Akutberedskabet skal styrkes

NOTE: Hele året har stået i hospitalsnedlæggelsernes tegn, og nu kommer Sundhedsstyrelsen med en ny rapport om akutberedskabet, der skal skabe grundlag for den regionale sundhedsplanlægning. Halvdelen af akutmodtagelserne skal væk.
Maria Dalby
Målet er fortsat at samle antallet af akutmodtagelser, når Sundhedsstyrelsen i dag har offentliggjort den nye rapport "Styrket akutberedskab". Kun halvdelen af akutmodtagelserne skal eksistere om 10 år.

Rapporten beskriver det grundlag, der skal bruges i den regionale sundhedsplanlægning de næste 5-10 år.

Faglighed skal først
Samlingen af akutmodtagelserne skal fortsat handle om, at sygehusene skal kunne sikre patienterne specialiserede lægelige og sundhedsfaglige kompetencer samt udstyr.

Den faglige begrundelse går på, at man på den måde kan begrænse dødsfald og komplikationer, som kan opstå, hvis patienterne ikke tilses af den rette specialist.

"På den måde er det akutte beredskab på sygehuset bedre rustet til tidligt at yde en målrettet indsats og håndtere akutte patienter med flere sygdomme på samme tid. Samlingen understøttes af erfaringer, der peger på en positiv sammenhæng mellem volumen, sundhedsfaglig erfaring og kvalitet, og samtidig er der en klar politisk målsætning om øget kvalitet," skriver Sundhedsstyrelsens direktør Jesper Fisker i begrundelsen.

Dokumentation

Styrket akutberedskab:

Rapporten er blevet til i et samarbejde mellem regionerne, Dansk Medicinsk Selskab som paraplyorganisation for de videnskabelige selskaber, Dansk Sygeplejefagligt Selskab og Sundhedsstyrelsen. Et udkast har været i bred høring, hvilket gav anledning til mange kommentarer, men ingen, som ændrede afgørende ved grundtanken om øget fokus på det præhospitale område, herunder almen praksis, samling af sygehusenes akutte funktioner i fælles akutmodtagelser med befolkningsunderlag på 200.000-400.000 indbyggere og 4 samarbejdende traumecentre på højt specialiseret niveau.


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024