Debat

Kliniske farmaceuter har brug for adgang til EPJ

DEBAT: Prisen for en restriktiv adgang til EPJ kan hurtig blive dyr, derfor advarer formanden fra Dansk Farmaceutforening politikerne mod at begrænse adgangen.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Steffen Bager 
Formand for Dansk Farmaceutforening

Debatten og de politiske overvejelser om, hvem der skal have adgang til EPJ - de elektroniske patientjournaler - er i fuld gang (Altinget 22. november). En række centrale faggrupper på sygehusene har klart advaret mod den opstramning af adgangen, som Lægeforeningen har fået indført, siden første udkast til loven var i høring.

Og politikerne har udtrykt bekymring for, at for mange ansatte inden for sundhedsvæsenet skulle få adgang til de følsomme oplysninger.

Naturligvis skal adgangen til EPJ-oplysningerne være fagligt begrundet - og naturligvis skal patienterne kunne stole på, at ingen uvedkommende kan få adgang til deres journaloplysninger. Derfor er det helt relevant at diskutere adgangen til EPJ. Men prisen for en meget restriktiv adgang kan hurtigt blive dyr i form af flere fejl, forkert lægemiddelanvendelse og tab af patientsikkerhed.

Sikrer korrekt brug af medicin
Kliniske farmaceuters arbejde drejer sig specifikt om at øge sikkerheden og kvaliteten af lægemiddelbehandlingen, og de arbejder i det daglige tæt sammen med læger og sygeplejersker på sygehusafdelingerne. Der er ingen tvivl om, at de kliniske farmaceuters indsats gør en forskel, og formanden for regionerne, Bent Hansen, har da også meldt ud, at vi skal satse mere på den kliniske farmaci.

Derfor er det tilbageskridt og i klar modstrid med Lægemiddelstyrelsens rapport om bedre brug af medicin ("Brug medicinen bedre - perspektiver i klinisk farmaci", red.), at kliniske farmaceuter ikke helt automatisk er blandt de faggrupper, der får adgang til lægemiddeloplysningerne i EPJ. Adgang til ordinationsdata er en basal forudsætning for, at kliniske farmaceuter kan opfange uhensigtsmæssige ordinationer.

Adgangen til disse data sikres bedst og mest effektivt via EPJ - ikke ved deltagelse i lægernes stuegang eller ved andenhånds overlevering. Og støtte til sygeplejersker i forbindelse med udlevering af medicin kræver eksakt viden om konkrete patientforhold og ordinationsdata. Data der skal findes direkte i EPJ. Andenhåndsberetninger kan udelade vitale informationer og er erfaringsmæssigt en af de væsentligste kilder til fejl. 

Kan håndtere fortrolighed
De kliniske farmaceuter er en essentiel faggruppe, når vi taler kvalitetssikring og patientsikkerhed i lægemiddelanvendelsen. Derfor skal de kliniske farmaceuter - ligesom de sygeplejersker og læger de samarbejder med - have adgang til EPJ. Og farmaceuter er vant til at håndtere følsomme oplysninger. Det sker allerede i dag via den elektroniske medicinprofil - og det sker helt uden problemer.

Hvis patienter og sundhedsvæsen skal have fuld gevinst af EPJ, så skal EPJ bruges til at dele viden mellem relevante faggrupper. Det er netop her, det helt store potentiale ligger.

Så opfordringen til politikerne - med Dansk Folkepartis Birthe Skaarup i spidsen - må lyde: Fasthold det lovforslag, der var sendt i høring, og tænk både i patientsikkerhed og i fortrolighed.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Steffen Bager

Farmaceut, Lægemiddelstyrelsen, fhv. formand, Pharmadanmark
cand.pharm. (Danmarks Farmaceutiske Højskole 1983)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024