Mødres alkoholisme farligst for børnene

Ny dansk undersøgelse viser, at det belaster børnene mest, når det er moderen i et hjem, der drikker.
Sandra Schwartz
Dokumentation
Det er barskt at vokse op med forældre, der drikker. Det er oftest faderen, der drikker, men en ny dansk undersøgelse viser, at det belaster børnene mest, når det er moderen. Anbringelse uden for hjemmet og vold mod barnet ses hyppigere i familier, hvor det er moderen, der drikker.

Undersøgelsen er udført af bl.a. seniorforsker Mogens Nygaard Christoffersen, Socialforskningsinstituttet, med støtte fra Sundhedsstyrelsen. Den er netop offentliggjort i det amerikanske tidsskrift Journal of Substance Abuse Treatment (december, 2003).

Omkring 4,5 procent af en årgang af børn og unge oplever alkoholmisbrug hos en af deres forældre. På landsplan svarer dette til 50.000 børn og unge under 18 år.

Druk i hjemmet får alvorlige konsekvenser for mange af børnene:

  • Flere af de unge mænd, der er vokset op med alkoholiserede forældre, er blevet dømt for vold, end deres jævnaldrende.
  • Flere af de unge piger får allerede børn i teenageårene.
  • Flere af de unge bliver narkomaner og flere dør tidligt.
  • Flere bliver som voksne marginaliseret på arbejdsmarkedet.
  • Flere får ingen erhvervsuddannelse eller studentereksamen.

    Alkoholisme er vanskelig at måle konkret
    Kun de alvorligste tilfælde af længerevarende misbrug indgår i denne undersøgelse, dvs. indlæggelser pga. hjerneskader (alkoholpsykose, dilerium), ødelæggelse af leveren (skrumpelever, fedtlever), betændelsestilstande i bugspytkirtlen, samt forgiftningsulykker.

    Undersøgelsen er baseret på oplysninger fra 15 registre om børn og deres forældre. Undersøgelsen følger hele den årgang af børn, der er født i 1966, fra deres 14. til deres 27. år.

    Mogens Nygaard Christoffersen & Keith Soothill: The long-term consequences of parental alcohol abuse: a cohort study of children in Denmark, Journal of Substance Abuse Treatment, 2003, 25: 107-116.


  • Altinget logo
    København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
    Politik har aldrig været vigtigere
    AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
    Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
    Copyright © Altinget, 2024