Glucosamin skal godkendes som lægemiddel

Sandra Schwartz
Dokumentation
Glucosamin har været meget omtalt som middel til behandling af gigt/lindring af gigtsmerter.

Når et produkt skal tilføres organismen, fx spises eller smøres på huden, med det formål at forebygge, lindre eller behandle sygdom og sygdomssymptomer, er der tale om et lægemiddel. Det fremgår af lægemiddellovens § 1. Det er i den forbindelse uden betydning, om produktet er bestemt til mennesker eller dyr.

Lægemidler må kun sælges her i landet, hvis de er godkendt af Lægemiddelstyrelsen eller Europa-Kommissionen. Det fremgår af lægemiddellovens § 13.

Glucosamin er igennem nogen tid blevet solgt i forskellige butikker, hos dyrlæger m.m., bl.a. som et foderstof beregnet til dyr. I en periode er det også blevet solgt som kosttilskud til mennesker.

Efter Lægemiddelstyrelsens vurdering er der dog ingen tvivl om, at glucosamin reelt er blevet solgt til behandling af gigt/lindring af gigtsmerter. Når produkterne rent formelt er blevet markedsført som foderstof eller kosttilskud, er det sket for at omgå kravet om godkendelse som lægemiddel.

På denne baggrund har Lægemiddelstyrelsen – efter samråd med Plantedirektoratet og Fødevaredirektoratet – besluttet, at alle glucosaminprodukter klassificeres som lægemidler. Det betyder, at det er ulovligt at forhandle produkterne, med mindre de bliver godkendt af Lægemiddelstyrelsen eller Europa-Kommissionen.

Forudsætningen for, at glucosamin kan godkendes, er, at der fremlægges dokumentation for kvalitet, sikkerhed og effekt. Det giver forbrugerne sikkerhed for, at produktet rent faktisk virker – og ikke har nogen utilsigtede bivirkninger.

Der har været forlydender om, at det vil være både vanskeligt og dyrt at få godkendt glucosamin. Flere virksomheder har imidlertid allerede for længst fået godkendt glucosamin som lægemiddel i Sverige, hvor kriterierne for godkendelse af lægemidler er de samme som i Danmark. Lægemiddelstyrelsen har endvidere flere ansøgninger om godkendelse af glucosamin under behandling.


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024