Om valgfri indplacering i sygesikringsgrupper, udstedelse af sygesikringsbeviser mv.

Tina Møller
Dokumentation

I medfør af §§ 2, 4 og 5 i lov om offentlig sygesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 509 af 1. juli 1998, fastsættes:

Indplacering i sikringsgruppe 1 og 2

§ 1. Overflytning mellem sikringsgruppe 1 og 2 sker ved henvendelse til kommunalbestyrelsen med virkning 14 dage efter, kommunalbestyrelsen har modtaget skriftlig anmodning herom. Fornyet overflytning mellem sikringsgruppe 1 og 2 kan tidligst finde sted 1 år herefter.

§ 2. Børn under 16 år, der opholder sig i forældrenes hjem eller er anbragt i pleje i private hjem og står tilmeldt folkeregisteret på opholdsstedet, er omfattet af henholdsvis forældrenes eller plejeforældrenes sikringsgruppe.

Stk. 2. Har forældre (plejeforældre) valgt hver sin sikringsgruppe, skal de over for kommunalbestyrelsen angive, hvilken sikringsgruppe børnene skal være omfattet af. Alle børnene henføres til samme sikringsgruppe.

Stk. 3. Samlever forældrene ikke, har barnet samme sikringsgruppe som den af forældrene, det lever sammen med.

§ 3. Børn under 16 år, der har fast ophold uden for forældrenes hjem og står tilmeldt folkeregisteret på opholdsstedet, skal selvstændigt indplaceres i sikringsgruppe. Anmodning om indplacering fremsættes af værgen eller forældremyndighedens indehaver.

Stk. 2. Forældre under 16 år, der står tilmeldt folkeregisteret på samme adresse som deres børn, skal selvstændigt indplaceres i sikringsgruppe. Anmodning om indplacering fremsættes af den pågældende.

§ 4. Den første i hver måned registreres alle, der fylder 16 år i løbet af måneden, som selvstændigt sikrede i gruppe 1. De skal i skrivelse gøres opmærksom på, at de inden for en frist af 14 dage har mulighed for i stedet at vælge sikring i gruppe 2.

§ 5. Personer over 16 år, der tilflytter fra Grønland, Færøerne eller udlandet, skal ved tilmelding til folkeregisteret opfordres til at vælge sikringsgruppe. Ligeledes skal personer, der, uanset de opfylder betingelserne for ydelser efter sygesikringsloven, ikke er registreret i den offentlige sygesikring, opfordres til at vælge sikringsgruppe.

§ 6. Er der ikke valgt sikringsgruppe, jf. § 2, stk. 2, og §§ 3 og 5, meddeler kommunalbestyrelsen den sikrede, værgen eller forældremyndighedens indehavere, at henholdsvis den sikrede eller børnene indplaceres i gruppe 1, medmindre der inden for en frist af 14 dage fremsættes anmodning om valg af gruppe 2.

§ 7. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at en gruppe 2-sikret straks skal overføres til gruppe 1-sikring og forblive under denne sikringsgruppe, når der er ydet den pågældende sygehjælp efter § 82 i lov om aktiv socialpolitik eller af rådighedsbeløbet for personlige tillæg til sociale pensioner.

Stk. 2. Den sikrede forbliver under gruppe 1-sikring, så længe det skønnes påkrævet af hensyn til den pågældendes økonomiske forhold og behov for sygehjælp.

Sygesikringsbeviser

§ 8. Alle personer, der har ret til ydelser efter sygesikringsloven, forsynes med et sygesikringsbevis. Nyfødte dog tidligst, når de er navngivet.

Stk. 2. Børn under 16 år, der endnu ikke er forsynet med et sygesikringsbevis, anvender forældrenes sygesikringsbevis, jf. § 2.

§ 9. Sygesikringsbeviset skal indeholde oplysninger om:

1)   Personnummer, navn og adresse,

2)   sikringsgruppe,

3)   for gruppe 1-sikrede den valgte læge (eller lægekompagniskab) og

4)   bopæls- eller opholdskommune.

§ 10. På grundlag af kommunens registrering af borgernes indplacering i sikringsgruppe og oplysninger om valg af læge udstedes sygesikringsbeviser af amtskommunerne.

Stk. 2. Kommunerne bistår efter nærmere aftale amtskommunerne ved udstedelse af sygesikringsbeviser.

§ 11. Ved enhver ændring i de i § 9 nævnte oplysninger udstedes et nyt sygesikringsbevis.

Stk. 2. Ved udstedelse af et nyt sygesikringsbevis afleveres tidligere udstedt bevis til bopælskommunen eller tilintetgøres.

Anden legitimation

§ 12. Personer, der er berettiget til lovens ydelser uden at have fast ophold her i landet, kan ved henvendelse til kommunalbestyrelsen vælge sygesikringsgruppe med virkning 14 dage efter, kommunalbestyrelsen har modtaget skriftlig anmodning herom. Fornyet skift mellem sygesikringsgruppe 1 og 2 kan tidligst ske 1 år herefter. Kommunalbestyrelsen forsyner hvert år disse personer med særlig legitimation.

Opkrævning af gebyr

§ 13. Kommunen opkræver et gebyr på 140 kr. for hvert sygesikringsbevis eller anden legitimation, der udstedes på grund af bevisets bortkomst eller ødelæggelse, eller når den sikrede ønsker ændringer i oplysningerne, jf. § 9, der kan henføres til vedkommendes egen beslutning eller handlemåde. Dog opkræves ikke gebyr for beviser, der udstedes:

1)   I forbindelse med generel udskrivning af beviser til alle aktivt sikrede.

2)   Når den sikrede første gang får ret til ydelser efter sygesikringsloven.

3)   Når den sikrede fylder 16 år.

4)   I forbindelse med overgang fra hvilende til aktiv sygesikring, f.eks. i forbindelse med ophør af værnepligt.

5)   Ved ændring af personnummer.

6)   Til børn under 16 år som følge af, at den selvstændigt sikrede, som børnene følger, får ændret oplysningerne i sit bevis.

7)   I forbindelse med lægeskift som følge af praksisophør, ved ophævelse eller ændring af kompagniskabspraksis eller andre ændringer i lægepraksis, som er begrundet i beslutninger, der træffes af den enkelte læge, eller den offentlige sygesikring.

8)   I forbindelse med flytning.

9)   Ved navneændring i forbindelse med indgåelse af ægteskab.

10) Ved brud eller revner i beviset, når dette er mere end 4 år gammelt.

11) Ved defekt ved magnetstriben, der ikke kan henføres til forkert opbevaring eller brug af beviset.

Stk. 2. Gebyret reguleres én gang årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til det nærmeste med 5 delelige beløb.

Klageadgang

§ 14. Afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen efter denne bekendtgørelse kan, inden 4 uger efter at sikrede har fået meddelelse om afgørelsen, indbringes for det sociale nævn, hvis afgørelse ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 15. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 2003.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 741 af 23. september 1999 om valgfri indplacering i sygesikringsgrupper, udstedelse af sygesikringsbeviser m.v.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet, den 21. marts 2003

Lars Løkke Rasmussen

/Steffen Egesborg Hansen


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024