Frivillighed nødvendig

Det lader heldigvis til, at Lars Løkke & Co. har en vis ydmyghed i forhold til det store skib, de er ved at sætte i søen. I vejledningen til bekendtgørelsen vedrørende sundhedsaftalerne betones det, at udviklingen af sundhedsaftaler er en udviklingsproces, og at der vil være tale om såkaldte 1. generationsaftaler.

Orla Hav
Regionsrådsformand, Region Nordjylland

Af Orla Hav, regionsrådsformand,  Region Nordjylland
I denne tid tager arbejdet med at etablere sundhedsaftaler mellem regionerne og kommunerne for alvor fart. Betydelige arbejdsprocesser og organisationer er stablet på benene for at sikre, at der kan indgås aftaler mellem de fem regioner og godt 100 nye kommuner. Slutproduktet skal omfatte 6 obligatoriske indsatsområder. Altså vil 600 sundhedsaftaler strømme til Sundhedsstyrelsen inden 1. april 2007. Hertil kommer et stort potentiale for sundhedsaftaler på de frivillige indsatsområder.

Ydmyghed vigtig for løsningerne
Det lader heldigvis til, at Lars Løkke & Co. har en vis ydmyghed i forhold til det store skib, de er ved at sætte i søen. I vejledningen til bekendtgørelsen vedrørende sundhedsaftalerne betones det, at udviklingen af sundhedsaftaler er en udviklingsproces, og at der vil være tale om såkaldte 1. generationsaftaler.
Denne ydmyghed er vigtig. Erfaringerne med sundhedsaftalelignende konstruktioner varierer på tværs af landet, ligesom især de mindre kommuner skal finde sig til rette i den nye ansvars- og byrdefordeling på sundhedsområdet. Så det gør ikke noget at rammerne ikke er så trange.Fleksible rammer eller ej. Vigtigst er det dog, at regionerne og kommunerne tager deres fælles projekt alvorligt og hånd i hånd etablerer sundhedsaftaler, der sikrer den enkelte patient og bruger af vores sundhedsvæsen. Nøgleordene er sammenhæng, koordinering og kvalitet.

Helhed er målet 
Man kan så dvæle lidt ved tanken om, hvorvidt sundhedsaftalerne er udtryk for at strukturreformen – mod intentionerne - ikke har formået at fjerne alle gråzoner. Men det ændrer ikke ved at regionerne og kommunernes eksistensberettigelse er de borgere, de servicerer. Derfor skal der nu etableres nogle generelle og bilaterale sundhedsaftaler, der mindsker gråzonerne og imødekommer de nævnte nøgleord.
Kravene til indholdet i sundhedsaftalernes obligatoriske dele er heldigvis meget detaljeret beskrevet i bekendtgørelse og vejledning. Dette bør komme processen til gode.
I forhold til slutproduktet, der endda skal afleveres i skabelonform, er der ikke overladt meget til fantasien. Det er der til gengæld, når det gælder sundhedsaftalerne på de frivillige indsatsområder. Her er der mulighed for fleksible løsninger og mere kreativ dialog mellem regionerne og kommunerne. Heldigvis! Begge parter har en betydelig interesse i, at de frivillige sundhedsaftaler sammen med de obligatoriske sundhedsaftaler kommer til at udgøre en helhed.
I arbejdet med sundhedsaftalerne bliver det en udfordring at skabe en hensigtsmæssig kobling mellem pakken af sundhedsaftaler og kronikerområdet. I såvel bekendtgørelse som vejledning er der ikke mange direkte forsøg på at koble aftalerne med kronikerområdet. Desværre! Det er jo netop denne gruppe af patienter, der oplever gråzonerne og har et særligt behov for sammenhæng, koordinering og kvalitet i deres færden i sygehusvæsenet, hvad enten det er i kommunalt eller regionalt regi.

Gråzoner løses frivilligt
I den forbindelse kan det jo overvejes at benytte sig af netop den fleksibilitet, der ligger i kravene til de frivillige sundhedsaftaler. Således kan kronikerne være én målgruppe for de frivillige aftaler, ligesom mange andre gråzoneproblematikker og servicebehov, som ikke kan reguleres via sundhedsloven og de obligatoriske sundhedsaftaler, vil kunne løses og indfries via de frivillige aftaler.
Ret beset er det måske i de frivillige sundhedsaftaler, at regionerne skal finde den sidste rest af den kommunalfuldmagt, som det regionale niveau ellers mister i forbindelse med strukturreformen. Godt skjult, men forhåbentlig til gavn!
Sundhedsaftalerne bliver formelt set et anliggende mellem regionerne og kommunerne. Det er dog vigtigt at erkende, at såvel de generelle som de bilaterale sundhedsaftaler vil være uden værdi, hvis ikke regionerne i vidt omfang sørger for at involvere frontpersonalet og almen praksis i tilrettelæggelsen af aftalerne. Det er ude i virkeligheden, at aftalerne skal stå deres prøve.