Om indførelse af frihed for kommunerne til at give supplerende tandplejetilbud

Fremsat den 22. oktober 2002 af Lone Møller (S), Sophie Hæstorp Andersen (S), Jette Bergenholz Bautrup (S) og Poul Qvist Jørgensen (S)

Det almindelige tandplejetilbud til borgerne i Danmark gives i hovedtræk enten i den kommunale tandpleje eller i voksentandplejen.

Den kommunale tandpleje behandler børn og unge i aldersgruppen 0-18 år samt omsorgstandplejepatienterne, der hører til de allersvageste borgere. Tilbuddet er vederlagsfrit og rummer forebyggelse og behandling samt tandregulering for børn og unge.

I voksentandplejen, hvor privatpraktiserende tandlæger har overenskomst med sygesikringen, tilbydes behandling til de personer, der selv har opsøgt tandlægen. Behandlingen betales dels af sygesikringen, dels af borgeren selv.

Den såkaldte amtstandpleje, der er under opbygning, vedrører først og fremmest tandpleje for personer med sindslidelser, psykisk udviklingshæmning etc. og for personer med særlige medfødte og sygdomsrelaterede tandsundhedsproblemer.

Beslutningsforslaget drejer sig overordnet om de borgere, der falder uden for disse systemer.

Forsøg inden for dansk tandpleje har vist, at mange i øvrigt velfungerende voksne danskere har brug for hjælp til at få deres tandsygdomme under kontrol. Det er påvist, at disse tandplejeproblemer kan overvindes ved at etablere et primærkommunalt opsøgende og supplerende tandplejetilbud primært baseret på forebyggelse og målrettet information.

Det drejer sig først og fremmest om de mindrebemidlede pensionister, typisk dem, der kun har deres folkepension. Herudover drejer det sig om de personer, der er pensionister af helbredsmæssige årsager, og om kontanthjælpsmodtagere. Mange af de ældre pensionister har ikke modtaget børnetandpleje og har i en tidlig alder mistet nogle af eller alle deres naturlige tænder. Disse personer har aldrig eller sjældent fået tilskud til regelmæssig tandpleje.

Disse borgere har den dårligste tandsundhed, har den ringeste tradition for forebyggende tandpleje og anvender tandplejesystemet mindst, sammenlignet med resten af befolkningen.

Forsøgene har vist, at det har været muligt at nedsætte behovet for store, kostbare behandlinger, og at det er lykkedes at forhindre tandtab og destruktion af tandsæt gennem en øget tilslutning til regelmæssig tandpleje og ved at udvikle den enkeltes tradition for forebyggende tandpleje.

Hvis der etableres et primærkommunalt supplerende og opsøgende tandplejetilbud, hvor den kommunale tandpleje og de privatpraktiserende kliniske tandteknikere og tandlæger arbejder tæt sammen, kan der opnås gode resultater i form af forbedret tandstatus og i sidste ende forbedret livskvalitet for de enkelte borgere.

Tandplejetilbuddet skal tilrettelægges i samarbejde med bl.a. social- og sundhedsforvaltningernes sagsbehandlere, der skal være frontpersoner i det opsøgende arbejde. I de kommuner, hvor der ikke er offentlige tandklinikker, tilrettelægges samarbejdet mellem sundhedsforvaltningen og de privatpraktiserende kliniske tandteknikere og tandlæger. Der skal sideløbende med samarbejdet med de implicerede behandlergrupper gennemføres en omhyggelig information via ældreklubber, aktivitetsteam og andre kontakter, hvor der skabes kontakt til de svageste borgere.

For de personer, der indgår i ordningerne, skal der være valgfrihed mellem behandling i den kommunale tandpleje og behandling hos privatpraktiserende kliniske tandteknikere og tandlæger.

Erfaringerne har vist, at to ud af tre patienter, der vælger at tilslutte sig en sådan ordning, vælger behandling i privat praksis, mens det er karakteristisk, at de mest belastede borgere, herunder alkohol- og stofmisbrugere, hyppigst vælger de kommunale klinikker. Den kommunale tandpleje synes godt gearet til også at kunne rumme de mest belastede borgere med deres særlige individuelle og ofte tidkrævende behov.

Det konkrete indhold af tandplejetilbuddet kan være følgende:

I beregningen af de offentlige udgifter skal modregnes de ressourcer, der allerede i dag bevilges via lov om social pension og lov om social service. Kommunerne bruger i dag omkring 300 mio. kr. om året på tandbehandlinger til mindrebemidlede pensionister, personer, der er pensionister af helbredsmæssige årsager, og kontanthjælpsmodtagere.

Kommunerne ved i dag ikke reelt, hvor meget tandsundhed de får for disse penge, og mulighederne for udgiftsstyring er ringe. Hvis kommunerne får mulighed for selv at koordinere, planlægge og evaluere tandplejetilbuddet til de svageste grupper i voksenbefolkningen, får de også mulighed for at skabe mere lighed i tandsundhed.

Det vurderes, at lovændringen kan gennemføres uden store økonomiske konsekvenser, såfremt der for den særlige ordning gives mulighed for, at sygesikringstilskuddet til tandbehandling til de omfattede patientkategorier kan medtages. Denne model er kendt fra forsøgsordningerne. Den økonomiske merudgift ved ordningens indførelse forventes reelt at udgøre ca. 15 mio. kr. ved indfasningens start, stigende til ca. 30 mio. kr. efter 10 år. Dette er under forudsætning af, at ordningen implementeres i ca. 30 kommuner i løbet af en 10-årig periode.

Lone Møller (S):