11. juni 2003 kl. 11.35, opdateret 1. januar 1900 kl. 00.00

Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens Grundlovstale 2003

Sundhedsministeren kom i sin grundlovstale i Holte ind på Strukturkommissionens arbejde, som vil give bud på, hvordan arkitekturen skal se ud i fremtidens samfund.

Ingen forfatter

Det handler derimod om principperne for fremtidens velfærdsstruktur og om principperne for udviklingen af vores fælles demokrati
Lars Løkke Rasmussen (V).
Sundhedsminister.

FORÅR OG FORSOMMER er en særlig tid. Det vrimler med flagdage, hvilket de kongelige ivrigt bidrager til ... og de ekstra fridage er mange. Og så er der de to store, politiske fester, årets eneste, hvis man ser bort fra Folketingets åbning først i oktober: 1. maj og grundlovsdag 5. juni.

5. juni i år er noget særligt, fordi den nuværende grundlov fylder 50 år, og fordi debatten om en mulig ny grundlov har været intens ugen op til. Med stemmerne fem partier for og tre imod falder Auken-Helveg-Frandsen drømmen om en ny grundlov i deres levetid. De tre modstanderpartier - VKO - fik som bekendt flertallet 20. november 2001. Danmarks sundhedsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), holdt naturligvis også en grundlovstale, og det foregik i Holte.

Talen var en gennemgang af de bagvedliggende demokratiske principper om interaktionen mellem borgere, politikere og den offentlige sektor.

Konkret nævnte han Strukturkommissionen, der skal give bud på fremtidens opgavefordeling og kommunale struktur. I forlængelse heraf stillede Lars Løkke Rasmussen sig selv følgende spørgsmål:

Dokumentation

Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens grundlovstale i Holte:

I dag fejrer vi demokratiet og det danske folkestyre. 154-året for den første grundlov, 102-året for systemskiftet, 50-året for den nugældende grundlov. På en gang kort og lang tid. Lang målt med vores øjne. Kort med danmarkshistoriens alen.

Jeg understreger, at demokrati ikke er en grundlov eller for den sags skyld en dansk opfindelse. Selve begrebet demokrati stammer fra civilisationens vugge i det gamle Grækenland og bystyret i Athen, men også der magtede man ikke at fastholde det i en ubrudt række fra opfindelsen til i dag.

Vi skylder derfor at udfordre følelsen af selvfølgelighed på en grundlovsdag. Mange steder lider mennesker under, at diktatorer og despoter sidder tungt på magten. For de tusinder der udsættes for vold, fordrives fra hus og hjem, voldtages, indespærres i lejre eller beskydes - eller, helt aktuelt, de irakere der leder i Saddam Husseins massegrave for at finde de få jordiske rester af deres kære - er ikke anonyme masser. Det er individer - mennesker som du og jeg. Med en hverdag, en selvfølelse, en familie, et forsørgeransvar. Hvordan skal man kunne se hver enkelt af disse mennesker i øjnene uden at værdsætte det danske demokrati?

Nuvel, også vi kan føle os magtesløse. Føle os ført bag lyset. Bruge skældsord om vores politikere. Men vi har alle andel i magten - via stemmesedlen og de frihedsrettigheder, vi festligholder i dag.

For det er demokratiets inderste idé at søge at kontrollere magten. At dele den. At undergive den folkelig kontrol. At se til, at den ikke korrumperer.

Den tidligere tjekkiske præsident, digteren Václav Havel, har tit beskæftiget sig med magten som politisk realitet og begreb. Det gjorde han også, da han for nogle år siden modtog Sonning-prisen på Københavns Universitet.

Dengang pegede han på tre grunde til, at mennesker søger politisk magt. Tre grunde til, at de nødigt slipper den, når de først har følt den:

"For det første jages mennesker ind i politik at deres forestillinger om en bedre samfundsorden.

For det andet føres de sandsynligvis til det af den naturlige længsel i et hvert menneskeligt væsen efter selvbekræftelse.

Den tredje årsag er "den brogede vifte af privilegier, som en politikers liv - selv under de mest demokratiske forhold - nødvendigvis er ledsaget af."

Efter at have konstateret det spurgte Havel sig selv, om han selv alene var med for den rene sags skyld. Og dét kunne han ikke finde svaret på, for de "tre typer af grunde (..til at søge magt..) flettes ind i hinanden på en yderst kompliceret måde."

Men han nåede alligevel ikke frem til den konklusion, at det er forkert at hellige sig politik, fordi politik af princip gør umoralsk. Han nåede en anden slutning:

"Politik er et område af menneskelig aktivitet, som stiller forøgede krav til den moralske sans, til evnen til kritisk selvrefleksion, til en virkelig ansvarlighed, til smag og takt, til evnen til at leve sig ind i andres sjæl, til sans for mådehold. Det er beskæftigelse for særligt beskedne mennesker. For mennesker, som ikke lader sig bedrage."

Nu kunne jeg jo spørge mig selv, om jeg lever op disse idealer - om den danske politikerstand i almindelighed gør det. Det kunne sikkert skabe grundlag for et interessant Oxford-møde, men det er nu ikke tanken med at fremdrage Havels refleksioner over det politiske væsen på en grundlovsdag.

Jeg gør det for at understrege vigtigheden af en åben, reel og ærlig politisk debat, der ikke alene føres på mediernes og de professionelles præmisser. Befolkningen er ikke - og må aldrig blive - stemmekvæg, der alene har indflydelse på, om det er den ene eller den anden "talemaskine", som skal udstyres med politiske beføjelser. Politikerne skal - ideelt set - gro ud af den befolkning, de selv er en del af.

Derfor har vi brug for medlemsstærke og levedygtige politiske partier. Og derfor har vi - måske endnu vigtigere - brug for at fortsætte det reformarbejde, der skal åbne og modernisere den offentlige sektor ved at give borgerne indsigt i, hvordan politikere på forskellige niveauer lever op til deres ansvar og løser deres opgaver - og ved at udstyre den enkelte med maksimal valgfrihed.

Jeg forestiller mig ikke, at grundlovens fædre kunne forestille sig, at det repræsentative demokrati, de lagde grunden til, skulle håndtere så mange opgaver og forvalte så stor en del af de værdier, vi i fællesskab frembringer.

Det er også i det lys man skal se regeringens beslutning om at nedsætte en strukturkommission, der skal give bud på fremtidens opgavefordeling og kommunale struktur. Dybest set handler det om at give bud på den hovedarkitektur, vi skal formgive det 21 århundredes velfærdssamfund omkring.

De vigtige spørgsmål, som kommissionen skal afdække, vil røre ved livsnerven i de demokratiske organer, vi som borgere kender i dag.

Hvilke offentlige myndigheder skal varetage hvilke opgaver?

Skal amterne nedlægges?

Hvis amterne nedlægges, skal kommunerne så varetage flere opgaver og kræver det større kommuner?

Hvilke værdier skal den offentlige opgaveløsning baseres på?

Hvilken struktur og opgavefordeling sikrer bedst reel magtspredning og understøtter bedst individuel indflydelse, valgfrihed og ansvar?

Der bliver altså ikke tale om et fikst og færdigt Danmarkskort med en ny amts- og kommuneinddeling, og hvor rådhusene er sirligt markeret med rødt eller blåt. Det handler derimod om principperne for fremtidens velfærdsstruktur og om principperne for udviklingen af vores fælles demokrati.

Populært sagt skal alle opgaverne tages ned fra hylderne, der skal kigges på dem, og derefter skal de sættes på plads på den hylde, hvor de vil stå bedst. Herefter skal der træffes en politisk beslutning om de konkrete struktur og organiseringer, som bedst muligt understøtter hylderne.

Det handler først og fremmest om at fremtidssikre kommunestyret - ikke mindst af hensyn til at skabe en offentlig sektor, som tager udgangspunkt i borgernes behov og krav.

I min optik er det nemlig udtryk for demokrati i højeste potens, hvis den offentlige sektor i videst mulige udstrækning indrettes sådan, at den kan opfylde behovene hos de borgere, som finansierer den of-fentlige sektor.

I fremtiden skal det derfor være nemmere for borgerne at få adgang til den offentlige sektor. Der skal simpelthen være færre døre at gå ind og ud af, når man kontakter den offentlige sektor. Derfor har regeringen siden sin tiltrædelse også konstant haft fokus på at gøre den offentlige sektor mere borgernær.

Der skal være mere helhed og sammenhæng i servicen. Vi skal i videst muligt omfang skabe en offentlig sektor uden negativ kassetænkning. Det skal være slut med at "falde mellem to stole". Borgerne skal ikke ligge på gulvet og håbe på, at nogle samler dem op. Eller være kastebolde mellem forskellige systemer.

Derfor skal beslægtede opgaver samles hos samme myndighed.

En fremtidig ændring i opgavefordelingen og strukturen bør på en og samme tid øge effektiviteten i varetagelsen af opgaverne og samtidigt sikre de fornødne faglige kompetencer. Hvis kommunerne i fremtiden skal styrkes - både opgavemæssigt, kvalitetsmæssigt og fagligt - er det nødvendigt med en til-strækkelig volumen og robusthed.

For at blive i billedet med hylderne fra før. Hvis vi stiller flere opgaver på kommunehylden, så er spørgsmålet, om ikke også hylden skal afstives, hvis den skal bære mere?

Slagsmålet om hvem der eventuelt skal slås sammen med hvem, tager vi først, når vi er blevet enige om det vigtigste:

Hvordan løser vi de offentlige opgaver mest hensigtsmæssigt, så den folkelige opbakning til vores fælles velfærdssamfund fastholdes og udvikles?

Det betyder imidlertid langt fra, at vi ikke allerede nu skal begynde at overveje og debattere, efter hvilke principper vores fælles demokrati skal indrettes fremover.

Jeg er derfor også glad for, at debatten om den fremtidige samfundsindretning er kommet godt i gang landet over. Det er i hvert fald mit indtryk, at der lokalt og nationalt diskuteres kommunestyrets fremtid som aldrig før.

I den forbindelse er det værd at huske på, at selve debatten om vores demokratiske samfunds indretning er en væsentlig del af demokratiets grundvilkår. Med andre ord fremmer debat en forståelse for hinandens synspunkter, som er det tandhjul, som får vores demokrati til at udvikle sig - får det til at leve.

Derfor bliver jeg også noget fortørnet når Ole Stavad, Socialdemokratiets kommunalpolitiske ordfører, som en anden ubådskaptajn er ved at låse sit periskop fast på en bestemt fremtidig struktur ved at gøre det til noget ufravigeligt, at der skal være et direkte valgt, skatteudskrivende regionalt niveau.

Det kan da godt være. Men det kan da også være, at der ikke skal være det.

Vi har givet os en enestående og historisk chance for at nytænke den offentlige struktur. En chance for at forandre for at bevare og udbygge et velfærdssamfund, der kan imødekomme fremtidens store udfordringer.

Jeg ved godt, at vi danskere gerne vil have forbedringer, men helt undgå forandringer. At vi ikke er til revolutioner (tager kun en kniv i den ene hånd, hvis vi har en gaffel i den anden), men vi skylder altså os selv at holde døren åben for en egentlig forvaltningsreform, der rydder op i en kompleks offentlig sektor, bringer opgaverne - også de statslige - tættere på borgerne, skaber gennemskuelighed (alt er ikke lige godt) og sikkerhed for, at vores skattekroner anvendes med maksimal omtanke.

Ved at låse sig på én bestemt præmis - amterne skal overleve i en eller anden form - risikerer man at lukke den dør.

For mig handler en ændring af vores fælles demokratiske samfund ikke kun om mere effektivitet og bæredygtighed i den offentlige sektor. Det handler lige så meget om, at ændringerne skal sikre et fremtidigt kommunalt selvstyre, der bygger på nærhed og demokratisk kontrol.

Nærhed er en af kerneværdierne i det decentrale kommunale styre. Det er for borgerne vigtigt, at store dele af den kommunale service findes ude i lokalsamfundene. At vi har mulighed for at gå i skole, i daginstitutioner og komme på plejehjem, der hvor vi bor.

Nærhed handler også om at kunne få politikerne i tale. Det sætter sine naturlige geografiske grænser, hvis man også skal have noget fælles at tale om, men omvendt skal vi også have øje for, at der er andre muligheder end via at møde borgmesteren hos købmanden om lørdagen: Dialogmøder, interaktive kommunale hjemmesider og borgerpaneler f.eks.

Nærhed handler også om tilgængelighed. Tag min egen kommune som eksempel. Jeg har godt nu kun 8 kilometer til rådhuset, men der er til gengæld altid lukket, når jeg har fri. Og når jeg ikke har fri, så har jeg altså 60 kilometer.

Jeg tror, at vi skal til at se vores kommuner i helt andre perspektiver. IT-udviklingen giver os f.eks. mulighed for en helt anden kontakt med kommunen end for 30 år siden.

Spørgsmålet er derfor, hvordan vi indretter et kommunestyre, der for alvor kan bide skeer med teknologiens muligheder, åbne de politiske beslutninger, give os indblik i dem - og indflydelse på dem.

I Venstre har vi nok tradition for at bøje demokrati "lille, mindre, mest demokratisk", men det skal vi altså turde stille spørgsmål ved. Et stærkt lokalt demokrati kræver beslutningsdygtige kommunale enheder, der har tilstrækkelig med kraft og styrke til at løfte de mange stadig mere komplekse velfærdsopgaver. Ikke mindst af hensyn til den folkelige forankring og opbakning, som er selve grundstenen i det lokale demokrati.

Men et stærkt lokalt demokrati kræver også, at det giver borgerne adgang til at se sig i kortene. Vi har brug for at udvikle metoder, så vi skatteborgere kan få klar besked om, hvordan vores kommunale skolevæsen løfter sine opgaver i forhold til andre kommuners. Hvordan vores sygehus økonomisk og fagligt løser sine opgaver.

Vi skal stå vagt om et decentralt samfund. Vi skal sprede magten, men netop derfor skal vi også sprede informationerne. Vi har brug for et uvildigt evalueringsinstitut eller lignende, der kan inspirere vores lokale folkevalgte og give os borgere adgang til en viden, der styrker den lokale politiske debat.

Jeg håber, at den tanke kan få luft under vingerne i de drøftelser regeringen aktuelt fører med de kommunale organisationer.

Demokrati er ikke en stilstand, det er en bevægelse. Et begreb, der bliver stærkere af at blive brugt. Jeg håber derfor at alle vil tage del i debatten om den fremtidige arkitektur i vores samfund uden på forhånd at stirre sig blind på en bestemt skitse.

Fortsat god grundlovsdag!