Forslag til lov om markedsføring af sundhedsydelser

Claus Iversen
Dokumentation

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om markedsføring af sundhedsydelser.

(Lovforslag nr. L 106).

Formålet med lovforslaget er at styrke patienternes frie valg i forbindelse med valg af sundhedsydelser samt at skabe øget konkurrence mellem udbydere i sundhedssektoren. Dette sker ved at liberalisere og forenkle de nuværende regler om reklamering for sundhedsydelser.

Med forslaget indføres markedsføringslovens principper for markedsføring af sundhedsydelser. Den hidtidige norm for reklamering af sundhedsydelser om saglig, nøgtern og fyldestgørende information erstattes af princippet fra markedsføringsloven om, at der ikke må anvendes urigtige, vildledende eller urimeligt mangelfulde angivelser.

Lovforslaget omfatter al reklamering af sundhedsydelser, der udføres af eller på vegne af autoriserede eller ikke-autoriserede sundhedspersoner inden for sundhedsvæsenet samt apotekeres særlige sundhedsfremmende virksomhed. Forslaget omfatter såvel offentlige myndigheder som private sygehuse og privatpraktiserende sundhedspersoner, ligesom almindelige sundhedsydelser i sygehusvæsenet og praksissektoren falder ind under forslaget.

Det gældende forbud om reklamering for sundhedsydelser i fjernsynet opretholdes i forslaget.

Sundhedsstyrelsen skal efter forslaget føre tilsyn med, at lovens principper overholdes. Sundhedsstyrelsen, der tillige fører tilsyn med den nuværende lov, har den sundhedsfaglige indsigt, der skal til for at vurdere lovligheden af de enkelte sundhedspersoners reklamering. Styrelsen er dog efter forslaget ikke forpligtet til at behandle alle sager, der forelægges, idet styrelsen ved optagelse af sager til behandling skal lægge vægt på varetagelsen af hensynet til forbrugerne.

Der er efter forslagets bemærkninger en forudsætning, at der nedsættes et særligt kontaktudvalg mellem Sundhedsstyrelsen og Forbrugerombudsmanden med henblik på at koordinere administrationen af lovforslaget og markedsføringsloven.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.

Se første behandling af lovforslaget


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024