Debat

Fysioterapeuter: Se genoptræningsplan-løgnen

DEBAT: I fem år har genoptræningsplaner været lovkrav. Flere undersøgelser viser, at patienterne ikke får dem. Fysioterapeut-formanden Johhny Kuhr tager bladet fra munden. Lars Løkke, Bent Hansen, Arne Rolighed bør ikke læse videre og se deres egne tomme løfter.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af Johnny Kuhr,
formand for Danske Fysioterapeuter

 

Der kan være stor forskel på livskvaliteten, afhængig om man bliver genoptrænet eller ej. Derfor er det dybt forstemmende at den seneste undersøgelse på området viser, at kun én procent af alle KOL-patienter og 11 procent med en hoftenær fraktur får en genoptræningsplan.

 

Det på trods af, at forskning klart dokumenterer, at patienter med begge diagnoser har behov for genoptræning.

 

Siden juni 2001, hvor loven om genoptræningsplaner trådte i kraft, har adskillige undersøgelser vist, at patienterne ikke får de planer, som de har krav på ifølge loven.

 

I samme periode har tre forskellige sundhedsministre lovet at gøre noget ved problemet. Og i alle årene har formanden for Amtsrådsforeningens Sundhedsudvalg, Bent Hansen, skiftevis villet piske og lokke sygehusene til at overholde loven. Men alt sammen tilsyneladende forgæves.

Men det er i værste fald en bortforklaring, i bedste fald et fromt ønske uden hold i virkeligheden.

Johnny Kuhr
Formand for Danske Fysioterapeuter

 

Sundhedsministeren Lars Løkke Rasmussen har i flere svar til Folketinget fremhævet, at problemet i store træk vil løse sig, når kommunerne den 1. januar 2007 overtager hovedansvaret for genoptræningen.

 

Men det er i værste fald en bortforklaring, i bedste fald et fromt ønske uden hold i virkeligheden. I dag er det sygehusenes/amternes ansvar at udforme en genoptræningsplan til patienterne, når de bliver udskrevet.

 

Til næste år er det stadig sygehusenes/regionernes ansvar at udforme sådanne planer. Eneste forskel er, at kommunerne fremover kommer til at udføre en større del af genoptræningen i praksis.

 

Loven om genoptræningsplaner blev vedtaget for snart fem år siden for at give patienterne sikkerhed for at blive genoptrænet.

 

Spørgsmålet er, hvor mange år der skal gå endnu, inden mennesker med for eksempel KOL eller hoftebrud kan være sikre på at blive udskrevet til andet end kørestole, hospitalssenge og inaktivitet i hjemmet?

 

Det mangler politikerne at give et klart svar på.

 

Dokumentation

Se afslørende undersøgelser og tomme citater:

  • MF, Lars Kramer Mikkelsen (S) ved førstebehandlingen af lovforslaget om genoptræningsplaner, 22. november 2000:

    "Ja, det er jo et godt lille lovforslag, vi her skal behandle, det kan få stor betydning for den enkelte borger (...) Formålet er at sikre sammenhæng i de offentlige genoptræningstilbud for den enkelte patient, uanset om genoptræningen tilbydes af amtet eller af kommunen. Og det er netop her - altså i forholdet mellem sygehuset, amtet og kommunen - at problemet ligger. Som reglerne er nu, er det ikke præciseret, hvem der har det egentlige ansvar for genoptræning, eller sagt med andre ord: Der eksisterer en vis uklarhed om ansvarsplaceringen. Er det amtet eller kommunen, som står som hovedansvarlig for udmøntningen af genoptræning af patienter? Jeg ved, at mange patienter har oplevet genoptræningsindsatsen som usammenhængende og ukoordineret. (...) Det er helt centralt for den enkelte patient, der står over for et genoptræningsforløb, at få klar besked om, hvilken træning der bør iværksættes, tilrettelæggelsen heraf og - lige så vigtigt - hvem der står som ansvarlig for udmøntningen af genoptræningsplanen. Med dette forslag sikrer vi, at patienten ikke sætter sig mellem to stole."

  • MF, Birthe Skaarup (DF) ved førstebehandlingen af lovforslaget om genoptrænings-planer, 22. november 2000:

    "Jeg tror, at det for patienterne er lige meget, hvem der tager sig af genoptræningen. Jeg tror, mange overhovedet ikke tænker på, hvis ansvar det er, men det er så præciseret her. Hovedsagen er, at man kommer i gang så hurtigt som muligt."

  • Sundhedsminister Sonja Mikkelsen (S), Berlingske Tidende 14. december 2000:

    "Der har været for mange tilfælde, hvor patienter har oplevet en ukoordineret, usammenhængende og usikker indsats i forbindelse med genoptræning. Ansvarsplaceringen mellem offentlige myndigheder skal ikke være den enkelte borgers hovedpine. Det er slut nu."

    Rundringning til sygehusejerne foretaget af Berlingske Tidende 26 juli 2001

    På trods af en ny lov, der forpligter sygehusene til at udarbejde en plan for genoptræning af patienterne, bliver langt de fleste udskrevet uden en plan, der beskriver, hvor den fornødne genoptræning skal foregå, hvornår den påbegyndes, og hvem der har det praktiske ansvar.

  • MF, Tove Fergo (V), Berlingske Tidende 27. juli 2001:

    "Lov er lov, og lov skal holdes. Det er helt forkasteligt og menneskeligt uanstændigt, at man fra amternes og kommunernes side ikke har tjek på genoptræningsplanerne, fordi de endnu ikke kan blive enige om at placere ansvaret."

  • Sundhedsminister Arne Rolighed (S), Berlingske Tidende 27. juli 2001:

    "Vi er selvfølgelig nødt til at gå ind og sætte fokus på de områder, hvor der er flaskehalse. Intentionen er at følge op på den her lov, for det er vigtigt af hensyn til patienterne, at det her kommer til at fungere."

    Undersøgelse af fagbladene Fysioterapeuten og Ergoterapeuten, november 2001

    Kun otte amter og H:S havde planerne klar 1. juli, da loven trådte i kraft. Rundspørgen, der blev foretaget i uge 39 og 40, viser, at hvert tredje amt endnu ikke har indført skriftlige planer.

    Redegørelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Bilag i Folketingets sundhedsudvalg, januar 2002

    Det fremgår, at Amtsrådsforeningen og Hovedstadens Sygehusfællesskab skønner, at der samlet blev udarbejdet ca. 5.000 skriftlige genoptræningsplaner i september måned (2001). Det fremgår endvidere, at der generelt er taget mange initiativer i amterne/HS med henblik på at implementere reglerne om genoptræningsplaner, typisk i form af udarbejdelse af skabeloner, tværsektorielle genoptræningsaftaler og nye samarbejdsprocedurer mellem amter og kommuner.

    Undersøgelse fra DSI Institut for Sygehusvæsen, præsenteret af Ældre Sagen 25. september 2002

    Konklusionen er, at både amter og kommuner svigter, selv om borgerne for knap to år siden fik præciseret retten til genoptræning i en lov. Således blev der i første kvartal af 2002 lagt godt 5.000 genoptræningsplaner, og det er langtfra tilstrækkeligt, hvis Amtsrådsforeningens eget mål på 60.000 planer om året skal holde. Amterne kun har skrevet en tredjedel af det forventede antal genoptræningsplaner. Samtidig er der kun ét amt, der har indgået aftaler med samtlige kommuner i amtet om fuld refusion af udgifterne til genoptræning.

  • Formand for Amtsrådsforeningens Sundhedsudvalg Bent Hansen (S) Politiken, 25. september 2002:

    ”Det er ikke godt nok. Vi må ud at piske vores sygehusafdelinger til at udforme de genoptrænings-planer"

  • Lars Løkke Rasmussen på Ældre Sagens høring om ældre medicinske patienter 30. september 2003

    "Det drejer sig i høj grad om, at kommunerne tænker mere langsigtet, og at amterne sikrer kontinuitet og koordination i behandling og genoptræning. Det er faktisk en lov, der påbyder, at kommuner og amter skal samarbejde. Det er ikke udvalg og handlingsplaner der mangler. Der skal handles."

  • Lars Løkke Rasmussen i svar til Jette Bergenholz Bautrup (MF) 5. august 2004:

    "Siden 1. juli 2001 har amterne skullet udarbejde genoptræningsplaner til patienter, der ved udskrivning fra sygehus har et lægefagligt begrundet behov herfor. Der findes ingen tal for hvor mange patienter, der efter sygehusbehandling har brug for genoptræning og altså heller ikke tal for hvor mange, der ikke får en genoptræningsplan. I det hele taget ved vi for lidt om, hvad der sker på genoptræningsområdet. Det er bl.a. også derfor jeg har givet støtte til et projekt ved Klinisk Enhed for Sygdomsforebyggelse, Bispebjerg Hospital, vedrørende genoptræning. Projektet vil give dels en status for amternes implementering af reglerne om genoptræningsplaner, dels en viden om patienternes oplevelse/vurdering af genoptræningsindsatsen i amter og kommuner."

  • Formanden for amternes sygehusudvalg, Bent Hansen (S) til Berlingske Tidende 28. marts 2004:

    "Der skal ikke være diskussion om, at vi selvfølgelig skal leve op til reglerne. Men bag tallene ligger nok den virkelighed, at sygehusene i visse tilfælde – for eksempel når det drejer sig om unge mennesker, der selv kan klare genoptræningen i det daglige – vurderer, at en decideret plan er unødvendig."

  • MF, Jørgen Winther (V) Berlingske Tidende 29. marts 2004:

    "Jeg er ikke i tvivl om, at god genoptræning både kan forebygge nye operationer og give bedre livskvalitet til den enkelte. Men der skal en bedre koordination til, og det afgørende er en klar plan for genoptræning fra første færd. Det gælder efter knæ- og hofteoperationer, men også i forbindelse med kræft og psykiske lidelser"

  • Bent Hansen, Formand for amternes sundhedsudvalg, (S) Jyllands Posten 30. marts 2004:

    "Det er klart, at det ikke er nok at koncentrere sig om de få dage, man er indlagt. V skal lære at samarbejde på tværs af kommuner og amter og at se et behandlingsforløb som en helhed, der også indebærer genoptræning. Uden det kan pengene til eksempelvis et nyt knæ være spildt."

  • Lars Løkke Rasmussen i JP, 30. marts 2004

    "Debatoplægget (dvs Rapporten om genoptræning fra Huset Mandag Morgen) kunne ikke være kommet på et bedre tidspunkt. Der er ingen tvivl om, at der er rum for forbedringer".

    "Jeg er enig i at få skabt mere prestige om genoptræningsområdet. Det er vigtigt helt selvstændigt"

    Undersøgelse fra Gigtforeningen, Sygehusene svigter patienter, Politiken 19. juli 2004

    Over halvdelen af landets sygehuse bryder loven, fordi de ikke altid sørger for, at hofte- og knæopererede får den plan for genoptræning, som de har krav på.

    Undersøgelser foretaget af projektet "Den Gode Medicinske Afdeling", august 2004

    Den Gode Medicinske Afdeling dokumenterer et udækket behov for genoptræning og et utilstrækkeligt antal udarbejdede genoptræningsplaner. I den seneste undersøgelse fik kun 67% af patienterne med genoptræningsbehov udarbejdet en genoptræningsplan, hvilket er et signifikant fald i forhold til en tidligere tilsvarende undersøgelse.

    Lars Løkke Rasmussen i svar til Folketingets Sundhedsudvalg, 29. marts 2005:

    "Det er regeringens opfattelse, at der generelt er behov for at styrke genoptræningsområdet. Regeringen lægger med kommunalreformen derfor vægt på at styrke sammenhængen i genoptræningsindsatsen. Kommunerne vil fremover få ansvaret for al genoptræning efter udskrivelse fra sygehus. Samtidig opretholdes sygehusenes forpligtelse til at udarbejde genoptræningsplaner. For genoptræningsplanen udarbejdet på et sundhedsfagligt grundlag er patientens sikkerhed for en målrettet indsats også i forhold til den træning, der foregår efter udskrivning fra sygehuset. Det nye forpligtende samarbejde mellem regioner og kommuner skal yderligere styrke indsatsen på genoptræningsområdet. Endelig vil jeg nævne, at jeg har givet støtte til et projekt ved Klinisk Enhed for Sygdomsforebyggelse, Bispebjerg Hospital, vedrørende genoptræning. Projektet vil give dels en status for amternes implementering af reglerne om genoptræningsplaner, dels en viden om patienternes oplevelse/vurdering af genoptræningsindsatsen i amter og kommuner."

    Formanden for Amtsrådsforeningens sundhedsudvalg, Bent Hansen (S) til Ekstra-Bladet 20. februar 2005:

    "Der skal strammes op, og vi er i gang med at indskærpe over for de enkelte sygehuse, så der er sikkerhed for, at patienter får den genoptræning, de har brug for."

    "Afdelingsledelserne på de enkelte afdelinger sørger for, at det rent faktisk sker. De har faglige retningslinjer at gå frem efter. Det er ikke acceptabelt. Så må vi gå til den pågældende læge og sige, at det ikke er godt nok."

    "Der skal jo ikke mangle den sidste indsats, når vi bruger så mange penge på at hjælpe folk. Sådan skal vores sundhedsvæsen ikke være indrettet. Vi kan gøre det bedre."

    Undersøgelse fra Gigtforeningen, omtalt i folketingsspørgsmål april 2005

    Gigtforeningen har de sidste par år foretaget en rundspørge blandt sygehuse med ortopædkirurgiske afdelinger, om de udarbejder genoptrænings-planer til hofte- og/eller knæopererede patienter. Tallene viser, at der er en stigning i antallet af genoptræningsplaner: På ca. 42 pct. af de adspurgte afdelinger fik alle patienter genoptræningsplaner i 2004, hvorimod tallet kun var 24 pct. i 2003.

  • Formanden for Amtsrådsforeningens sundhedsudvalg, Bent Hansen (S) til Jyllands-Posten om hjerneskadede 29. juli 2005:

    "Der er et hul der, hvor vi godt kan gøre det bedre. Nu vil vi efter sommerferien sætte os ned, se på det og få analyseret situationen, så vi kan danne os et indtryk af behovet."

    Undersøgelse fra Klinisk Enhed For Sygdomsforebyggelse, Politiken, 20. februar 2006

    En ny undersøgelse viser, at kun 11 procent af patienterne med hoftenær fraktur bliver udstyret med en genoptræningsplan, mens kun 1 procent af KOL-patienterne bliver udskrevet med skriftlig plan for genoptræningen.

  • Formanden for Amtsrådsforeningens sundhedsudvalg, Bent Hansen (S) til Politiken 20. februar 2006

    "Jeg har ikke set denne rapport, men jeg har aldrig før hørt så negative tal. Derfor har jeg stor skepsis over for dem, selv om jeg gerne vil vedgå, at det nogle steder ikke gøres godt nok."

  • Lars Løkke Rasmussen i svar til MF, Charlotte Fischer, 7. februar 2006

    "Det er min opfattelse, at undersøgelsen understreger behovet for, at der sker en klar styrkelse af genoptræningsområdet, og i øvrigt en forbedret registreringspraksis på området. Dette ønske er netop baggrunden for, at regeringen allerede har taget initiativ til at ændre lovgivningen på genoptræningsområdet, der, som en del af kommunalreformen på sundhedsområdet, træder i kraft per 1. januar 2007."


  • Politik har aldrig været vigtigere

    Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

    Omtalte personer

    Johnny Kuhr

    Fhv. formand, Danske Fysioterapeuter
    Fysioterapeut og MPA (Master of Public Administration)

    Altinget logo
    København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
    Politik har aldrig været vigtigere
    AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
    Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
    Copyright © Altinget, 2024