Dødsårsager 2000: Flere døde af svulster – færre af hjertelidelser

Nye tal for 2000 viser, at ondartede lidelser (svulster) udgør en voksende andel af samtlige dødsårsager.
Sandra Schwartz
Dokumentation
Fordelingen af dødsårsager i 2000 viser, at ondartede lidelser (svulster) udgør en voksende andel af samtlige dødsårsager. Stigningen er størst for mænd, der i 2000 har ondartede lidelser som dødsårsag i 28 pct. af dødsfaldene mod 25 pct. i 1985. De tilsvarende tal for kvinder er 26 pct. i 2000 mod 25 pct. i 1985.

Den næststørste gruppe af dødsfald er forårsaget af hjertelidelser, der dog er stærkt reduceret fra at udgøre årsagen til 33 pct. af alle dødsfald i 1985 til 24 pct. i 2000. Sygdomme i fordøjelsessystemet udgør fra 1985 til 2000 en stigende andel af dødsårsagerne. Det samme gælder apopleksi. Derimod udgør selvmord en faldende andel over perioden. Fra 1985 til 2000 er tallet halveret: Fra 1420 til 728.

Død som følge af kroniske lungesygdomme udgør en stadig stigende andel af dødsfaldene for kvinder. Fra 1985 til 2000 er tallet mere end fordoblet fra 896 til 1.913.

Hos mændene er der i den samme periode sket en stigning fra 1.566 til 1.752, hvilket dog er et fald fra 1999, hvor 1.806 mænd døde i denne gruppe.

Rygning har stor effekt på forekomsten af lungesygdomme, og en årelang tendens til flere rygere blandt kvinder, og færre blandt mænd, afspejler således også udviklingen i antallet af dødsfald forårsaget af netop lungesygdomme.

En befolkningssammensætning, der i stadig stigende grad får en overvægt af ældre, har forårsaget en stigning af patienter med sukkersyge. Fra 1985, hvor 771 personer døde af sukkersyge, til 2000, hvor tallet er steget til 1.433 dødsfald, er der næsten sket en fordobling. Stigningen er størst for mændene, men dog stadig også markant for kvinderne. Denne tendens må forventes at fortsætte, i kraft af en fortsat øget ældregruppe.


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024