18. april 2006 kl. 16.41, opdateret 1. januar 1900 kl. 00.00

Læger skal åbne munden når børn lider

NOTE: Sundhedspersoner skal være bedre til at underrette de sociale myndigheder, når børn og unge udsættes for overgreb. Sundhedsstyrelsen har netop udsendt ny vejledning.

Ingen forfatter

Sundhedspersoner er ikke gode nok til at underrette de sociale myndigheder, hvis børn og unge udsættes for overgreb. Seksuelle overgreb, fysisk og psykisk vold, misbrug og vanrøgt.

Derfor har Sundhedsstyrelsen netop udsendt en ny vejledning til sundhedspersoner, så de bliver opmærksomme på deres ansvar og pligt til at fortælle myndighederne, hvis ikke alt er, som det bør være.

"Mange sundhedspersoner har desværre social berøringsangst samtidig med, at mange ikke er klar over, at de ifølge lovgivningen har pligt til at indberette overgreb. Begge dele håber vi kan afhjælpes med denne vejledning," siger Anne Mette Dons, overlæge og kontorchef i Sundhedsstyrelsen til Altinget.

Det er lov om social service, der pålægger læger, sygeplejersker, sundhedsplejersker, jordemødre, psykologer og andre autoriserede sundhedspersoner i øvrigt at indberette, hvis børn lider i hjemmet.

Dokumentation

Eksempler fra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, hvor sundhedspersoner skulle have gjort noget. Men undlod:

I sag nr. 0340408 kritiseres en sygehuslæge for at have undladt at foretage underretning til kommunen. Lægen havde på skadestuen behandlet en 16-årig pige, som henvendte sig med mærker, der kunne være opstået efter slag. Pigen oplyste selv, at hun var blevet overfaldet af sine forældre i forbindelse med et skænderi. Lægen vurderede, at der ikke var indikation for behandling og sendte pigen hjem med besked om at kontakte egen læge og politiet. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kritiserede lægen for ikke at have overholdt underretningspligten i henhold til lægelovens § 11 og servicelovens § 35.

I sag nr. 0232723 havde en 36-årig kvinde kontaktet sin praktiserende læges vikar og oplyst, at hun ønskede en provokeret abort, og der blev skrevet henvisning hertil. Tre uger senere oplyste kvinden lægens sekretær om, at hun ønskede at bevare graviditeten, og hun fik en tid til samtale med lægen til den følgende dag. Lægen kontaktede samme dag kvindens sagsbehandler i kommunen og anmodede under henvisning til servicelovens § 35 sagsbehandleren om at deltage i samtalen næste dag.
Kvinden klagede over, at lægen uden hendes samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt underrettede kommunen om hendes graviditet.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at det var relevant, at den praktiserende læge foretog underretning til sagsbehandleren i kommunen, idet oplysning om, at kvinden ville gennemføre en graviditet var af væsentlig betydning for varetagelsen af kvindens knap 3-årige barns tarv og dermed ligeledes af væsentlig betydning for behandlingen af kvindens allerede verserende sag i kommunen.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn var dog af den opfattelse, at den praktiserende læge inden underretningen burde have forsøgt at indhente kvindens samtykke til underretningen. På denne baggrund fandt nævnet, at den praktiserende læge havde overtrådt lov om patienters retsstilling § 26.

I sag nr. 0021323 var en 17-årig kvinde til første graviditetsundersøgelse hos lægen. Da der havde været mange sociale problemer tidligere, orienterede lægen socialforvaltningen.
Kvinden klagede over, at lægen tilsidesatte sin tavshedspligt ved at videregive oplysninger om hende til kommunen. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt under henvisning til servicelovens § 35 og patientretsstillingslovens § 26, stk. 2, nr. 1, at lægen ikke havde brudt sin tavshedspligt ved at videregive oplysning om kvindens graviditet til kommunen.

I sag nr. 9914203 havde en psykisk syg kvinde forlangt at blive udskrevet fra en psykiatrisk afdeling. Sundhedspersonalet mente ikke, at kvinden burde udskrives, men accepterede dette. Da kvinden et par uger senere meddelte, at hun ikke ønskede kontakt med distriktspsykiatrien og heller ikke længere ville tage den ordinerede medicin, besluttede overlægen at underrette kommunen, hvilket blev begrundet med hensyn til kvindens 8-årige datters tarv. Barnet var meget påvirket af moderens sygdom og havde selv været observeret på en børnepsykiatrisk afdeling.

Et flertal i Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt med henvisning til servicelovens § 35, jf. patientretsstillingslovens § 26, stk. 2, nr. 1, at lægen havde Vejledning om sundhedspersoners underretningspligt over for kommunen været forpligtet til at kontakte kommunens børne- og ungdomsforvaltning. Der blev lagt vægt på, at lægen med rette vurderede, at der kunne blive behov for, at de sociale myndigheder iværksatte støtteforanstaltninger i forhold til barnet på grund af moderens helbredstilstand. Der blev bl.a. henvist til, at det af moderens journal fremgik, at hun i sygdomsfaser ikke magtede omsorgen for barnet.