Bekendtgørelse om brandsyn og offentliggørelse af resultater af brandsyn foretaget i forsamlingslokaler

Tina Møller
Dokumentation

I medfør af § 36, stk. 1 - 3, § 36 a og § 70, stk. 4 og 5, i beredskabsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 912 af 2. oktober 2000 fastsættes:

Brandsyn

§ 1. Kommunalbestyrelsen foretager brandsyn af:

1)   Brandfarlige virksomheder og oplag m.v., der er omfattet af § 34 i beredskabsloven.

2)   Bygninger m.v., der er omfattet af § 35, stk. 1 og 2, i beredskabsloven.

3)   Fredede bygninger.

§ 2. Brandsyn i henhold til § 1 kan, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid uden retskendelse foretages på ejendommen. Den, der foretager brandsynet, skal være i besiddelse af behørig legitimation, som er udstedt af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor brandsynet foretages.

§ 3. Brandsyn foretages uanmeldt og skal finde sted, når de pågældende lokaliteter er i brug. Brandsyn af fredede bygninger, der tillige er private boliger, skal dog anmeldes med passende varsel.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., gælder ikke for forsamlingslokaler, hvor kommunal- bestyrelsen i det enkelte tilfælde har truffet beslutning om, at brandsyn kan foretages, når lokaliteterne ikke er i brug. Bestemmelsen i stk.1, 1. pkt., kan dog ikke fraviges, hvis der ved seneste brandsyn er konstateret en mangel, der medfører særlig brandfare, jf. § 7.

§ 4. Brandsyn foretages med de terminer, der er fastsat i bilag 1 til denne bekendtgørelse, jf. dog § 7, stk. 1 og 3.

§ 5. Ved brandsynet skal det påses,

1)   at brandfarlige virksomheder og oplag er placeret, indrettet og anvendes som tilladt,

2)   at porte og andre adgangsveje, som er nødvendige for redningsberedskabets rednings- og slukningsarbejde, er passable,

3)   at påkrævede vandforsyningssteder er brugbare og tilgængelige for redningsberedskabet,

4)   at påkrævet brandslukningsmateriel er vedligeholdt, at det er placeret i overensstemmelse med de tekniske og driftsmæssige forskrifter, samt at det er tydeligt afmærket ved skiltning, og

5)   at de i øvrigt gældende tekniske og driftsmæssige forskrifter er overholdt.

Stk. 2. Hvis der ved brandsyn i bygninger, der er omfattet af punkterne 2-7 eller punkt 9 i bilag 1, konstateres en væsentlig ændring af indretning eller anvendelse, skal forholdet indberettes til bygningsmyndigheden.

Stk. 3. Hvis der ved brandsyn af de virksomheder og oplag, der er omfattet af punkterne 8-9, i bilag 1, konstateres forhold i strid med miljølovgivningen, skal forholdet indberettes til miljømyndigheden.

Stk. 4. Hvis der ved brandsyn i forsamlingslokaler, således, som disse er defineret i By- og Boligministeriets bekendtgørelse om kontrol af elektriske installationer i forsamlingslokaler, konstateres, at elsikkerhedsattesten er mere end 1 år gammel, eller at attesten mangler, skal forholdet indberettes til Elektricitetsrådet.

§ 6. Ved brandsyn af fredede bygninger skal det, udover de forhold der er nævnt i § 5, stk.1, påses,

1)   at trapper er passable og ryddelige, og

2)   at kælder- og loftsrum m.v. ikke benyttes som oplagsrum for let antændelige eller brændbare effekter.

Stk. 2. Hvis der ved brandsyn i fredede bygninger konstateres særlige forhold ved indretning eller ved anvendelse, der skønnes at kunne medføre alvorlige bygningsskader i tilfælde af brand, skal ejeren og Kulturarvsstyrelsen underrettes herom.

§ 7. Konstateres der ved brandsyn af bygninger, brandfarlige virksomheder og oplag m.v., der er omfattet af punkterne 2-9 i bilag 1, en væsentlig mangel, der medfører særlig brandfare, eller som i forbindelse med brand kan medføre en risiko for personer, ejendom eller miljøet, skal kommunalbestyrelsen nedlægge forbud mod benyttelsen, indtil manglen er afhjulpet, og dette ved eftersyn er konstateret.

Stk. 2. Er manglen af mindre betydning, skal der gives påbud om afhjælpning af manglen inden en nærmere fastsat frist. Efter fristens udløb og senest ved næste brandsyn, skal det påses, om afhjælpning er sket.

Stk. 3. Hvis terminerne i henhold til § 4 er fastsat til mere end 1 år, skal der dog altid, når der ved et brandsyn konstateres en væsentlig mangel, foretages et fornyet brandsyn det efterfølgende år, uanset at der er foretaget kontroleftersyn i medfør af stk. 1.

Stk. 4. Forbud og påbud efter stk. 1 og 2 meddeles på stedet og har umiddelbar virkning. Sådanne forbud og påbud skal efterfølgende skriftligt meddeles ejeren eller anden vedkommende af kommunalbestyrelsen.

Stk. 5. Undladelse af at efterkomme forbud og påbud givet i medfør af stk. 1 og 2 skal anmeldes til politiet af kommunalbestyrelsen.

§ 8. Kommunalbestyrelsen indsender hvert år til Beredskabsstyrelsen en beretning over de foretagne brandsyn.

Offentliggørelse af resultater af brandsyn i forsamlingslokaler

§ 9. Kommunalbestyrelsen kan offentliggøre resultater af og sanktioner på baggrund af brandsyn, der er foretaget i forsamlingslokaler i henhold til bekendtgørelsen.

Stk. 2. Offentliggørelsen kan begrænses til at omfatte brandsyn, der har ført til forbud, jf. § 10, stk. 2, og brandsyn, der har ført til sanktioner, jf. § 10, stk. 3.

§ 10. Kommunalbestyrelsens offentliggørelse af resultater af brandsyn i medfør af § 9 skal indeholde oplysning om

1)   forsamlingslokalets navn og adresse og

2)   tidspunktet for brandsynet.

Stk. 2. Såfremt brandsynet har ført til forbud eller påbud efter § 7, stk. 1 og 2, skal offentliggørelsen tillige indeholde oplysning om,

1)   at der er meddelt forbud eller påbud,

2)   begrundelsen herfor og

3)   navne på de fysiske og juridiske personer, som forbuddet eller påbuddet er rettet til.

Stk. 3. Såfremt brandsynet har ført til sanktioner, skal offentliggørelsen tillige indeholde oplysning om

1)   navne på fysiske og juridiske personer, der er pålagt bøde eller fængselsstraf for overtrædelse af beredskabslovgivningens bestemmelser om forsamlingslokaler, og

2)   begrundelsen for sanktionen.

§ 11. Offentliggørelse af resultater af brandsyn skal ske umiddelbart efter, at brandsynet er foretaget. Offentliggørelse efter § 10, stk. 3, kan dog først finde sted, når bødeforlæg er vedtaget, eller når der er faldet endelig dom i sagen.

§ 12. Offentliggørelse kan ske ved udsendelse af en pressemeddelelse, i elektronisk form eller på anden vis.

Stk. 2. Såfremt offentliggørelsen indeholder urigtige oplysninger, skal kommunalbestyrelsen offentliggøre en berigtigelse på samme måde, som den oprindelige offentliggørelse har fundet sted, jf. stk. 1. En berigtigelse skal offentliggøres umiddelbart efter, at de urigtige oplysninger er konstateret.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsens elektroniske offentliggørelse af forbud eller påbud i medfør af § 10, stk. 2, skal fjernes, når forbuddet er ophævet, eller når afhjælpning er sket, jf. § 7, stk. 1 og 2.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsens elektroniske offentliggørelse af sanktioner i medfør af § 10, stk. 3, skal fjernes to måneder efter offentliggørelsen.

Straf og ikrafttræden

§ 13. Med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel i indtil 2 år, straffes den, der undlader at efterkomme forbud og pålæg givet i medfør af § 7, stk. 1 og 2.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 14. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. juni 2003.

Stk. 2. Følgende bekendtgørelser ophæves:

1)   bekendtgørelse nr. 969 af 18. november 1996 om brandsyn, og

2)   bekendtgørelse nr. 1151 af 14. december 2000 om offentliggørelse af resultater af brandsyn i forsamlingslokaler.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet, den 26. maj 2003

Lars Løkke Rasmussen

/Signe Ryborg


Bilag 1

Terminer for brandsyn i henhold til § 4

I bilaget anvendes de definitioner m.v., der er indeholdt i gældende bekendtgørelser og forskrifter af teknisk eller driftsmæssig karakter.

1.   Fredede bygninger

1.1   Der skal foretages brandsyn mindst 1 gang hvert femte år af fredede bygninger.

2.   Hoteller m.v.

2.1   Der skal foretages brandsyn mindst 1 gang om året af hoteller m.v. med mere end 10 sovepladser, jf. dog punkt. 2.2, vedrørende spejderhytter.

2.2   Der skal foretages brandsyn mindst 1 gang hvert tredje år af spejderhytter med mere end 10 sovepladser.

3.   Plejeinstitutioner

3.1   Der skal foretages brandsyn mindst 1 gang om året af plejeinstitutioner med mere end 10 sovepladser.

4.   Forsamlingslokaler

4.1   Der skal foretages brandsyn mindst 1 gang om året af forsamlingslokaler for mere end 150 personer med undtagelse af de i punkt 4.2, nævnte forsamlingslokaler.

4.2   Der skal foretages brandsyn mindst 1 gang hvert andet år af forsamlingslokaler til mere end 150 personer, når

a)   lokalerne udelukkende benyttes med bænke eller stole, der er fastgjort til gulvet, (f.eks. kirker, teatre eller biografer), eller

b)   lokalerne udelukkende anvendes som kantine og lignende for det i den pågældende virksomhed ansatte personale m.v.

4.3   Der skal foretages brandsyn mindst 1 gang hvert andet år af forsamlingslokaler til mere end 50 personer og højst 150 personer, såfremt kommunalbestyrelsen i det enkelte tilfælde har givet yderligere driftsmæssige pålæg i medfør af Indenrigsministeriets bekendtgørelse om brandværnsforanstaltninger i hoteller m.v., plejeinstitutioner, forsamlingslokaler, skoler, daginstitutioner og butikker.

5.   Undervisningslokaler

5.1   Der skal foretages brandsyn mindst 1 gang om året af undervisningsafsnit for mere end 150 elever.

6.   Daginstitutioner

6.1   Der skal foretages brandsyn mindst 1 gang om året af daginstitutioner med mere end 10 sovepladser eller med opholdsrum for tilsammen mere end 50 personer.

7.   Butikker og lignende salgslokaler

7.1   Der skal foretages brandsyn mindst 1 gang om året af butikker med et etageareal på over 2.000 m 2 .

7.2   Der skal foretages brandsyn mindst 1 gang hvert andet år af butikker med et etageareal på over 600 m 2 og højst 2.000 m 2 .

8.   Brandfarlige virksomheder og oplag

8.1   Anvendelse og oplagring af brandfarlige væsker

8.1.1   Der skal foretages brandsyn mindst 1 gang hvert andet år af

a)   virksomheder af kategori A og B,

b)   oplag på over 800 oplagsenheder af klasse I-1, I-2 og II-1 i emballage samt i indendørs og overjordiske tanke,

c)   depottankanlæg med væsker af klasse I-1, I-2 og II-1 i underjordiske tanke,

d)   forbrugstankanlæg med væsker af klasse I-1, i underjordiske tanke ved brandfarlige virksomheder og

e)   virksomheder, der sprøjtemaler og lakerer med væsker med flammepunkt på højst 55 0 C, eller som foretager varmsprøjtning eller varmlakering.

8.1.2   Der skal foretages brandsyn mindst 1 gang hvert femte år af oplag af væsker af klasse I-1, I-2 og II-1 i underjordiske tanke ved

a)   salgstankanlæg og

b)   forbrugstankanlæg, som ikke er omfattet af punkt 8.1.1, d.

8.2   F-gasanlæg og -oplag m.v.

8.2.1   Der skal foretages brandsyn mindst 1 gang hvert andet år af

a)   fyldestationer,

b)   anlæg med lagerkapacitet på over 200 kg ved brandfarlige virksomheder,

c)   oplag på over 200 kg ved brandfarlige virksomheder og

d)   tankstationer ved brandfarlige virksomheder.

8.2.2   Der skal foretages brandsyn mindst 1 gang hvert femte år af anlæg med lagerkapacitet på over 200 kg og oplag på over 200 kg samt tankstationer, som ikke er omfattet af punkt 8.2.1, b-d.

8.3   Anlæg og oplag af gasser under tryk

8.3.1   Der skal foretages brandsyn mindst 1 gang hvert andet år af godkendt

a)   virksomhed for fremstilling af brandfarlige gasser og virksomhed for fyldning af brandfarlige gasser på beholdere med et rumindhold på 1 liter eller derover,

b)   anlæg med lagerkapacitet af brandfarlige gasser på over 200 kg ved brandfarlig virksomhed og

c)   oplag af brandfarlige gasser på over 200 kg ved brandfarlig virksomhed.

8.3.2   Der skal foretages brandsyn mindst 1 gang hvert femte år af anlæg med lagerkapacitet på over 200 kg og oplag på over 200 kg, som ikke er omfattet af punkt. 8.3.1, b og c.

9.   Øvrige brandfarlige virksomheder, oplag og bygninger m.v.

9.1   Der skal foretages brandsyn mindst 1 gang hvert andet år af øvrige

a)   brandfarlige virksomheder og oplag m.v., der er omfattet af § 34, stk. 1, i beredskabsloven,

b)   bygninger m.v., der er omfattet af § 35, stk. 1, i beredskabsloven, eller

c)   brandfarlige virksomheder, oplag og bygninger m.v., hvor kommunalbestyrelsen har bestemt, at der skal træffes konkrete foranstaltninger i medfør af § 34, stk. 2, eller § 35, stk. 2, i beredskabsloven.


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024