Lars Løkke opfordrer til at samle viden
Maria Dalby
JournalistDem, der tror, at dokumentation er opfundet for at belaste og mistænkeliggøre medarbejderne, er altså galt på den. Dokumentation er tværtimod det bedste værn mod mistænkeliggørelse. Og dokumentation er det bedste værn mod detailregulering og firkantede, nationale standarder.
Lars Løkke Rasmussen
Sundhedsminister
Vi skal være sikre på, at vi hele tiden gør de ting, der virker.
Vi skal være sikre på, at vi løser opgaverne på den måde, som borgerne efterspørger.
Vi skal være sikre på, at arbejdsgange og rutiner samtidig er til hjælp for medarbejderne.
Kommunerne skal sikre sig, at den sundhedsindsats, de går i gang med, er den rigtige. Hvis ikke de kan det, så skal de sikre sig, at metoden bliver målt og vejet, så andre kommuner senere hen kan få gavn af deres erfaringer.
Sådan lød det klare budskab fra en sundhedsminister, der valgte at bruge KL's delegeretmøde til at tale om evidens i sundhedsindsatsen.
"Så skal vi også vide, hvad der er det bedste. Det kræver, at vi sammen slår et slag for dokumentation som omdrejningspunkt for både arbejdet med reformen og i samarbejdsrelationen mellem kommunerne og staten," sagde Lars Løkke Rasmussen (V).
Borgerne bliver talt
Det er ellers et område, som er blevet kritiseret markant, da der ikke er sat mange penge af til at lave en evaluering af sundhedsindsatsen i kommunerne.
"Uden dokumentation for, hvordan den offentlige service fungerer lige nu, ved vi ikke, hvordan vi skal gøre tingene smartere. Og så kan det nemt ende med stress-løsningen, hvor alle bare skal løbe hurtigere. Eller panikløsninger, hvor Folketinget tyr til nye procesregler og mere detailstyring," mente ministeren.