Ok at medicin smager godt

Det er ok og til tider nødvendigt, at lægemidler til børn gøres mere tillokkende at indtage ved at få en pille til at smage af jordbær eller banan. Sundhedsministeren er dog godt klar over, at det er en svær balancegang.
Claus Iversen

Lægemidler bør i princippet ikke være tillokkende for børn. På den anden side er der behov for, at lægemidler til børn laves i en form, så de ikke føles ubehagelige at indtage.

Lars Løkke Rasmussen (V).
Sundhedsminister.
Skal medicin til børn - eller voksne for den sags skyld - smage godt?

Det er problemstillingen i et svar fra sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på en henvendelse fra Paul Mørch, ansat på Frederiksberg Hospital.

Paul Mørch forestiller sig følgende scenarie:

"Lille Anna på fem år løber og leger og kommer ind på storebror Peters værelse, hvor der ligger en åbnet æske Pamol Flash for voksne på bordet. Anna kender den slags velsmagende piller, som hendes mor giver hende engang imellem, og hun tager æsken og begynder at spise af pillerne, som smelter fuldstændigt i munden på 20 sekunder.

Dokumentation
Spørgsmål 159: "Ministeren bedes kommentere henvendelsen (pdf) af 12. marts 2003 fra Paul Mørch, Fårevejle vedrørende håndkøbsmedicin."

Sundhedsministerens svar: "Paul Mørch har i sin henvendelse til Folketingets Sundhedsudvalg af 12. marts 2003 kommenteret markedsføringen af et nyt paracetamolholdigt lægemiddel, Pamol Flash, der er tilsat solbær – eller banansmag. Paul Mørch har anmodet om indgriben mod dette lægemiddel, der efter hans vurdering udgør forgiftningsrisiko for børn med risiko for leverskade eller død.

Den problemstilling, der er rejst af Paul Mørch, indgår også i spørgsmål S 2999, stillet af Birthe Skaarup (DF) den 25. april 2003. Mine besvarelser af de to spørgsmål er derfor enslydende.

På baggrund af oplysninger fra Lægemiddelstyrelsen kan jeg således oplyse, at Pamol Flash er et nyt lægemiddel, der har været markedsført af firmaet Nycomed siden marts 2003, efter udstedelse af markedsføringstilladelse af Lægemiddelstyrelsen i sept ember 2002. Lægemidlet er godkendt efter den såkaldte gensidige anerkendelsesprocedure, hvor et lægemiddel godkendt i ét EU land kan søges godkendt i et eller flere andre EU lande med udgangspunkt i det første lands godkendelse. I dette tilfælde er udgangslandet Frankrig, og lægemidlet er samtidig søgt godkendt i 7 andre EU lande, heriblandt Danmark. I forbindelse med godkendelsesprocessen har Danmark ikke fremsat indvendinger mod godkendelsen. Præparatet blev fundet at leve op til alle krav vedrørende kvalitet, sikkerhed og effekt, som er en forudsætning for godkendelsen.

Pamol Flash er såkaldte smeltetabletter. Disse er lavet i denne form for at kunne indtages uden samtidig indtagelse af vand. Lægemidler, der indtages i opløst form, som tygges eller som er beregnet til at smelte i munden, tilsættes som oftest smagsstoffer for at lette indtagelsen. Specielt lægemidler til børn tilsættes smagsstoffer, som skal gøre lægemidlet tilpas velsmagende, så børnene vil indtage det uden problemer.

Denne problemstilling illustrerer det paradoks eller den balancegang, man står over for i relation til lægemidler og børn. På den ene side ønsker man ikke, at lægemidler skal indtages af børn, med mindre de har fået det ordineret af lægen eller deres forældre skønner det nødvendigt, og derfor bør lægemidler i princippet ikke være tillokkende for børn. På den anden side er der behov for, at lægemidler til børn laves i en form, så de ikke føles ubehagelige at indtage, idet dette vil få til følge, at patienter undlader at indtage nødvendig medicin.

Næsten alle lægemidler til børn og mange lægemidler til voksne er derfor gjort smagsmæssigt mere tillokkende. Deciderede børnelægemidler er ofte med hindbær-, jordbær-, banan- eller chokoladesmag. Der findes i forvejen paracetamolholdige lægemidler til børn, f.eks. til brug ved opløsning i munden (mikstur). Panodil Junior mikstur, Pinex mikstur og Pamol mikstur er smagskorrigeret med sødemidler og med jordbær eller anis smag.

Det er meget vigtigt, at alle forældre og andre voksne er bevidste om, at lægemidler kan være farlige, såfremt de anvendes forkert. Det gælder ikke mindst lægemidler med tillokkende udseende og/eller smag. Derfor er alle lægemidler både på etiket og på indlægsseddel forsynet med en advarsel om, at de skal opbevares utilgængeligt for børn. Lægemidler der ligger og flyder, på steder, hvor mindreårige børn har adgang, vil under alle omstændigheder udgøre en betydelig risiko."


Med venlig hilsen


Lars Løkke Rasmussen / Paul Schüder


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024