Ny hjemmeside om fødevareallergi

Ny hjemmeside åbner for at hjælpe de danske forbrugere med at gennemskue den mad, som de putter i munden.
Kristian Lund Pedersen
Dokumentation
Kan man spise muslinger, hvis man ikke kan tåle rejer? Må et barn få gedemælk, hvis det er allergisk over for komælk? Hvilke fødevarer indeholder ofte æg? Og hvordan får man stillet diagnosen fødevareallergi?

Det og meget andet kan man få svar på, når fødevareallergi.dk åbner. Bag hjemmesiden står, Sundhedsstyrelsen, Fødevaredirektoratet og Astma-Allergi Forbundet, som med samarbejdet ønsker at samle deres information om fødevareallergi ét sted.

Lettere dagligdag
Hjemmesiden henvender sig til mennesker, der har fødevareallergi, eller som har pårørende, der ikke kan tåle bestemte madvarer. Men også de, der blot vil vide mere om overfølsomhed over for mad, kan have glæde af at klikke sig ind på siden.

Man regner med, at ca. 5-7 procent af alle børn udvikler fødevareallergi - som mange dog vokser fra igen - og at ca. 1-2 procent af alle voksne har fødevareallergi. Hertil kommer dem, som reagerer på bestemte frugter, grøntsager og nødder i forbindelse med, at de har pollenallergi. Hjemmesiden informerer om aktuel viden om overfølsomhed over for mad og fortæller fx om hvor-dan man skal læse varedeklarationer og dermed finde ud af, om der er noget i maden, man ikke kan tåle. Først i løbet af 2005 forventes de nye mærkningsregler at træde i kraft, og indtil da kan fx mælk hedde forskellige ting på varedeklarationen – eller helt lovligt slet ikke være medtaget. Hjemmesiden skal på den måde være med til at gøre hverdagen lettere for mennesker med fødeva-reallergi - både når de er på indkøb, når de skal lave mad uden bestemte ingredienser, eller når der fx skal holdes børnefødselsdag.

Opfordrer til at få stillet en rigtig diagnose
Fødevareallergi.dk henvender sig også til mennesker, som har mistanke om, at de har fødevareallergi. De kan bl.a. læse om de forskellige symptomer man kan have ved fødevareallergi, om hvilke fødevarer det ofte drejer sig om, og om hvordan diagnosen stilles.

På hjemmesiden understreges det, at det er vigtigt at gå til lægen og få stillet diagnosen frem for at eksperimentere med forskellige diæter selv. Hvis man fx udelukker en vigtig fødevare som mælk fra et lille barns kost uden at få vejledning i, hvad man skal give barnet i stedet, er der en risiko for fejlernæring. Desuden gør man hverdagen unødigt besværlig, hvis det siden viser sig, at mistanken om fødevareallergi er forkert.

Både fakta og personlige historier
Hjemmesiden indeholder mange fakta om fødevareallergi, bl.a. hvilke madvarer man kan blive overfølsom over for, hvad symptomerne er, hvad man kan gøre for at forebygge fødevareallergi hos små børn, og hvordan diagnosen stilles. De oplysninger, som handler om børn og fødevareallergi, er desuden samlet under et særligt punkt.

Hjemmesiden fortæller også, hvordan det er at leve med fødevareallergi. I personlige historier beretter mennesker med fødevareallergi om deres hverdag, og der er tips til, hvad man kan gøre, når man skal ud at spise, på ferie eller aflevere et barn med fødevareallergi i daginstitutionen for første gang.


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024