Sikkerheden for at undgå merudgifter ved sygesikringstilskud er endnu ikke på plads

Hvis patienter hos selvstændige tandplejere skal have mulighed for at opnå sygesikringstilskud, må der tilvejebringes en sikkerhed for, at man undgår merudgifter. En sådan sikkerhed er endnu ikke tilvejebragt. Sundhedsstyrelsen skal imidlertid nu i gang med et udvalgsarbejde, der skal se på eventuelle strukturproblemer på tandplejeområdet, hvor også spørgsmålet om tandplejernes fremtidige placering, arbejdsopgaver m.v. kan indgå.
Tina Møller
Dokumentation

Kære Susanne Rytter

Tak for dit brev af 3. februar 2003, hvor du beder om et møde for bl.a. at få lejlighed til at drøfte den situation, som de selvstændige tandplejere står i uden sygesikringstilskud, samt de ulige konkurrencevilkår gruppen er underlagt i forhold til tandlæger og ansatte tandplejere.

Netop de spørgsmål, du rejser, har jeg haft anledning til at drøfte på et møde med Dansk Tandplejerforening sidste år. Jeg har her givet udtryk for, at jeg har forståelse for foreningens ønske om overenskomst. Men jeg har også gjort foreningen opmærksom på, at der - inden jeg kan tage stilling til sagen – må skabes sikkerhed for, at den sammenhæng, som vi i øjeblikket arbejder på at skabe overalt i sundhedssystemet, ikke sættes over styr på tandplejeområdet, hvis foreningens ønske imødekommes. Samtidig må der tilvejebringes sikkerhed for, at man undgår merudgifter, hvis patienter hos selvstændige tandplejere får mulighed for at opnå sygesikringstilskud. En sådan sikkerhed er endnu ikke tilvejebragt.

Sundhedsstyrelsen skal imidlertid nu i gang med et udvalgsarbejde, der skal se på eventuelle strukturproblemer på tandplejeområdet, hvor også spørgsmålet om tandplejernes fremtidige placering, arbejdsopgaver m.v. kan indgå. Der vil bl.a. skulle opstilles forskellige modeller for løsning af de problemer, der måtte være på forskellige områder (alm. tandpleje – tandregulering), og både lovmæssige og overenskomstmæssige konsekvenser af forskellige modeller vil skulle belyses. Jeg er bekendt med, at Dansk Tandplejerforening inden for nærmeste fremtid vil blive bedt om at udpege en repræsentant, der kan bidrage aktivt i arbejdet.

Som det fremgår, er jeg bekendt med de synspunkter, du giver udtryk for. Spørgsmålet om tandplejernes fremtidige placering, arbejdsopgaver m.v. vil endvidere nu indgå i det udvalgsarbejde, der går i gang. Jeg finder på denne baggrund ikke, at der er grundlag for et møde på nuværende tidspunkt.

Afslutningsvis kan jeg under henvisning til dit brev af 16. februar 2003, som du har sendt mig til orientering, tilføje, at jeg har noteret mig dine synspunkter vedrørende betydningen for de selvstændige tandplejere af ændrede tilskud til tandlægeydelser. Jeg kan dog samtidig tilføje, at jeg ikke har kendskab til de eventuelle overvejelser, som Dansk Tandlægeforening måtte have, vedrørende ønsker til ændrede tilskud til tandlægeydelser.

 

Med venlig hilsen

 

Lars Løkke Rasmussen

Spørgsmål 113:

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen (pdf) af 16. februar 2003 fra tandplejer Susanne Rytter, Århus vedrørende øget offentlige tilskud til tandpleje."

 

Svar:

Jeg kan i anledning af spørgsmålet oplyse, at jeg netop har besvaret en henvendelse fra tandplejer Susanne Rytter, hvor jeg bl.a. også har kommenteret henvendelsen af 16. februar 2003 fra Susanne Rytter, som jeg har modtaget til orientering.

Til orientering vedlægges kopi af mit svar til Susanne Rytter. Som det fremgår, har jeg ikke kendskab til de eventuelle overvejelser, som Dansk Tandlægeforening måtte have, vedrørende ønsker til ændrede tilskud til tandlægeydelser.


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024