarer imod brugen af phthalater. Phthalater er hormonstyrende og mistænkt for at være en af årsagerne til, at hvert tiende danske drengebarn fødes med misdannede kønsorganer og nedsat sædkvalitet. Læs hele artiklen på www.ing.dk ----- MEDDELELSE FRA DANMARKS FARMACEUTISKE UNIVERSITET Husk at tilmelde dig kurset Pharmacology inden 1. januar 2007 Kurset afholdes fra den 26. marts til 30 marts 2007 på Danmarks Farmaceutiske Universitet, Universitetsparken 2, København Ø Kurset vil give deltagerne indblik i farmakologiske grundbegreber, og deltagerne vil målrettet arbejde med den farmakologiske proces under lægemiddeludvikling. Kurset har særlig fokus på farmakokinetik samt farmakologisk in vitro og in vivo metodik. Kurset afholdes på engelsk. Du kan læse mere om kurset på vores hjemmeside www.dfuni.dk Har du spørgsmål, er du også meget velkommen til at kontakte mastersekretariatet --- MEDDELELSE FRA FARMACEUTFORENINGEN Grundlæggende Management, trin 1 - 6 IDA Lederforum gentager den populære og meget roste kursusserie om ledelse, strategi og organisation. Oplevelsesbaserede aftener med grundlæggende indføring i management. Der vil blive taget udgangspunkt i aktiviteter som brætspil, øvelser, computersimuleringer, tests og rollespil, samt teori. Kursusrækken bliver udbudt samlet i hele landet: Den 8. februar, 26. februar, 22.marts, 12. april, 2. maj og 29. maj 2007 i Ingeniørhuset, Værkmestergade 25, Århus. Den 7. februar, 5. marts, 26. marts, 17. april, 8. maj og 24. maj 2007 på Scandic Hotel, Søndre Ringvej 33, Roskilde. Den 6. februar, 27. februar, 20. marts, 10. april, 30. april og 22. maj 2007 i Ingeniørhuset, Kalvebod Brygge 31-33, København V Kurset henvender sig til nyudnævnte ledere, projektledere og mellemledere med nogen, men begrænset ledelseserfaring, samt erfarne ledere uden en egentlig managementuddannelse. Tilmeldingen skal ske senest den 24. januar 2007. Du kan læse mere om kurset, tilmelding og priser på www.farmaceutforeningen.dk --- MEDDELSELSE FRA FARMACEUTFORENINGEN Netværksmøde om stress Tirsdag den 23. januar 2997 kl. 16.00 til 18.00 i Farmaceutforeningen, Rygårds Alle 1 i Hellerup. I efteråret kørte Farmaceutforeningen en række af gå hjem møder om stress. Interessen for møderne og det store deltagerantal viser, at dette er noget, som berører mange af foreningens medlemmer. Som en opfølgning på det vil vi derfor indbyde til et orienteringsmøde om, hvordan man får opstartet en netværksgruppe, hvad der kræves af en, og hvad man kan få ud af det. Selvom du ikke deltog i efterårets gå hjem møder, er du velkommen til at deltage i dette opstartsmøde. Opstartsmødet bliver ledet af Malene Gude. Der er et begrænset antal pladser. Du kan tilmelde dig på www.farmaceutforeningen.dk --- MEDDELELSE FRA DANSK MEGISTERFORENING EFTERUDDANNELSE Academic Writing - writing and publishing scientific Den 2. marts, 9. marts, 16. marts, 23. marts, 30. marts og 13. april kl. 9.00-12.00. På kurset Academic Writing - writing and publishing scientific papers lærer du at formidle dine forskningsresultater på et klart, let flydende og korrekt engelsk og at styre udenom de mest almindelige grammatiske fejl. Dine tekster vil blive nemmere at forstå og selve skriveprocessen vil blive sjovere. Der er begrænset antal pladser. Tilmeldingsfristen er den 2. februar 2007. Du kan læse mere om kurset, priser og tilmelding på www.dm.dk ----- DEBAT Jørgen Grevsen har sendt dette indlæg om vedtægtsændringerne: Afskaffelse af repræsentantskabet. Jeg har med glæde stemt ja til forslaget til vedtægtsændringer i håbet om, at dette kan blive det første skridt i en rigtig retning til en total ændring af den eksisterende forening. Næste skridt kunne være en afskaffelse af repræsentantskabet og genetablering af generalforsamlingen, nu da de sidste otteogtredsere enten er blevet apotekere eller pensionister. --- Michael Due Larsen, formand for Sygehusapotekskredsen, giver i dette indlæg en opdatering af sundhedsudvalgets behandling af forslaget til den kommende sundhedslov: Forsat ingen klinisk farmaci på sygehusene I Lars Løkkes forslag til ændring til lovforslaget og i den 4. betænkning er det forsat kun læger, sygeplejersker, jordmødre og medicinstuderende, som selvstændigt må indhente oplysninger fra EPJ. »Lovforslagets § 1 nr. 13, (§ 42 a) vil medføre, at der i praksis vil være forskel på, hvordan sundhedspersoner kan få adgang til de fornødne elektroniske helbredsoplysninger m.v. om patienten i forbindelse med aktuel behandling. Andre sundhedspersoner end læger, sygeplejersker og jordemødre vil kun kunne få adgang til helbredsoplysninger m.v., der er registreret i elektroniske systemer, ved, at en læge, sygeplejerske eller jordemoder foretager opslag efter reglerne i lovforslagets § 1, nr. 13 (§ 42 a), og herefter videregiver oplysningerne efter de gældende videregivelsesregler i sundhedslovens kapitel 9. « Svaret fra ministeren fortsætter: »Personer, der varetager funktioner som lægesekretærer, kan efter lovforslaget yde teknisk bistand til opslag i EPJ. Det skal ske under ansvar af en læge, en sygeplejerske eller en jordemoder. Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. 82 for så vidt angår lægesekretærer. I det videre arbejde med lovforslaget skal der findes løsninger på, hvordan det øvrige personales behov for adgang til elektroniske patientjournaloplysninger understøttes.« Der er over hundrede spørgsmål til lovforslaget, og flere af dem er interessante for os. Der en række spørgsmål fra grupper, som deler vores bekymring herunder Danske Regioner og Dansk Selskab for Patientsikkerhed. Der bliver svaret til alle, at det vil blive taget til efterretning, men jeg kan ikke se det udmøntet i ændringsforslaget. Interessant er, at de eneste, som ikke får et standardsvar, er lægesekretærerne. Det er muligt at yde teknisk bistand under lægens ansvar til at føre journalen mv. Hvordan det skal foregå i praksis, og om andre faggrupper kan udføre deres arbejde under denne regel fremgår ikke. Kort sagt ministeriet skriver, at de vil overveje problemet i forhold til lovforslaget, og det har efterfølgende ikke ført til ændringer på det punkt. Situationen er dermed ikke ændret bortset fra, at der har rejst sig en storm af protester. JOBANNONCE Ingeniør, farmaceut eller lignende til Kvalitetssikringsafdeling hos Statens Serum Institut I Kvalitetssikringsafdelingen er en stilling ledig til besættelse snarest muligt. Afdelingen varetager kvalitetssikringsfunktioner for lægemidler (vacciner, in-vivo diagnostika og bioteknologiske produkter). Herudover har afdelingen ansvaret for kvalitetskoordinering og biostatistik samt deltager i kvalitetssikringsopgaver i forbindelse med byggeri. Læs mere om stillingen på www.farmaceutforeningen.dk --- JOBANNONCE GlaxoSmithKline søger akademisk medarbejder Med titel som Medical Scientist får du ansvaret for den strategiske planlægning af lokale kliniske forskningsaktiviteter på tværs af terapiområder. En af dine vigtigste opgaver bliver i tæt samarbejde med vores Medical Advisors og Clinical Trial Managers at udvælge og sammensætte det kliniske forskningsprogram inden for alle terapiområder. Læs hele stillingsopslaget på www.farmaceutforeningen.dk ---------- FREDAG FORMIDDAG er et ugentligt elektronisk nyhedsbrev fra Dansk Farmaceutforening med mere end 3.600 abonnenter. Redaktion: Christian K. Thorsted (ansvarshavende redaktør), Bente Gade (redaktør), Michelle van Velthoven Pedersen, Bo Juul Aastrup, Helle Merete Arboe (skribenter), Connie Faaborg Nielsen (stillingsannoncer). Interesserede kan melde sig til (og fra) nyhedsbrevet via Farmaceutforeningens hjemmeside . Har du en god historie - eller har du en kommentar til forbedring af nyhedsbrevet? Så send en e-mail til redaktionen . Du er også velkommen til at sende nyhedsbrevet videre til dit netværk af faglige kontakter. Dansk Farmaceutforening har 3.100 erhvervsaktive cand.pharm.er og humanbiologer som medlemmer. De er typisk ansat i lægemiddelindustrien (forskning, udvikling, formulering, registrering og marketing), på landets apoteker (som lægemiddeleksperter) samt i den offentlige sektor (hospitaler, Lægemiddelstyrelsen og Farmaceutisk Universitet). ----------

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024