Behov for nye kompetencer i sundhedsvæsenet

Af Arne Nikolajsen
Direktør for sundhed og omsorg i Esbjerg Kommune

Regeringen har for nyligt offentliggjort sit bud på, hvordan den vil forny landets erhvervsuddannelser, "Faglært til fremtiden".

Heraf fremgår det blandt andet, at man ønsker at skærpe adgangskravene til erhvervsuddannelserne som et led i at øge fagligheden og gøre det mere attraktivt at tage en erhvervsuddannelse.

Men er det nødvendigvis mere faglighed i traditionel forstand, vi i fremtiden får brug for på sundhedsområdet, og hvad skal der til for at kunne honorere et af regeringens andre udspil fra maj 2013: "Mere borger, mindre patient - et stærkt fælles sundhedsvæsen?"

På sundhedsområdet ser jeg snarere et behov for at diskutere, hvordan vi får indført bredere uddannelser med fokus på borgeren og samarbejdet på tværs af sektorer.

Samtidig med at vi får koordineret de nye uddannelser på nationalt niveau, så vi sikrer, at vi bruger ressourcerne korrekt i forhold til de behov og udfordringer, vi står over for.

Vi skal skabe uddannelser, som gør medarbejdere og ledere i stand til at støtte borgerne i at mestre eget liv og så vidt muligt være selvhjulpne.

Arne Nikolajsen
Direktør for sundhed og omsorg, Esbjerg Kommune

En tværfaglig kompetence
Vi skal sikre, at vi har mennesker med de rigtige kompetencer til at løse de udfordringer, der er. Vi skal skabe uddannelser, som gør medarbejdere og ledere i stand til at støtte borgerne i at mestre eget liv og så vidt muligt være selvhjulpne.

En af de største udfordringer er sundhedsvæsenets organisatoriske opbygning i forhold til diagnoseområder og specialer.

Hver gang en borger er udfordret på mere end én sygdom, er systemet ikke gearet til at sætte indsatsen ind på hele borgerens situation.

Derimod oplever borgeren at skulle overkomme flere parallelle behandlingsforløb på grund af systemet. Det er ressourcetungt og ikke bæredygtigt for borgeren.

Udfordringen kan imødekommes ved at have fokus på denne problemstilling i fremtidens uddannelser - ikke bare på erhvervsuddannelserne, men også på professionsuddannelserne.

Hvordan sikres den manglende sammenhængskraft på tværs?

Der bør fra national side som minimum være et krav om at indføre et fælles sprog, der fremmer det tværfaglige samarbejde.

Som sundhedsprofessionel bør man være uddannet i, hvordan man bedst håndterer borgere med en større kompleksitet. Men det kræver, at det etablerede system bliver mere fleksibelt i praksis.

Det kræver en modernisering af sundhedsvæsenet med borgeren i centrum.

Der er brug for at kunne understøtte borgerne på flere niveauer. Der er behov for, at sundhedsprofessionelle erhverver sig kompetencer i forskellige niveauer af forløbskoordination.

Samtidig er det vigtigt, at vi møder borgeren eller patienten ligeværdigt, så mødet ikke bliver et møde med "social- og sundhedsassistenten" eller "sygeplejersken", men med en professionel, der sætter borgeren i centrum.

I fremtidens nære sundhedsvæsen bør borgeren kunne forvente, at alle sundhedsprofessionelle har en tværfaglig kompetence, der sætter borgeren i centrum.

Hvem sætter kursen?
Flere aktører er i øjeblikket på vej med nye uddannelsestiltag på området. Vi mangler imidlertid en national handlingsplan, som kan sætte kursen for og koordinere tiltagene, så vi får fokus på de rigtige kompetencer.

Ellers ender vi med at have et bredt udvalg af uddannelser, som ikke matcher fremtidens behov i sundhedsvæsenet.