Overgangsordninger i den lægelige videreuddannelse

Overgangsordninger i den lægelige videreuddannelse ved iværksættelse af den nye speciallægeuddannelse (2003-ordningen).
Sandra Schwartz
Dokumentation
NB: Overgangsordningen er p.t. ved at blive uddybet med henblik på, at gøre reglerne klarere, specielt hvad angår gennemgang af overgangsreglerne for de enkelte specialer.

Det forventes, at de supplerende overgangsbestemmelser vil blive endeligt godkendte efter drøftelse i Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse, den 4. februar 2004.

Umiddelbart herefter vil de endelige overgangsbestemmelser blive udmeldt på denne hjemmeside

Nye Uddannelsesbestemmelser
Indenrigs- og Sundhedsministeriet udsendte den 24. juni 2003 bekendtgørelse nr. 608 om speciallæger med hjemmel i lægeloven.. Efterfølgende udsendte Sundhedsstyrelsen den 10. juli 2003 ny bekendtgørelse om uddannelse af speciallæger. Begge bekendtgørelser er et resultat af implementeringen af speciallægekommissionens betænkning 1284 om fremtidens speciallæger.

Som det fremgår af de nye bestemmelser, vil der fremover være 37 specialer mod de nuværende 42.

Der vil i fremtiden kun være grundspecialer, hvilket indebærer at grenspecialer udgår. Uddannelsestiden er for de fleste specialers vedkommende (undtaget almen medicin) blevet kortere, hvorefter det må forventes, at nogle uddannelsessøgende gerne vil skifte til ny ordning for at afkorte uddannelsestiden. Intentionen bag denne forkortning er imidlertid en øget intensivering og højere kvalitet i uddannelsen, hvorfor ansættelsesvarigheder ikke nødvendigvis ækvivalerer hinanden med hensyn til kompetenceerhvervelse i den gamle og nye uddannelse.

Den uddannelsessøgendes ret
I henhold til § 17, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 660 af 10. juli 2003 om uddannelse af speciallæger, kan uddannelsessøgende læger der har gennemført eller påbegyndt uddannelseselementer omfattet af hoveduddannelsen i henhold til bekendtgørelse om uddannelse af speciallæger nr. 654 af 3. juli 1996, færdiggøre uddannelsen efter bestemmelserne i denne bekendtgørelse.

Påbegyndt hoveduddannelse, dvs. fase 2 for alle grundspecialer og fase 3 for grenspecialer, giver således ret til at afslutte uddannelsen efter bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 654 af 3. juli 1996.

Herudover giver samme bekendtgørelse ret til erhvervelse af speciallægeanerkendelser i specialer anført i bekendtgørelsen (intern medicin, medicinsk allergologi, hepatologi, kirurgisk gastroenterologi og klinisk neurofysiologi).

Generel udmelding om overgangsordninger
Gennemført, godkendt introduktion efter 1996-bestemmelserne: Hvis klassificeret undervisningsstilling eller blokstilling ikke er opnået, skal den efterfølgende hoveduddannelse gennemføres efter den nye ordning.

Afsluttet undervisningsstilling, igangværende blokforløb eller igangværende hoveduddannelseselementer (samfundsmedicin, arbejdsmedicin, klinisk farmakologi, klinisk genetik) efter 1996-bestemmelserne.

Påbegyndt undervisningsstilling eller blokforløb færdiggøres altid efter gammel ordning. Lægen har ret til at færdiggøre uddannelsen i såvel grund- som grenspeciale efter den gældende ordning. Lægen kan alternativt søge opslåede, specialespecifikke blokforløb i de nye intern medicinske eller kirurgiske grundspecialer. Disse blokforløb gennemføres efter den nye speciallægeuddannelse og afsluttes med de nye specialistbetegnelser. Dette vil sige, at gennemført godkendt undervisningsstilling (fase 2) ækvivalerer med (meritoverføres samlet som) fællesdelen (”common trunk”) i de kirurgiske respektive intern medicinske specialer efter den nye ordning.

Fra klassificerede stillinger
Som udgangspunkt vil man kun kunne meritoverføre kompetencer, der er erhvervet ved ansættelser i klassificerede stillinger i de tilfælde, der er nævnt ovenfor. Undtaget herfra er kompetencer, der er erhvervet i den supplerende uddannelse (sideuddannelsen).

Meritoverførsel til højere niveau
Som udgangspunkt kan kompetencer, erhvervede før undervisningsstilling efter 1996-bestemmelserne i klassificeret eller uklassificeret stilling, ikke meritoverføres til hoveduddannelsesforløb efter den nye ordning

Afkortning af nye hoveduddannelsesforløb
Det er kun ved meritoverførsel, at uddannelsesforløb i den nye ordning kan forkortes. At de målbeskrevne kompetencer erhverves hurtigere end ventet, berettiger ikke til afkortelse af de ansættelser, der indgår i uddannelsesforløbet. Der er tale om minimumskompetencer, og den resterende ansættelsestid må i uddannelsessammenhæng anvendes til yderligere eller dybere kompetenceerhvervelse.

Sundhedsstyrelsen ønsker med disse overgangsordninger at smidiggøre perioden mest muligt med opretholdelse af de uddannelsessøgende lægers rettigheder, men tilsigter også en så lempelig overgang som muligt for regional og amtslig planlægning af forløb og personaleadministration og ledelse i de uddannelsesgivende afdelinger og institutioner. Det er samtidig væsentligt, at kvaliteten af uddannelsen ikke reduceres i denne overgangsfase. Sundhedsstyrelsen lægger således ikke op til en generel dispensationsrunde, men opretholder det gældende princip om mulighed for dispensation fra uddannelsesbestemmelserne efter konkret individuel vurdering.


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024