L 170 om om ændring af lov om tandpleje m.v.

Fremsat den 26. februar 2003 af indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen)

Lov om ændring af lov om tandpleje m.v.

Kommunalbestyrelsens pligt til at tilbyde vederlagsfri forebyggende og behandlende tandpleje til alle børn og unge under 18 år er også efter forslaget uændret.

Forslaget skal skabe øget valgfrihed for børn/forældre i børnetandplejen. I dag må forældre til børn under 16 år, der ønsker privat tandlægepraksis i stedet for kommunens tilbud på kommunal klinik, melde barnet ud af den kommunale tandpleje og selv afholde udgifterne til barnets tandpleje. Der er ikke hjemmel i sygesikringsloven til at yde tilskud til børn, der er omfattet af det kommunale tandplejetilbud, men som er udmeldt af børnetandplejen.

Efter forslaget vil disse forældre kunne vælge at modtage børnetandpleje hos praktiserende tandlæge efter eget valg. Barnets bopælskommune bliver efter forslaget forpligtet til at betale et tilskud til forebyggende og behandlende tandpleje ved valg af privat tandlægepraksis.

Den adgang, som unge på 16 og 17 år i dag har til selv at vælge, om de ønsker at modtage det kommunale tandplejetilbud vederlagsfrit på kommunal klinik i bopælskommunen eller hos privat praktiserende tandlæge efter eget valg, opretholdes i forslaget.

I de kommuner, hvor kommunalbestyrelsen vælger at tilrettelægge børnetandplejen hos praktiserende tandlæger (praksiskommuner), vil tandplejen ligesom i dag fortsat være vederlagsfri for børn/forældre, der samtidig selv – som i dag – frit vil kunne vælge tandlæge.

Lovforslaget skaber også øget valgfrihed på tværs af kommunegrænsen. Børn/forældre kan efter forslaget vælge at modtage børnetandpleje ved en anden kommunes tandklinik. Et beløb, der er fastlagt ud fra bopælskommunens udgiftsniveau i den kommunale børne- og ungdomstandpleje vil ved et sådant valg følge barnet til hel eller delvis betaling af børnetandplejen i den valgte kommune.

Forslaget kan indebære en egenbetaling, hvis forældrene vælger en kommune, der har et højere pris- og serviceniveau i børnetandplejen end bopælskommunen, idet forskellen mellem behandlerkommunens og bopælskommunens gennemsnitlige udgift pr. barn til børnetandpleje kan pålægges forældrene. Forslaget skal sikre, at bopælskommunen ikke påføres merudgifter som følge af borgerens valg af et dyrere serviceniveau i en anden kommune.

Med lovforslaget får kommunalbestyrelsen fuld frihed til at beslutte, hvordan man vil tilrettelægge børne- og ungdomstandplejen. Kommunalbestyrelsen kan i dag i medfør af § 3 i lov om tandpleje m.v., (Folketingstidende 1985-86, FF sp. 3636, 4780, 12094, 12498. Till. A sp. 2445. Till. B sp. 2151. Till. C sp. 1021) selv beslutte, om den ønsker at tilrettelægge tandplejen på kommunale klinikker eller i privat tandlægepraksis, hvor forældrene frit kan vælge tandlæge. Med forslaget får kommunalbestyrelsen endvidere mulighed for at udlicitere børne- og ungdomstandplejen og indgå aftale med én eller flere tandlæger om varetagelse af opgaven.

Lovforslaget omfattes af lovovervågning. Det er som led heri bl.a. hensigten efter en treårig periode at udarbejde en redegørelse, der vil blive sendt i høring hos de myndigheder og organisationer, der har været hørt over lovforslaget. Redegørelsen vil sammen med høringssvarene blive fremsendt til Folketingets Sundhedsudvalg. Det er hensigten, at overvågningen skal fokusere på:

Ved opgørelse af de kommunale udgifter er lagt til grund, at kommunerne med udmøntning af forslaget i en ny bekendtgørelse bliver forpligtet til at yde et tilskud på 65 % til forebyggende og behandlende tandpleje til børn/forældre, der vælger at modtage det kommunale tandplejetilbud i privat tandplejepraksis.

En gennemførelse af den større valgfrihed i forslaget skønnes under de angivne forudsætninger umiddelbart at medføre merudgifter for klinikkommunerne i forhold til børn, der i dag er udmeldt af børnetandplejen, og som må formodes at tilslutte sig ordningen med 65 % tilskud. Til gengæld vil kommunerne under ét opnå en mindreudgift vedr. den gruppe børn, der i dag modtager vederlagsfri børnetandpleje, men som fremover vil vælge at gå i privat tandlægepraksis med et tilskud på 65 %.

En gennemførelse af lovforslaget skønnes samlet set ikke at medføre merudgifter for kommunerne.

Der er ikke i de økonomiske beregninger taget hensyn til mulige besparelser for kommunerne som følge af, at det efter lovforslaget bliver muligt at udlicitere børnetandplejen.

Lovforslaget har ingen væsentlige administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner.

Forslaget har ingen erhvervsøkonomiske eller miljømæssige konsekvenser.

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Lovforslaget er sendt i høring hos relevante organisationer, myndigheder samt de kommunale parter.

Der er ikke med forslaget sket ændringer i den kommunale forpligtelse til at sikre alle børn og unge under 18 år adgang til vederlagsfri forebyggende og behandlende tandpleje.

Kommunerne er også fortsat forpligtet til at færdiggøre påbegyndte behandlinger, selv om den unge er fyldt 18 år, jf. forslagets § 2, stk. 2. Forslagets § 2, stk. 1 og 2, svarer således til den gældende tandplejelovs § 2, stk. 1 og 3.

Forslagets § 2, stk. 3, erstatter gældende lovs § 3, der i dag fastlægger kommunernes adgang til at organisere den kommunale tandpleje.

Ifølge tandplejelovens § 3 er det op til kommunalbestyrelsen at beslutte, om børne- og ungdomstandplejen skal varetages på kommunale klinikker med kommunalt ansat tandplejepersonale eller i privat tandlægepraksis, hvor det er de privat praktiserende tandlæger, der udfører opgaven (praksiskommuner). Kommunalbestyrelsen kan også tilrettelægge sin børne- og ungdomstandpleje således, at kommunen både anvender offentlige klinikker og praktiserende tandlæger. Den kommunalt tilrettelagte tandpleje er i alle tilfælde gratis for forældrene, der endvidere, når kommunen har besluttet at bruge privat tandlægepraksis, frit kan vælge mellem alle praktiserende tandlæger, der har tilsluttet sig en overenskomst indgået mellem Kommunernes Landsforening og Dansk Tandlægeforening (BUT-overenskomsten), hvilket hovedparten af de praktiserende tandlæger har.

Kommunalbestyrelsen har imidlertid ikke i dag mulighed for at udlicitere børne- og ungdomstandplejen og indgå aftale med én eller flere tandlæger om varetagelse af opgaven. Forslagets § 2, stk. 3, der erstatter gældende lovs § 3, vil gøre en udlicitering mulig, idet bestemmelsen understreger, at kommunalbestyrelsen får fuld frihed til at beslutte, hvordan opgaverne i børne- og ungdomstandplejen skal løses.

Kommunalbestyrelsen har fortsat ansvaret for opgavens løsning, selv om der indgås aftale med en eller flere tandlæger om opgavevaretagelsen (udlicitering). Kravene til indholdet af det kommunale tandplejetilbud er også de samme, hvad enten tandplejen ydes på offentlig klinik eller i privat tandlægepraksis.

Af forslagets § 2, stk. 4, følger, at de 16-17 årige bevarer den adgang, de i dag har til vederlagsfri tandpleje, når de vælger privat tandlægepraksis, uanset om kommunalbestyrelsen vælger at tilrettelægge tandplejen på kommunal klinik eller indgår aftale med en eller flere tandlæger om opgaven (udlicitering). Ligeledes vil de 16-17 årige efter forslaget bevare den ret, de har i dag til at vælge behandling på bopælskommunens tandklinik, hvis en sådan findes, selv om kommunalbestyrelsen har valgt at tilrettelægge ungdomstandplejen i privat tandlægepraksis. Vælger de 16-17 årige behandling ved en anden kommunes tandklinik, er de omfattet af forslagets § 3, stk. 3, og der vil i disse tilfælde kunne blive tale om en egenbetaling.

Med forslagets § 3, stk. 1, vil forældre, der ønsker at lade deres barn behandle af en privatpraktiserende tandlæge, ikke længere være nødt til at melde deres barn ud af den kommunale tandpleje, men kan vælge at modtage børnetandpleje i privat tandlægepraksis. Valg af privat praksis gælder det samlede tandplejetilbud.

Efter forslagets § 3, stk. 2, vil forældre, der vælger dette, have ret til et tilskud fra kommunen til barnets forebyggende og behandlende tandpleje. De nærmere regler vedrørende tilskuddets størrelse samt adgangen til tilskud fastsættes af indenrigs- og sundhedsministeren. Det er hensigten, at tilskuddets størrelse skal svare til det tilskud, unge i alderen 18-25 år modtager i sygesikringstandplejen (p.t. 65 %) til regelmæssig diagnostisk undersøgelse (forebyggende ydelse).

I henhold til § 2, stk. 3, i bekendtgørelse om tandpleje (bekg. nr. 205 af 22. marts 2001), som er udstedt i medfør af lov om tandpleje, kan kommunens betaling for tandregulering og andre særligt kostbare behandlingsydelser til 16-17 årige, som har valgt privat tandlægepraksis, gøres betinget af, at kommunalbestyrelsen forinden har godkendt iværksættelsen samt det af tandlægen afgivne behandlingstilbud. Der er i forslagets § 3, stk. 2, 2. pkt. hjemmel til, at en lignende bestemmelse kan indføres for så vidt angår behandlingen af de 0-15 årige, der vælger privat tandlægepraksis.

Forslagets § 3, stk. 1, giver endvidere mulighed for at vælge børnetandpleje på tværs af kommunegrænsen, idet børn og unge under 18 år får adgang til at vælge tandbehandling ved en anden kommunes tandklinik. Et beløb fastlagt ud fra bopælskommunens udgiftsniveau i den kommunale børne- og ungdomstandpleje vil i disse situationer følge barnet til betaling af børnetandpleje i den valgte kommune.

Da det fortsat er bopælskommunen, der har forpligtelsen til at yde tandplejen, jf. forslagets § 2, stk. 1, vil behandlerkommunen have ret til betaling af udgifter fra bopælskommunen, når kommunen modtager børn fra andre kommuner, jf. bemærkningerne til nr. 3 (§ 11, stk. 2). Betalingsforslaget skal - ud fra skat/service tanken - sikre, at bopælskommunen ikke påføres merudgifter som følge af borgerens valg af et dyrere serviceniveau i en anden kommune. Dette forslag kan derfor indebære en egenbetaling, hvis forældre vælger en kommune, der har et højere udgifts- og serviceniveau i børnetandplejen end bopælskommunen, idet forskellen mellem behandlerkommunens og bopælskommunens gennemsnitlige udgift pr. barn til børnetandpleje efter § 3, stk. 3, kan pålægges forældrene.

Da lovforslaget giver alle forældre ret til at vælge tandpleje i en anden kommune, end der hvor de bor, uanset hvilken begrundelse, der ligger bag valget, er der ikke længere behov for at opretholde den særregel, der i dag i medfør af bekendtgørelse om tandpleje § 1, stk. 2, skal sikre, at børn og unge, der flytter kommune, men bevarer skolegangen i fraflytningskommunen, også har ret til at vælge fortsat at modtage børnetandpleje sammen med deres skolekammerater i fraflytningskommunen. I dag refunderer bopælskommunen i disse tilfælde et beløb, der svarer til skolekommunens gennemsnitlige udgift pr. barn i børne- og ungdomstandplejen. Med forslaget bliver disse børn ligestillet med andre børn, der vælger tandpleje uden for bopælskommunen, hvilket kan indebære, at forældrene, hvis skolekommunen har et højere udgifts- og serviceniveau i børnetandplejen end bopælskommunen, kan blive pålagt en egenbetaling.

Adgangen til at vælge tandpleje ved en anden kommunes tandklinik omfatter det fulde tandplejetilbud og skønnes kun at blive benyttet af et begrænset antal børn/forældre.

Forslagets § 3, stk. 4 indeholder en bemyndigelse til indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler vedrørende valg af tilhørsforhold samt adgang til behandlerskift. Der vil her bl.a. skulle tages stilling til, hvor tit der skal være adgang til at ændre tilhørsforhold, hvis man skal sikre »et sammenhængende patientforløb«.

Samme bestemmelse bemyndiger også ministeren til at fastsætte nærmere regler, der i særlige tilfælde giver kommunerne mulighed for at afvise børn og unge fra andre kommuner, f.eks. af kapacitetsmæssige årsager.

Til nr. 2

Ændringen af § 5, stk. 1, er en konsekvens af, at den kommunale børne- og ungdomstandpleje efter forslaget vil være reguleret både i § 2 og § 3.

Til nr. 3

Forslagets § 11, stk. 1, svarer til den gældende tandplejelovs § 11, der fastslår, at udgifterne forbundet med den vederlagsfri forebyggende og behandlende børne- og ungdomstandpleje, påhviler primærkommunerne, jf. forslagets § 2, stk. 1. Det er ligeledes primærkommunerne, der er forpligtet til at udrede det tilskud, som forældre efter forslagets § 3, stk. 2, har ret til, når de vælger at modtage det kommunale børnetandplejetilbud hos praktiserende tandlæge. Bestemmelsens stk. 1 indeholder derfor en henvisning både til § 2 og § 3.

Forslagets § 11, stk. 2, skal medvirke til at sikre, at bopælskommunen ikke påføres merudgifter, når børn og unge vælger tandpleje ved en anden kommunes tandklinik. Derfor er den betalingsmodel, der er lagt til grund i lovforslaget, baseret på bopælskommunens udgiftsniveau i den kommunale børne– og ungdomstandpleje. Bopælskommunen vil således skulle betale et beløb til behandlerkommunen, der svarer til den gennemsnitlige udgift pr. barn i børne- og ungdomstandplejen i bopælskommunen. Beløbet kan dog aldrig udgøre mere end behandlerkommunens gennemsnitlige udgift i børne- og ungdomstandplejen.

Forslagets § 11, stk. 2, 3. pkt. indeholder hjemmel til, at indenrigs- og sundhedsministeren i en bekendtgørelse kan fastsætte nærmere regler om mellemkommunal betaling samt egenbetaling efter forslagets § 3, stk. 3. Bestemmelsen indeholder også bemyndigelse til, at ministeren kan fastsætte regler vedrørende opgørelse af de gennemsnitlige udgifter i børne- og ungdomstandplejen.

Til nr. 4

Indenrigs- og sundhedsministeren kan i dag godkende forsøg med nye organisations- og behandlingsformer, ændrede tilskud og ændrede honoreringssystemer inden for den kommunale børne- og ungdomstandpleje, omsorgstandplejen og sygesikringstandplejen. Med ændringen bliver det også muligt for ministeren at godkende forsøg inden for amtstandplejen.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. august 2003.

Loven gælder ikke for Færøerne eller Grønland.

For Færøernes vedkommende kan loven sættes i kraft ved kongelig anordning med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

For Grønlands vedkommende er kompetencen til at fastsætte regler inden for sundhedslovgivningen overgået til hjemmestyrets myndigheder, jf. § 1 i lov nr. 369 af 6. juni 1991 om sundhedsvæsenet i Grønland. Ønsker Grønlands Hjemmestyre regler af tilsvarende indhold gennemført i Grønland, må dette ske ved landstingsforordning.