Danskernes sundhed skal beskyttes mod miljøfaktorer

Claus Iversen
Dokumentation
Regeringen offentliggør i dag den første danske strategi for sundhed og miljøfaktorer: "Miljø og sundhed hænger sammen - Strategi og handlingsplan for at beskytte befolkningens sundhed mod miljøfaktorer". Strategien har netop været i høring.

Strategien indeholder en ti-punktsplan med forslag til prioriteringer og aktiviteter de kommende år. Målet er at forebygge og begrænse negative miljøpåvirkninger af vores sundhed.

"Alle danskere skal kunne leve et sundt liv. Vi skal trygt kunne drikke vandet i vandhanen, færdes på gaden, på arbejdspladsen og i vores hjem. Vi skal kunne bade, spise de fødevarer, der sælges i butikkerne, og i øvrigt bruge de produkter, som vi omgiver os med – uden at være bange for miljø- og sundhedspåvirkningen", siger miljøminister Hans Chr. Schmidt. "Vi skal have et højt beskyttelsesniveau. Det betyder også, at vi skal lade tvivlen komme forbrugerne til gode. Og vi skal være opmærksomme på særligt sårbare grupper som for eksempel gravide, børn og ældre".

Miljøet påvirker på mange måder vores sundhed – både positivt og negativt. Regeringens ambition er, at den negative påvirkning af vores sundhed er så lille som mulig. Strategien sætter fokus på danskernes sundhed i forhold til de negative miljøfaktorer, såsom mikroorganismer, farlige kemiske stoffer, støj og stråling, som, hvis vi ikke passer på, findes i kosten, indeklimaet, luften, vandet, jorden, arbejdsmiljøet og forbrugerprodukter.

Strategien fastsætter mål og indsatser både for de enkelte områder, men også på tværgående områder. For det er ikke nok at se på de enkelte områder hver for sig. Det er også nødvendigt at se på tværs og interessere sig for de mange vekselvirkninger mellem miljø- og sundhedsfaktorer.

Miljøministeriet regner med alene i år at anvende omkring 30 mio. kr. på indsatsen i forbindelse med strategien. Det vil være det højeste anvendte beløb nogensinde. Miljøministeriet har ligeledes afsat 7,5 mio. kr. til driften af Informationscentret Miljø og Sundhed over en treårig periode. Informationscentret giver borgerne let tilgængelig og handlingsorienteret information om sammenhængen mellem miljø og sundhed.

For at lette adgangen til information om miljø og sundhed har Miljøministeriet lavet en miljø- og sundhedsportal, der giver overblik over, hvor man kan hente mere viden om området.

Portalen kan ses her, hvor strategien også er tilgængelig.


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024