Om markedsføring af sundhedsydelser

Claus Iversen
Dokumentation

I medfør af lov nr. 326 af 6. maj 2003 om markedsføring af sundhedsydelser § 1, stk. 5, § 4, stk. 5, og § 5, stk. 4, samt efter indhentet udtalelse fra Forbrugerombudsmanden, fastsættes:

Kapitel 1

Anvendelsesområde

§ 1. Ved sundhedsydelser forstås den sundhedsfaglige virksomhed, som autoriserede sundhedspersoner udfører i medfør af deres autorisation eller i øvrigt udfører, og som ikke-autoriserede sundhedspersoner har adgang til at udføre.

§ 2. Ved sundhedsfaglig virksomhed forstås undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling, genoptræning, sundhedsfaglig pleje, sundhedsfaglige forebyggelsestiltag over for den enkelte patient, m.v.

Stk. 2. Sundhedsfaglig virksomhed omfatter de kosmetiske ydelser, der er lægeforbeholdt virksomhed, jf. lægelovens § 25.

Stk. 3. Sundhedsfaglig virksomhed omfatter apotekernes slankerådgivning, vejledning i rygeafvænning, vejledning af astmapatienter (astmaskoler), vejledning i behandling af diabetes, blodtryks- og blodsukkermåling m.v.

Kapitel 2

Markedsføring

§ 3. Ved markedsføring af sundhedsydelser forstås alle foranstaltninger foretaget i erhvervsøjemed, hvormed der udbydes sundhedsydelser, jf. dog § 6.

§ 4. Markedsføring af sundhedsydelser skal udformes og præsenteres på en sådan måde, at det tydeligt fremgår, at der er tale om markedsføring af sundhedsydelser.

Stk. 2. Det skal tillige tydeligt fremgå, hvem der er ansvarlig for markedsføringen.

§ 5. Markedsføring af sundhedsydelser kan ske ved anvendelse af billeder, tegninger, logoer og lignende under forudsætning af, at billederne m.v. ikke er urigtige, vildledende eller urimeligt mangelfulde.

Stk. 2. Angivelser af særlige arbejds- eller interesseområder, uddannelse og særlige kvalifikationer, teknisk udstyr m.v. kan anvendes, såfremt angivelserne ikke er urigtige, vildledende eller urimeligt mangelfulde.

Stk. 3. Anvendelse af beskrivende og anprisende tekst om den enkelte sundhedsperson, behandlingsstedet eller de enkelte ydelser m.v. kan ske under forudsætning af, at teksten ikke er urigtig, vildledende eller urimeligt mangelfuld.

§ 6. Markedsføring må ikke finde sted i fjernsyn, herunder på tekst-tv, i film, på video, Cd-rom eller DVD eller lignende.

§ 7. Markedsføring af sundhedsydelser, der retter sig mod børn og unge under 18 år, må kun finde sted, hvis den udformes på en sådan måde, at den ikke udnytter børn og unges naturlige godtroenhed eller mangel på erfaring. Markedsføringen må heller ikke misbruge børn og unges loyalitetsfølelse.

§ 8. Forpligtelsen til at sikre, at betingelserne i loven og bekendtgørelsen overholdes, påhviler den sundhedsperson m.v., der er ansvarlig for markedsføringen.

Stk. 2. Reklamebureauer, redaktører, fjernsynsstationer, udgivere af blade, aviser, postordrehæfter m.fl. er medansvarlige for indholdet af markedsføringen efter lovgivningens almindelige regler.

Kapitel 3

Straffebestemmelser

§ 9. Overtrædelse af §§ 4, 5, 6 og 7 straffes med bøde.

Kapitel 4

Ikrafttræden

§ 10. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 2003.

Sundhedsstyrelsen, den 21. august 2003

Jens Kristian Gøtrik

/Michael von Magnus


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024