Ingen uddannelseskrav til psykoterapeuter

Ministeren vil ikke fastsætte kvalitetskrav eller krav til psykoterapeutuddannelsens indhold og ikke om en autorisationsordning. Desuden vurderer ministeren, at genprogrammer i gruppeterapi er uproblematiske.
Tina Møller
Ministeren redegør for, hvem der har ansvaret for at føre tilsyn med Ungdomscentret i Aalborg. Indenrigs- og Sundhedsministeriet viger for tilsyn, hvis der er andre klagemyndigheder, og i dette tilfælde viges der for det sociale nævn.

Angående spørgsmålet om at fastsætte uddannelseskrav for psykoterapeuter oplyser ministeren, at der bør skabes mulighed for en akkreditering af de private uddannelser til psykoterapeut.

Ministeren pointerer, at der ikke er tale om opstilling af kvalitetskrav til uddannelsens indhold og ikke om en autorisationsordning. Vedrørende genprogrammer i gruppeterapi påpeger ministeren, at det ikke er en behandlingsform, som det er forbeholdt bestemte autoriserede sundhedspersoner at benytte. Hvis patienten helbred udsættes for påviselig fare kan den pågældende dog straffes. De genogrammer der henvises til vurderes ikke at adskille sig væsentligt fra andet materiale, der kan bringes ind i en gruppeterapi, selvom det er en af de mere konfronterende teknikker, som det som nævnt kræver viden, takt og indføling at anvende forsvarligt.

Dokumentation
Spørgsmål 89: "Ministeren bedes kommentere vedlagte artikel, jf. bilag 1, fra Nordjyllands Stiftstidende skrevet af Lars Teilmann og Mette Møller i perioden 3. november 2002 til 30. december 2002":

  • Amatør-terapi knækker unge
  • Svage unge risikerer at få et knæk
  • Tilfældighedernes terapi
  • Jeg stoler jo på pædagogen
  • Politikere bakker ungdomscenter op
  • Amatørterapi for unge uacceptabelt
  • Orgasmetræning for skattekroner
  • Terapeutiske forbindelser
  • Jeg-støtte og personlig udvikling
  • Psykoterapi til unge bliver til en ministersag
  • Uklarhed om terapi for psykisk syge.

    Sundhedsministerens svar: Artiklerne vedrører en række kurser, som er blevet afholdt af Ungdomscentret i Aalborg Kommune. Jeg har på den baggrund til brug for besvarelsen anmodet Aalborg Kom mune om en redegørelse.

    Aalborg Kommune har den 20. februar 2003 udarbejdet vedlagte redegørelse om organiseringen af det nævnte ungdomscenter, lovhjemlen for de opgaver centeret varetager samt målgruppen. For så vidt angår kursernes faglige indhold og målgruppen, fremgår det af Aalborg Kommunes redegørelse, at de pågældende tilbud har baggrund i den sociale lovgivning, navnlig lov om social service, som hører under Socialministeriet.

    Jeg kan på den baggrund henvise til Socialministeriet for så vidt angår dette spørgsmål.




    Spørgsmål 90: "I ungdomscentrets regi i Aalborg findes 7 institutioner der tager sig af narkomaner, incestofre m.v. Nogle af disse institutioner er socialpædagogiske behandlingsinstitutioner, der bl.a. behandler klienter med psykosomatiske problemer, hvilket fremgår af byrådets dagsorden i bl.a. 1988 – 1989 – 1994. Altså problemer men ikke psykiske sygdomme.

    I evalueringsrapport fra Aalborg Kommunes Ungdomscenter "Unges erfaringer med ungdomscentret" side 5, jf. bilag 3, er der nu tale om at målgruppen er ændret til også at omhandle klienter med selvmordstanker, skizofreni, depression, anoreksi, og bulimi m.v.

    I den forbindelse bedes ministeren oplyse følgende:

  • Agter ministeren at gøre noget i den anledning?
  • Kan ministeren redegøre for om det også sker i andre dele af landet at målgruppen ændres uden at personalet uddannes til det?
  • "Hvem skal fører tilsyn med dette?" Finder ministeren det i orden at på nogle af institutionerne fører kommunen tilsyn med sig selv?
  • Hvad vil ministeren gøre for at tilsynet, også omfatter den målgruppe, der er i overensstemmelse med den af byrådet vedtagne målgruppe?
  • Finder ministeren, det er korrekt, at der ikke visiteres til terapi af de ansatte to psykologer eller den i 2 timer ugentlige ansatte psykiater?
  • Vil ministeren sørge for, at der bliver opsat klare regler for, om der må udføres psykoterapi/behandlingsterapi på Danmarks socialpædagogiske 3 behandlingssteder og hvilken behandlingsterapi der må udføres samt hvilken form for uddannelse der kræves?
  • Kan ministeren svare på, hvilken form for terapi man må udføre, når man ikke er uddannet psykoterapeut, men blot har nogle kurser som tillæg til grunduddannelse som socialpædagog/socialrådgiver, jf. Bilag 2. Hvilke af disse pædagoger/socialrådgivere med efteruddannelse må udføre psykoterapi? Hvilken form terapi må de udføre og på hvilken målgruppe?

    Sundhedsministerens svar: For så vidt angår de dele af spørgsmålet, som vedrører tilsynet med ungdomscentret i Aalborg Kommune kan jeg oplyse, at det er kommunalbestyrelsen, der fører det direkte tilsyn med ungdomscentrene i kommunen, jf. retssikkerhedslovens §§ 15 og 16. Det forhold, at det er kommunalbestyrelsen, som fører det direkte tilsyn med ungdomscentrene, er imidlertid ikke ensbetydende med, at der ikke er andre myndigheder, der har indseende med, om kommunen overholder lovgivningen.

    De for hvert amt nedsatte tilsynsråd fører tilsyn med, at kommunerne overholder lovgivningen, herunder offentligretlige retsgrundsætninger. Tilsynsrådene fører således også tilsyn med, om kommunalbestyrelsens tilsyn med ungdomscentrene er udøvet i overensstemmelse med retssikkerhedslovens bestemmelser.

    Tilsynsrådene kan ikke tage stilling til, om kommunernes dispositioner er rimelige eller hensigtsmæssige, eller til spørgsmål vedrørende skønsudøvelse, så længe skønnet udøves inden for de rammer, der er fastsat i lovgivningen.

    Indenrigs- og Sundhedsministeriet er ikke almindelig klageinstans i forhold til tilsynsrådene, men ministeriet fører tilsyn med, at tilsynsrådene ikke tilsidesætter lovgivningen, og at tilsynsrådenes udtalelser ikke er udtryk for en urigtig retsopfattelse eller hviler på et urigtigt faktisk grundlag.

    Indenrigs- og Sundhedsministeriets tilsyn med tilsynsrådene omfatter således ikke spørgsmål om, hvorvidt tilsynsrådenes sagsbehandling er rimelig eller hensigtsmæssig, eller om sagsbehandlingen er i overensstemmelse med god forvaltningsskik.

    Tilsynsrådenes og Indenrigs- og Sundhedsministeriets tilsyn viger i det omfang, der er andre klagemyndigheder, f.eks. det sociale nævn, som er kompetente til at behandle en klage over en konkret afgørelse, som kommunen ved en af dens institutioner har truffet.

    For så vidt angår de dele af spørgsmålet, som vedrører, hvilken uddannelsesmæssig baggrund, der kan kræves af personer, som udfører psykoterapi, kan jeg oplyse, at psykoterapi og psykoterapeuter ikke er entydige begreber.

    Angående spørgsmålet om eventuelt at fastsætte uddannelseskrav for psykoterapeuter kan jeg oplyse, at socialministeren, undervisningsministeren og jeg er enige om, at der bør skabes mulighed for en akkreditering af de private uddannelser til psykoterapeut. Socialministeriet har på den baggrund taget kontakt til uddannelsesledere på psykoterapeutområdet med henblik på videre drøftelse af forslaget.

    Det bemærkes, at der med den foreliggende model er tale om opstilling af kvalitetskrav til uddannelsens indhold og ikke om en autorisationsordning. For så vidt angår kursernes faglige indhold og målgruppen, kan jeg henvise til min besvarelse af spørgsmål 89.




    Spørgsmål 91: "Finder ministeren det forsvarligt, at der anvendes genogrammer i gruppeterapi? I en Rapport "Incestgruppen" på ungdomscentrets Træningshøjskole i Aalborg 1988 – 1999 fremgår det, at der anvendes genogrammer i gruppeterapi, jf. bilag 4."

    Sundhedsministerens svar: Jeg har til brug for besvarelsen indhentet bidrag fra Sundhedsstyrelsen, som jeg kan henholde mig til:

    "Indledningsvis skal Sundhedsstyrelsen for en god ordens skyld bemærke, at psykoterapi, herunder gruppeterapi, ikke er en behandlingsform, som det er forbeholdt bestemte autoriserede sundhedspersoner at benytte. Hvis behandlingen gives af en person, der ikke har autorisation som læge, kan den pågældende imidlertid straffes, såfremt denne derved udsætter patientens helbred for påviselig fare, jf. lægelovens § 24.

    Det fremgår af bilag 4, at et genogram er en oversigt over en i gruppeterapi deltagende kvindes familie og relationer til andre vigtige personer, hvorpå det med pile er angivet, hvem der efter kvindens udsagn har lavet seksuelle overgreb på hende. Det fremgår tillige, hvor længe overgrebet har stået på. Oversigten laves på en flipover.

    Sundhedsstyrelsen kan oplyse, at der i forbindelse med gruppeterapi anvendes forskellige teknikker, hvoraf nogle gør brug af tavler, flipovers mv. Dette sker for at skabe et fælles udgangspunkt for samtalen/terapien og for i så høj grad som muligt at sikre, at alle i gruppen kan følge med og der igennem uddrage de elementer, som den enkelte deltager mener at kunne bruge til håndtering af egen problematik.

    Det er Sundhedsstyrelsens opfattelse, at al psykoterapi bør varetages af kvalificerede personer, der med takt og indføling kan håndtere fortrolige oplysninger, der oplyses om i gruppen, herunder også anvendelsen af skriftligt materiale til fælles brug. Ved brug af gruppeterapi er det ligeledes vigtigt, at alle deltagere er indforståede med, at oplysninger om andre deltageres personlige forhold er fortrolige.

    De beskrevne genogrammer vurderes ikke at adskille sig væsentligt fra andet materiale, der kan bringes ind i en gruppeterapi, om end det forekommer at være en af de mere konfronterende teknikker, som det som nævnt kræver viden, takt og indføling at anvende forsvarligt."




    Spørgsmål 92: "I artiklen fra Nordjyske 13.11.2002. "Ministerier på vej med uddannelse i psykoterapi", jf. bilag 5 fremgår det, at ministerierne vil komme med en ny anerkendt uddannelse til psykoterapeut. Kan ministeren redegøre for, hvad den indeholder, hvornår man forventer denne træder i kraft, og hvad agter ministeren at foretage sig nu?"

    Sundhedsministerens svar: Jeg skal henvise til min besvarelse af spørgsmål 90.




    Spørgsmål 93: "Vil ministeren indføre autorisation til titlen terapeut og i bekræftende fald på hvilken terapeutiske områder?"

    Sundhedsministerens svar: Jeg skal også her henvise til min besvarelse af spørgsmål 92.



    Med venlig hilsen Lars Løkke Rasmussen / Tina González-Schelbeck

  • Altinget logo
    København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
    Politik har aldrig været vigtigere
    AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
    Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
    Copyright © Altinget, 2024