R genopliver brugerbetalingsdebat

BRUGERBETALING: De Radikale er klar til at se på øget brugerbetaling i sundhedsvæsnet, hvor velhavende danskere skal betale mere for sundhedsydelser.
Anne Justesen
De Radikale er klar til at se på brugerbetaling i sundhedsvæsnet.

Partiet foreslår ifølge Berlingske, at der nedsættes en ekspertkommission, som skal se på, hvordan man kan reformere systemet, så det får en mere "social profil". Sådan lyder det fra Radikales spidskandidat til regionsvalget i Region Hovedstaden, Charlotte Fischer:  

"Vi siger, at vi har fri og lige adgang til sundhedsydelser, men faktisk betaler vi over 20 milliarder kroner om året til især tandbehandling og medicin. Det er så stor en post, at det strider mod princippet om et solidarisk sundhedsvæsen. Brugerbetalingen er desuden vokset og vokset og presser en del danskeres økonomi hårdere end tidligere. Derfor haster det med at få en reform af systemet for at give det en mere social profil," sagde Charlotte Fischer til Berlingske.

Charlotte Fischer er formand for en intern arbejdsgruppe i partiet, som er nedsat for at komme med et udspil til forandringer af brugerbetalingen på sundhedsområdet.

Regeringspartiet SF har tidligere udtrykt skepsis over for brugerbetaling, men SF's sundhedsordfører, Özlem Cekic, er ikke helt afvisende over for Radikales forslag. Hun vil gerne være med til at kigge på mulighederne for at justere på egenbetalingen konkrete steder, så den bliver mindre social skæv, siger hun til Berlingske.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024