Minister afviser hjælp til tandhandicappede
Anders Heissel
JournalistPatienterne har jo en medfødt deformitet i munden, og derfor mener jeg det er urimeligt, at de kun har mulighed for én behandling.
Liselott Blixt
Sundhedsordfører for Dansk Folkeparti
Kun én gang i livet kan patienter med medfødte tandhandicap få tilskud til behandling. Men det er langt fra nok, og patienterne får senere i livet store udgifter til efterbehandling og reparationer, siger flere eksperter.
"Vores patienter får problemer, når der med tiden opstår behov for efterbehandling eller reparationer, for som det er i øjeblikket, har vi ikke hjemmel til at behandle dem igen. De skal selv betale - og det er der faktisk patienter, som ikke har råd til," siger Hans Gjørup, leder af det Odontologiske Videncenter i Århus, til Tandlægebladet.
Støtten er forringet
Der findes omkring 500 patienter i Danmark, der er født med et tandhandicap, og patienterne har ifølge Hans Gjørup oplevet, at muligheden for støtte er blevet forringet. Før kommunalreformen oplevede flere af patienterne, at der var mulighed for en lempeligere administration af regler og tilskud, fordi sagsbehandlingen foregik tæt på borgerne i kommunerne. Nu foregår det i regionerne, og patienterne oplever, at deres muligheder for at få støtte til tandbehandling er forringet.