Coronavirus nu bedste kandidat som årsag til SARS

Tina Møller
Dokumentation
Forskere i USA, Tyskland og Hongkong har nu, uafhængigt af hinanden, fundet coronavirus fra patienter med SARS. Virus kunne isoleres fra patienterne, der også dannede antistoffer mod coronavirus i forløbet af infektionen. Der er tale om et ikke tidligere kendt coronavirus.

Coronavirus er forholdsvis store RNA virus, der tilhører familien Coronaviridae. Virus’ navn refererer til nogle karakteristiske projektioner på virusoverfladen, der i elektronmikroskopet kan minde om solens korona.

Coronavirus kendes hos mennesker som årsag til luftvejsinfektioner - hovedsageligt almindelig forkølelse, men også lungebetændelse og muligvis visse diarésygdomme.

Coronavirus er dog først og fremmest kendt for at fremkalde forskellige sygdomme hos dyr, således bronchitis hos høns, og gastroenteritis hos svin og kalve.

Det nye coronavirus, der nu tilsyneladende er påvist hos SARS patienter, synes at være nærmere beslægtet med de coronavirus, der forårsager sygdomme hos dyr.

Statens Serum Institut er gået i gang med at opsætte diagnostik for det pågældende coronavirus.


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024