Anmeldte importerede infektioner i 2002

En opgørelse over sidste års tilfælde af importerede sygdomme.
Kristian Lund Pedersen
Dokumentation
Med rejseaktivitet og indvandring følger import af smitsomme sygdomme. Sygdom og antal tilfælde vil afhænge af omfang, rejsemål, oprindelsesland m.v.

Ca. en million danskere rejser årligt på charterferie til udlandet. Ifølge Danmarks Statistik er godt 8% af den danske befolkning indvandrere eller har indvandrerbaggrund. Godt 50.000 personer indvandrer årligt. De fleste, 38.000, kommer fra Europa, USA, Canada, Australien eller New Zealand. De resterende 12.000 personer kommer p.t. primært fra Afrika, Kina, Irak, Pakistan eller Thailand.

I 2002 blev der til Epidemiologisk afd. anmeldt i alt ca. 3.200 tilfælde af smitsomme sygdomme. Herudover blev der til Parasitologisk laboratorium, SSI, anmeldt 135 tilfælde af malaria.

I 2002 var der for de i tabel 1 nævnte infektioner oplyst, at 873 (28%) var erhvervet i udlandet, 2030 (65%) i Danmark, og for 208 (7%) infektioner var smitteland ukendt. Dette svarer til niveauet i 2001, EPI-NYT 6/03.

Uddybende data vedrørende de enkelte infektioner kan findes i årsopgørelserne.

Udover de anmeldelsespligtige infektioner blev 69 personer sat i profylaktisk behandling mod rabies efter mulig eksposition i udlandet, især Thailand og Tyrkiet.

Kommentar
De akutte infektioner vil oftest være erhvervet efter udrejse fra Danmark, enten af indvandrere på besøg i deres hjemland eller danskere på udlandsrejse.

Kroniske infektioner hos indvandrere vil oftest være erhvervet før ankomst til Danmark, typisk i det tidligere hjemland. Antal importerede levnedsmiddelbårne infektioner var formentlig langt større end vist i tabel 1, da det kun er ved mistanke til et konkret levnedsmiddel, at disse infektioner er anmeldelsespligtige.

Importerede infektioner var sjældent årsag til sekundær smitte. En undtagelse var hepatitis A, hvor flere udbrud har kunnet relateres til primær smitte i udlandet. Et stort udbrud i Holstebro omfattede i alt 25 personer, heraf 21 i 2002, EPI-NYT 36/03. Fraset dette udbrud bliver andelen af hepatitis A infektioner erhvervet i udlandet 27/63 (43%). Denne andel er stadig betydeligt lavere end andelen (70%) i 2001, hvilket tyder på en relativt øget smittespredning i Danmark.

Sundhedsstyrelsen anbefaler vaccination af indvandrerbørn mod hepatitis A før besøg i hjemlandet eller andet udlandsophold med risiko for smitte. (A. H. Christiansen, S. Samuelsson, Epidemiologisk afd.)

Fugleinfluenza i Asien
Thailand og Vietnam er de eneste lande, hvor man aktuelt har fundet fugleinfluenzavirus A (H5N1) hos mennesker i forbindelse med et udbrud af fugleinfluenza blandt fjerkræ i Asien. I Thailand er virus isoleret fra tre patienter, hvoraf to er døde. I Vietnam er der syv patienter, heraf seks døde.

Det er vigtigt at understrege, at der ikke er konstateret smitte fra person til person. Der er aktuelt ingen restriktioner i forbindelse med rejse til Asien, herunder Thailand og Vietnam. Dog anbefales rejsende til området at undgå kontakt med levende fjerkræ, fx på markeder og lignende, hvor der sælges levende dyr. Der er ingen risiko ved at spise tilberedt fjerkræ.

Aktuelt er H5N1-influenzavirus fundet i fjerkræ i Cambodja, Japan, sydlige Kina, Sydkorea, Thailand og Vietnam. Overvågningen af luftvejssygdom hos mennesker er skærpet i hele området, og WHO har taget initiativ til udvikling af en vaccine. SSI har udviklet en gentest, som kan identificere alle typer aviær influenza virus, EPI-NYT 42/03.


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024