Patienter skal blive i landet

Formålet er ikke at sende kræftpatienter direkte til behandling i udlandet, sådan som Patientforeningen for Kræftbehandling i Udlandet foreslår, men at sørge for at udnytte kapaciteten på de danske sygehuse bedst muligt. Ministeren oplyser, at der i Danmark forskes i mange former for nye kræftbehandlinger, herunder også i nogle af de metoder, som anvendes i Tyskland.
Claus Iversen
Dokumentation
Spørgsmål 136:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen (pdf) fra Patientforeningen for Kræftbehandling i Udlandet, og herunder oplyse om ministeren agter at foretage sig noget i den anledning?"

Indenrigs- og sundhedsministerens svar:
I den omtalte henvendelse foreslår Patientforeningen for Kræftbehandling i Udlandet (PaKU), at beslutningsproceduren i forbindelse med henvisning til kræftbehandling i udlandet ændres. Ifølge forslaget skal de onkologiske centre kunne sende patienter direkte til behandling for kræft i udlandet uden at indhente en udtalelse fra Sundhedsstyrelsens rådgivende panel og uden at indhente en godkendelse fra Sundhedsstyrelsen. Af henvendelsen fremgår det endvidere, at det drejer sig om henvisning til eksperimentelle behandlinger.

Indledningsvis vil jeg kort gøre rede for de gældende procedurer i forbindelse med henvisning til eksperimentel behandling i udlandet. Ordningen omfatter patienter med en livstruende sygdomme, som ifølge den behandlende sygehuslæges vurdering ikke umiddelbart kan tilbydes behandling.

En patient, som ønsker eksperimentel behandling i udlandet, skal henvende sig til den behandlende sygehuslæge, som derefter kan anmode om Sundhedsstyrelsens rådgivning. Sundhedsstyrelsen vil i så fald bede det rådgivende panel om en vurdering af den konkrete forespørgsel. Hvis panelet kan anbefale, at patienten henvises til eksperimentel behandling i udlandet, kan amtet tilbyde en sådan henvisning. Henvisningen skal dog forinden forelægges til Sundhedsstyrelsens godkendelse med indstilling fra den behandlende sygehusafdeling.

Sundhedsstyrelsens panel består p.t. af to erfarne kræftlæger, som desuden indhenter nødvendige oplysninger fra andre eksperter her i landet og i udlandet.

Formålet med ordningen er at sikre, at patienter får mulighed for at få en ekstra vurdering af de konkrete muligheder for dokumenteret, forskningsmæssig eller eksperimentel behandling her eller i udlandet.

Det er således ikke et formål at sende flest muligt patienter til udlandet. Det mest hensigtsmæssige over for den enkelte patient er naturligvis at tilbyde videre undersøgelse eller behandling her i landet, hvis det er muligt.

Hvis panelet vurderer, at en eksperimentel behandling i et konkret tilfælde muligvis kan have en gavnlig effekt, og hvis behandlingen ikke kan gives her i landet, da giver de nye regler imidlertid mulighed for at tilbyde henvisning til udlandet.

Den seneste status viser, at Sundhedsstyrelsens panel har besvaret 60 henvendelser. I ca. 2/3 af disse sager har panelet tilrådet henvisning til videre undersøgelser eller behandling. Blandt disse har Sundhedsstyrelsen godkendt 4 henvisninger til eksperimentel behandling i udlandet.

Jeg mener, at den beskrevne procedure er hensigtsmæssig, idet den sikrer, at patienter med livstruende sygdomme får en ekstra vurdering af de konkrete behandlingsmuligheder, og at vurderingen foretages af erfarne læger på området med stort kendskab til nye behandlingsmetoder både her i landet og i udlandet. Det er desuden fastlagt, at ordningen skal evalueres efter et år mhp. at vurdere, om der bør ske justeringer.

PaKU henviser til bekendtgørelsen om behandling af patienter med kræftsygdomme m.v. (bekendtgørelse nr. 743 af 22. august 2001 - den såkaldte behandlingsgaranti). PaKU citerer en tekst, som ikke indgår i den nævnte bekendtgørelsen eller i andre regelsæt. Jeg vil gerne præcisere, at bekendtgørelsen ikke omhandler, hvilke behandlinger der skal tilbydes, men derimod om tilbud om behandling inden for fastsatte tidsfrister.

Formand for PaKU, Ole Morten Landsmann undrer sig desuden over, at danske myndigheder ikke tager kontakt til udenlandske myndigheder vedr. behandlinger i Hammelburg. Jeg kan i den anledning oplyse, at Sundhedsstyrelsen kontaktede det tyske sundhedsministerium i 2001. Sundhedsstyrelsen fik i den anledning oplyst, at behandlinger ikke godkendes af de tyske sundhedsmyndigheder, men gives efter den enkelte læges skøn. Den hyppigst omtalte behandling på Carl von Hess Krankenhaus er regional kemoterapi. Sundhedsstyrelsen har kontaktet Deutshce Krebsgesellschaft (svarende til Kræftens Bekæmpelse) og Bayerusche Landesärtekammer (det lægefaglige selskab i Bayern, som er hjemsted for Carl von Hess Krankenhaus) vedr. en vurdering af regional kemoterapi. Desuden har repræsentanter fra Kræftens Bekæmpelse, og læger på onkologiske afdelinger i Danmark, hvoraf to også er medlemmer af kræftstyregrupppen, været på besøg i Carl von Hess Krankenhaus. Kræftstyregruppens konklusion på disse henvendelser samt gennemgang af litteraturen på området er bl.a., at "Det findes således i dag ikke dokumenteret, at regional kemoterapi bør indføres som standardbehandling for andre kræftsygdomme, end de som allerede i dag tilbydes denne behandling (væsentligst sarcomer)."

Hvad angår forskning i behandlinger, som anvendes ved Carl von Hess Hospitalet i Hammelburg, kan jeg oplyse, dels at de danske kræftlæger følger offentliggørelsen af videnskabelige artikler vedr. nye behandlingsmetoder, herunder metoder som anvendes i Hammelburg. Desuden kan jeg oplyse, at der i Danmark forskes i mange former for nye kræftbehandlinger, herunder også i nogle af de metoder, som anvendes i Hammelburg.

 

Vedlagt i 70 eksemplarer besvarelse af spørgsmål nr. 136 (alm. del - bilag 479), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet Indenrigs- og sundhedsministeren den 6. marts 2003.

 

Med venlig hilsen

Lars Løkke Rasmussen / Birgitta Bladt Winkler

 


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024