Politisk hjælp til unge spiseforstyrrede

NYHED: Indsatsen mod spiseforstyrrelser styrkes, når politikerne tirsdag stemmer for regeringen og Dansk Folkepartis forslag. Specielle teams målrettet spiseforstyrrelser og 16,5 mio. kr. til brug på private behandlingssteder er del af indholdet.
Lars Igum Rasmussen
Fakta
Kvinder med spiseforstyrrelser:

Sundhedsstyrelsen anslår:

  • 3.000 kvinder mellem 15-45 år har anoreksi

  • 20.000 har bulimi

  • 30.000-35.000 overspiser

    Satspuljepartierne har indgået en aftale fra 2005-2008, hvor der bl.a. er afsat 40 mio. kr. til selvmord og selvmordsforsøg og 30 mio. kr. årligt til styrkelse af indsatsen mod spiseforstyrrelser.


  • Kilde: Sundhedsministeriet
    I dag, tirsdag, hjælper landets politikere med et tryk på afstemningsknappen de mange tusind oftest unge piger med spiseforstyrrelser.

    Politikerne styrker samfundets indsats, når forslaget fra regeringen vedtages. Et resultat af en forespørgselsdebat på Christiansborg fredag.

    Behandlingstilbuddene skal udvikles, den tidlige opsporing skal styrkes, kommuner og regioner skal inddrages i højere grad, der oprettes specielle teams målrettet spiseforstyrrede og selvmordstruede og der afsættes et beløb på 16,5 mio. kr. til brug på private behandlingssteder.

    Samtidig forpligtes regeringen til på sigt at give danskere med spiseforstyrrelser en egentlig behandlingsgaranti.

    Dokumentation
    De to forslag mod spiseforstyrrelser:

  • Forslag til vedtagelse fra Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti

    "Der er i de senere år anvendt mange midler til forebyggelse og afhjælpelse af selvmord, selvmordsforsøg samt spiseforstyrrelser. Der er via satspuljemidlerne afsat 30 mio. kr. årligt til styrkelse af indsatsen i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger for behandling af spiseforstyrrede.

    For at sikre en fortsat positiv udvikling og for at arbejde henimod at give spiseforstyrrede samme rettigheder som i det udvidede frie sygehusvalg opfordres regeringen i samarbejde med satspuljepartierne til,

    - at der løbende udvikles og kvalitetssikres behandlingstilbud til spiseforstyrrede,
    - at der sker koordinering, videnspredning, forebyggelse og forskning samt tidlig opsporing og behandling,
    - at regioner og kommuner inddrager forebyggelse og tidlig indsats i de kommende sundhedsaftaler samt
    - at der oprettes teams målrettet spiseforstyrrede og selvmordstruede,
    - at anvende 16,5 mio. kr. fra den psykiatriaftale til medfinansiering af amternes og H:S's udgifter til inddragelse af private behandlingskapaciteter,
    - at prioritere spiseforstyrrelser ved forhandlinger omkring den nye psykiatriaftale."

  • Forslag til vedtagelse fra de Radikale, Socialdemokraterne og SF

    "Idet Folketinget konstaterer, at stadig flere unge, især kvinder, lider af livstruende psykiske sygdomme, og at de offentlige tilbud ikke er tilstrækkelige, opfordres regeringen til:

    - at indføre en fri valg-garanti for alle unge under 25 år, der rammes af en livstruende psykisk sygdom, f.eks. spiseforstyrrelser og selvmordstruende adfærd, som led i revisionen af psykiatrihandlingsplanen,
    - at spiseforstyrrede, som er opgivet af det offentlige sygehusvæsen får ret til et behandlingstilbud på en godkendt privat behandlingsinstitution,
    - at sikre, at alle kommuner inden udgangen af 2009 har medarbejdere, som er specialiseret i at yde hjælp til unge, der har forsøgt selvmord, og deres familie,
    - at bruge ikke-anvendte satspuljemidler, som er prioriteret til området, til sikring af ovenstående, og
    - at vente med at indføre en fri valg-garanti på 1 måned for fysiske sygdomme, der ikke er livstruende, og bruge de sparede ressourcer til at forbedre tilbuddene til de psykisk syge.
    Alternativt afsættes de nødvendige midler på næste års finanslov."


  • Altinget logo
    København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
    Politik har aldrig været vigtigere
    AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
    Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
    Copyright © Altinget, 2024