Kræft skal være næsten akut

NYHED: Det var svært at forklare regeringens akutløfte, da sundhedsministeren tirsdag redegjorde for, hvor lang tid der må gå, før behandlingen skal gå i gang.
Foto: Altinget/Rasmus Nielsen
Maria Dalby

Ved dagens samråd om kræft var der mødt mange journalister op. Men til sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens (V) forundring var kameraerne denne gang mest interesseret i en kommentar på et snarligt valg.

"Der er jo gået valgkamp i alt," var hans umiddelbar kommentar, og så ønskede han ikke at kommentere yderligere på rygterne. I stedet brugte han energien på at forklare Folketingets Sundhedsudvalg, hvad det akutte kræftløfte egentlig går ud på. Og det var svært for mere end én politiker at forstå.

Næsten forældet
"Spørgsmålet til samrådet blev jo stillet før sommerferien, og jeg troede, at det blev forældet, da statsministeren lovede akut behandling af kræft. Men nu kan jeg forstå, at spørgsmålet fortsat er relevant, for hvor lang tid må der gå fra symptomer på kræft til behandling?," spurgte Per Clausen (EL), der havde indkaldt til samrådet.

Men svaret fra ministeren var ikke helt lige til. Først gik sundhedsministeren tilbage til 2001, og forklarede om den store indsats, som regeringen sammen med Dansk Folkeparti har iværksat på kræftområdet med kræftplan I og II. Derefter havde han kritik af oppositionen for at drage lidt forhastede konklusioner, da en rapport trykt i The Lancet viste, at Danmark har en meget dårlig overlevelse blandt kræftpatienter. Problemet med de tal er nemlig, at de er fra 1995 til 1999.

Dokumentation
Hvad Lars Løkke Rasmussen tidligere har sagt om akut kræftbehandling: 

27.06.2007, TV2 Nyhederne:

"Disse ventetider SKAL ned. Der skal være en slags red alert, når det gælder livstruende sygdomme, og som skal sikre, at patienterne får hurtige, smidige behandlingsforløb," siger Lars Løkke Rasmussen.

"Der skal meget skarpere fokus på dette emne. Vi kan aldrig nå ned på nul dages ventetid. Men målet må være, at man får en så kort intern ventetid som overhovedet muligt," siger Lars Løkke Rasmussen.

02.06. 2007 Jyllands Posten:

"For mig er akut noget med blå blink og operationer ved nattetide, men kræft skal tages meget alvorligt, for det er en sygdom, som man kan dø af. Vi ved, at interne ventetider fylder meget, så derfor skal de ned. Den røde alarm skal tændes," siger ministeren, som dog ikke på forhånd tør byde på, hvor meget et behandlingsforløb kan speedes op.

5 .05.2007 Nyhedsavisen:

Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) påpeger, at regeringen allerede har afsat 150 millioner kroner til udvikling af metoder, som kan sikre bedre og hurtigere behandling af kræftpatienterne.

"Jeg betragter Kræftens Bekæmpelses indspark som et nyttigt bidrag i processen," siger han.


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024