Ombudsmanden: Sagsbehandlingstider er bekymrende
KORT NYT: På trods af et årelangt fokus på nedbringelse af sagsbehandlingstider i patientklager, stiger behandlingstiden fortsat. Ombudsmanden vil have Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse til at redegøre for konkrete løsningsforslag.
Nikita Selvig
Produktleder og netværksansvarlig”Meget bekymrende”. Sådan beskriver Folketingets Ombudsmand de stadig stigende sagsbehandlingstider i patientklager hos Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn samt Patientombuddet.
”Jeg finder det meget bekymrende, at der er sket en så forholdsvis stor stigning i den samlede gennemsnitlige sagsbehandlingstid i patientklagesagerne i 2013, herunder at der er sket en stigning for alle grupper af sager, som afgøres af henholdsvis Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn og Patientombuddet. Det gælder navnlig i betragtning af, at Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og Patientombuddet i de seneste år har haft fokus på at nedbringe sagsbehandlingstiden,” skriver ombudsmand Jørgen Steen Sørensen i et brev til ministeriet.
Sagsbehandlingstiden i patientklager i Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn var i gennemsnit 17,3 måneder i 2014, mens den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i Patientombuddet var 13,3 måneder i 2014. Og i begge instanser er sagsbehandlingstiden steget siden 2012. Fra gennemsnitligt 13,5 måneder hos Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn og 10,3 måneder hos Patientombuddet.