Rapport fra arbejdsgruppen om Lægemidler og internettet
Tina Møller
Ingen forfatter
Ingen forfatter
Som opfølgning på forliget nedsatte den daværende sundhedsminister, Sonja Mikkelsen, en arbejdsgruppe under Lægemiddelstyrelsen om ”Lægemidler og internettet”. Sundhedsministeren fastsatte i brev af 14. december 2000, at arbejdsgruppens kommissorium skulle have dette udgangspunkt:
”De overordnede rammer for anvendelsen af internettet på lægemiddelområdet er de samme, som er gældende i ”den fysiske verden”. Det indebærer blandt andet, at der ved salg af lægemidler stilles særlige krav til sikkerhed i distributionen, forbrugerinformation, reklame og prissætning, samt at salget af lægemidler til forbrugerne som hovedregel er forbeholdt apotekerne – dog med den væsentlige undtagelse, der følger af den delvise liberalisering af håndkøbssalget.
Arbejdsgruppen skal beskrive mulige sundhedsfaglige og økonomiske konsekvenser (for-dele og ulemper) af lægemiddelsalg via internettet. Gruppen skal ligeledes beskrive forskellige modeller for e-handel med lægemidler, herunder beskrive mulighederne for handel med receptpligtige lægemidler. Gruppen bør i den forbindelse inddrage eventuelle udenlandske erfaringer med e-handel med lægemidler.
Arbejdsgruppen skal komme med forslag til, hvordan det kan sikres, at den information, som ydes ved salg af lægemidler på internettet, tilgodeser forbrugernes individuelle behov for lægemiddelinformation.” Der er ikke herudover blevet udarbejdet et kommissorium for arbejdsgruppen.