Flest fordele ved kræftvaccination

BAGGRUND: Sundhedsstyrelsens MTV præsenterer flest fordele for HPV-vaccinationen, men den skal først igennem vaccinationsudvalget, inden danskerne kan få den gratis vaccination.
Maria Dalby
Der er grund til at anbefale en gratis kræftvaccination, men en lang vej, før danske piger kan få den gratis.

Siden sensommeren sidste år, da den første vaccination imod livmoderhalskræft kom på markedet, har medicinselskaberne, lægerne, politikerne og befolkningen ventet på Sundhedsstyrelsens MTV.

En længere proces
Den medicinske teknologivurdering er nu klar. Men den er kun en del af det, der skal til, før Sundhedsstyrelsen kan komme med deres endelige anbefaling. Den kommer først i tredje kvartal. Det er vaccinationsudvalget, som skal komme med deres anbefaling til politikerne.

"Reduktion af risikoen for livmoderhalskræft ved vaccination mod humant papillomvirus (HPV) afdækker blandt andet, at mange tilfælde af livmoderhalskræft med stor sandsynlighed vil kunne forebygges effektivt gennem vaccination," skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

De lister også grunde til at anbefale og afvise vaccinationen. Derudover fremhæver Sundhedsstyrelsen, at screeningsprogrammet har en social slagside, hvor det typisk er de svageste befolkningsgrupper, der ikke får benyttet sig af tilbudet.

Dokumentation
De tre vigtigste grunde til at afvise kræftvaccinationen:

Den største udfordring er, at det er en ny vaccination, og derfor kender man ikke langtidseffekten af vaccinationen. Derfor kan man heller ikke få afklaret den samlede effekt for folkesundheden.

At der er store omkostninger forbundet med et generelt tilbud om vaccination. Disse omkostninger er naturligvis afhængige af, til hvilken pris en vaccine kan indkøbes, og hvordan et vaccinationstilbud vil blive organiseret.

Desuden kunne det forhold, at der gennem screeningsprogrammet allerede i dag eksisterer et tilbud, der kan forebygge de fleste tilfælde af livmoderhalskræft, tale imod indførelse af HPV-vaccination. Screeningerne har resulteret i mere end en halvering af antallet af tilfælde af livmoderhalskræft over de sidste 40 år.

De tre vigtigste grunde til at godkende kræftvaccinationen:

At den første vaccine er godkendt som sikker og effektiv.

At sygdomsbyrde og omkostninger som følge af livmoderhalskræft og de dertil knyttede indgreb som led i screeningsprogrammet (opfølgning efter celleforandringer og keglesnit) er ganske betydelige.

Der vil være en betragtelig sundhedsmæssig gevinst alene ved at vaccinere en stor andel af piger omkring 10-12 års-alderen.


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024