Handicappede får bedre adgang til bygninger

Regeringens handlingsplan for handicappede stort set indfriet. Yderligere penge bevilges til handicapboliger.
Sandra Schwartz
Dokumentation
Regeringens handlingsplan for handicappede stort set indfriet - Ny byggelov skal forbedre tilgængeligheden til eksisterende byggeri - Yderligere penge til handicapboliger og tilgængelighed til kollektiv trafik.

Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen sender nu et ændringsforslag til byggeloven i høring. Den nye lov stiller en række krav om tilgængelighed til eksisterende offentlige bygninger og erhvervsbyggeri. Med lovændringen og senest et finanslovforlig, der giver 25 mio. kr. til handicappede SU-modtagere, er regeringens handlingsplan for handicapområdet stort set indfriet.

Herudover er der netop indgået forlig om 546 mio. kr. til nye handicapboliger over de kommende tre år. Fra finanslovforliget på trafikområdet kommer yderligere 50 mio. kr. til at forbedre tilgængeligheden for handicappede i den kollektive trafik.

- Det er vigtigt for regeringen at sikre et samfund, hvor de handicappede har ligeså gode muligheder som andre borgere for at deltage i sociale og kulturelle arrangementer, studere og finde arbejde, siger økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen. Vi er i fuldt sving med at gennemføre regeringens handlingsplan fra foråret. Målet er, at vi indenfor det økonomiske råderum giver handicappede bedst mulige rammer for at tilrettelægge tilværelsen ud fra deres egne behov.

De 546 mio. kr., der netop er indgået satspuljeforlig om, er målrettet ombygning af mindre boliger, etablering af erstatningsboliger og nedbringelse af ventelister.

50 mio. kr. til at forbedre tilgængeligheden i den kollektive trafik skal bl.a. bruges på etablering af elevatorer på stationer. Pengene til handicappede SU-modtagere skal uddeles som tillægsstipendiater. Det nye tillægsstipendium skal kompensere for, at handicappede som regel ikke har mulighed for erhvervsarbejde ved siden af studiet.


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024