Politikere tror ikke på rygeforbud i 2006

NYHED: Ledende politikere på Christiansborg regner ikke med, at der indføres rygeforbud på landets arbejdspladser i 2006, viser en rundspørge Altinget har foretaget. Men det skal nok komme...
Lars Igum Rasmussen
Ledende politikere på Christiansborg regner ikke med, at der i 2006 indføres rygeforbud. Måske på offentlige arbejdspladser. Måske sker der et eller andet. Men ikke et generelt rygeforbud på arbejdspladser. Det er for drastisk.

Sådan lyder forudsigelsen i en rundsprøge, som Altinget har foretaget blandt ledende politikere fra samtlige partier på Christiansborg.

Læs her deres svar:

Dokumentation
Besluttes det, at der skal være rygeforbud på alle arbejdspladser i 2006?

Pia Kjærsgaard, partileder Dansk Folkeparti:
"Nej, det tror jeg ikke. Det er jo en meget øm sag. Og ligefrem et forbud vil nok også være svært at få gennemført på private arbejdspladser."

Jens Rohde, politisk ordfører Venstre:
"Nej, så langt når vi ikke. Det er en svær sag og derfor også svært at svare på."

Helge Adam Møller, gruppeformand Det Konservative Folkeparti:
"Ja, i hvert fald på de offentlige arbejdspladser."

Margrethe Vestager, næstformand i Det Radikale Venstre:
"Nej, men jeg tror, at stadig flere arbejdspladser vil indføre det af sig selv, men ikke ved et generelt forbud."

Henrik Sass Larsen, næstformand hos Socialdemokraterne:
"Nej, det er for vidtgående. Vi er ikke så langt endnu. Men det kommer. Det er blot et spørgsmål om tid, men det sker ikke i 2006."

Villy Søvndal, formand i Socialistisk Folkeparti:
"Ja, måske. Jeg ved ikke, hvor vidtgående det bliver. Men der skal nok komme en regulering eller forbud på de offentlige arbejdspladser, tror jeg."

Line Barfod, formand for folketingsgruppen i Enhedslisten:
"Nej, i stedet for at staten griber ind med lovgivning er det bedre, at det sker frivilligt på de enkelte arbejdspladser. Men måske vil der ske noget på de offentlige arbejdspladser."

Læs svarene på alle de 13 spørgsmål Altinget har stillet politikerne om 2006


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024