Birthe Skaarups opfattelse er ikke helt korrekt

DOKUMENTATION: Sundhedsministeren svarer Folketingets Sundhedsudvalg, at de omdiskuterede 200 mio. kr. ekstra til kræftmedicin også indeholder forbrugsstigning. Det er i strid med Birthe Skaarups (DF) hidtidige opfattelse.
Lars Igum Rasmussen
De 200 mio. kr. - der er afsat til ny kræftmedicin - dækker både over den naturlige prisudvikling samt forventninger til ny kræftmedicin. Det oplyser sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til Folketingets Sundhedsudvalg.

Men dermed er det ikke en reserve, en ekstra pose med penge, som amterne kan gemme og bruge udelukkende på ny - måske uforudset - kræftmedicin. Sådan som formand for Folketingets Sundhedsudvalg Birthe Skaarup ellers har udtrykt det.

Til Altinget i november oplyste Dansk Folkepartis sundhedspolitiker:

"Det kan godt være, at man regner med, at der kommer udgiftsstigninger til kræftmedicin, men det her skulle være en ekstra indsprøjtning, som vi var eksponent for. Er der en forventet stigning, som er inkorporeret i budgetterne, så kommer de her 200 mio. kr. oveni."

Dokumentation
Udvalgsspørgsmål nr. 59: "Er de 200 mio. kr., der fremgår af Kræfthandlingsplan II, afsatte midler øremærkede til indførelse af ny medicin, eller kan midlerne også anvendes til f.eks. dækning af den almindelige forvent ede udgiftsstigning på kræftmedicin?"

Svar fra ministeren: Jeg går ud fra, at der med de 200 mio. kr. henvises til de midler, regeringen og Dansk Folkeparti med aftalen af 8. juni 2005 om forbedring af behandlingen af kræft har aftalt at prioritere ekstra til ny kræftmedicin som opfølgning på Kræftplan II.

De afsatte midler fra aftalen af 8. juni 2005 er efterfølgende udmøntet med økonomiaftalen med Amtsrådsforeningen fra juni 2005. De 200 mio. kr. er baseret på forventninger til, hvad der er på vej af ny medicin inden for det kommende år og den stigning, der i øvrigt måtte være i forbruget af kræftmedicin ud over almindelig prisudvikling.

Og det har vi så givet et bud på i aftalen med Dansk Folkeparti og fulgt det op i økonomiaftalen med amterne. De øgede midler til kræftmedicin er i overensstemmelse med almindelig praksis givet som bloktilskud til amterne.

Der kan derfor ikke skelnes skarpt mellem penge til dækning af udgifter til ny kræftmedicin og penge til dækning af udgiftsstigning til kræftmedicin af andre grunde, bortset fra generelle prisstigninger.

Men jeg forventer naturligvis, at amterne varetager den kræftmedicinske behandling - herunder behandling med ny medicin - inden for den ramme, de har accepteret med indgåelsen af økonomiaftalen.

Spørgsmål 60: "Kan ministeren bekræfte, at der de seneste år har været stigninger i udgifterne til kræftmedicin på ca. 200 mio. kr. årligt, og vil ministeren oplyse, om der udover de 200 mio. kr. årligt i kræfthandlingsplan II, er afsat midler til den almindelige udgiftsstigning på kræftmedicin?"

Svar fra ministeren: Ifølge Lægemiddelstyrelsens seneste opgørelse over udviklingen i udgifter til kræftlægemidler, som jeg i forlængelse af samrådet den 27. oktober 2005 har sendt til udvalget med brev af 9. november 2005, har stigningerne i udgifterne til kræftmedicin været følgende i de senere år:

Fra 2001 til 2002 var stigningen 153 mio. kr. Fra 2002 til 2003 var stigningen 180 mio. kr. Fra 2003 til 2004 var stigningen 156 mio. kr. Den gennemsnitlige stigning pr. år fra 2001 til 2004 var derfor 163 mio. kr.

Indeholdt i denne stigning er udgifter til ny kræftmedicin, som er taget i anvendelse i det pågældende år, og udgiftsstigninger af andre grunde.

Som nævnt i min besvarelse af spørgsmål 59 er de 200 mio. kr., som er prioriteret til kræftmedicin i forlængelse af Kræftplan II, baseret på forventningerne til, hvad der er på vej af ny medicin inden for det kommende år og den stigning, der i øvrigt måtte være i forbruget af kræftmedicin ud over almindelig prisudvikling.

Herudover er afsat den forventede generelle prisudvikling. Der er således afsat midler til, at den i forvejen meget kraftige vækst, der har været til kræftmedicin i de senere år, kan være endnu kraftigere i 2006.

Spørgsmål 61: "Hvornår forventer ministeren, at Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen kommer med indstilling om nye retningslinjer for opgørelse m.v. af udgifter til kræftmedicin, så tallene bliver mere gennemskuelige og retvisende, og vil ministeren oversende disse til udvalget, når de foreligger?"

Svar fra ministeren: Lægemiddelstyrelsen har den 31. oktober 2005 fremsendt styrelsens seneste opgørelse over udviklingen i udgifter til kræftlægemidler til Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Jeg har i forlængelse af samrådet den 27. oktober 2005 sendt opgørelsen til Sundhedsudvalget med brev af 9. november 2005.

Som det fremgår af Lægemiddelstyrelsens opgørelse indeholder Lægemiddelstyrelsens Lægemiddelstatistikregister data om salget af lægemidler her i landet.

Oplysningerne er fordelt på salg i primær- og sygehussektoren. Lægemidlerne er opdelt efter ATC -systemet (Anatomical Therapeutic Chemical Classification System), der er en international klassificering af lægemidler defineret af WHO.

Lægemiddelstatistikregisteret er tilgængeligt via Lægemiddelstyrelsens hjemmeside (www.laegemiddelstyrelsen.dk ).

Her kan enhver finde oplysninger om salget af lægemidler opdelt efter bl.a. ATC-kode, sektor (primær sundhedssektor eller sygehus) og amt. Salget kan opgøres i pe nge, mængde, antal medicinbrugere m.m.

ATC-gruppe L, der i den tidligere netversion af Lægemiddelstyrelsens lægemiddelstatistik hed "Cancermidler m.m." omfatter ud over kræftmedicin flere andre typer lægemidler, herunder visse former for gigtmedicin, sclero- semedicin samt medicin til behandling af leverbetændelse og medicin til transplantationer.

Statistikken publiceres endvidere i bogform som 5-års statistik en gang om året, senest Lægemiddelstatistik 2000-2004. I denne mere udspecificerede papirudgave er ATC- gruppe L opført under den mere dækkende overskrift "Salg af cancerlægemidler og lægemidler til immunsystemet", hvorved læseren bliver gjort opmærksom på, at det altså ikke udelukkende drejer sig om kræftlæge midler.

Overskriften på ATC-gruppe L på netversionen af lægemiddelstatistikken er nu ændret til den samme tekst som i den trykte statistik, således at overskriften er "Salg af cancerlægemidler og lægemidler til immunsystemet".

Sygehusapotekernes egen produktion af kræftmedicin (magistrelt fremstillede cytostatikablandinger) er nu så vidt muligt fordelt på ATC-grupper.

Dette var den ikke tidligere og dermed heller ikke i den version, Sundhedsstyrelsen benyttede i Kræftplan II.

I den trykte udgave figurerer den magistrelle produktion i en særskilt tabel. Fra næste udgave vil disse lægemidler, som på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside, blive fordelt på ATC-grupper.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til endnu en gang at beklage, at der i forbindelse med udarbejdelsen af Kræftplan II skete en fejlagtig anvendelse i af tallene fra Lægemiddelstatistikregistret, således at også udgifter til anden behandling end kræftbehandling blev medtaget i beskrivelsen af udviklingen i udgifterne til kræftlægemidler.

Jeg har noteret, at Lægemiddelstyrelsen har taget skridt til, at lægemiddelstatistikken på såvel styrelsens hjemmeside som i den trykte udgave fremover bliver mere gennemskuelig og retvisende.

På den baggrund finder jeg ikke, at der er behov for at foretage yderligere ændringer i den måde, hvorpå Lægemiddelstyrelsen opgør lægemiddelforbruget i Lægemiddelstatistikregistret

Spørgsmål 62: "Kan ministeren bekræfte, at der er afsat midler på 260 mio. kr. til den magistrelle produktion på sygehusene, og at dette beløb er lagt sammen med de udgifter til kræftmedicin, som fremgår af Lægemiddelstyrelsen opgørelse "ATC-gruppe L "Cancermidler m.v."", og vil ministeren oplyse hvor man i givet fald kan se dette? Ministeren bedes endvidere oplyse, om de 260 mio. kr. også indgik i det oplyste beløb på udgifter til kræftmedicin på 1,2 mia. kr."

Svar fra ministeren: Der er i 2004 anvendt 260 mio. kr. inkl. moms til magistrelt fremstillede cytostatikablandinger.

Dette beløb indgår i den oversigt over udviklingen i udgifter til kræftlægemidler, som Lægemiddelstyrelsen har fremsendt til Indenrigs- og Sundhedsministeriet den 31. oktober 2005, og som jeg har sendt til Sundhedsudvalg med brev af 9. november 2005.

Beløbet indgik ikke i de oprindelige tal på 1,2 mia. kr., som fremgik af Sundhedsstyrelsens redegørelse over forbruget af kræftlægemidler i Kræftplan II. Den magistrelle fremstilling af kræftlægemidler indgår i dag i statistikken "ATC-gruppe L Cancermidler og midler til immunsystemet" på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside og vil også fremgå af den næste trykte udgave af lægemiddelstatistikken"


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024